Forskere: Screening i jobcentrene kan med de rette hensyn aktivere ledige med handicap som værdifuld arbejdsreserve

Screening af ledige for handicap kan skabe en åbning for at komme i job eller uddannelse, og derigennem skabe værdi for den enkelte og samfundet. Det kræver, at politikere og jobcenterledelserne tager hensyn til den enkelte ledige og dennes særlige behov samt undgår kassetænkning, skriver Lena Kjeldsen og Finn Amby.

I en tid hvor virksomheder mangler arbejdskraft, er personer med handicap en skjult arbejdsreserve, som med screening og uddannelse komme ind på arbejdsmarkedet, mener Lena Kjeldsen og Finn Amby. — I en tid hvor virksomheder mangler arbejdskraft, er personer med handicap en skjult arbejdsreserve, som med screening og uddannelse komme ind på arbejdsmarkedet, mener Lena Kjeldsen og Finn Amby.Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix

Finn Amby

Lektor, ph.d., Forskningscenter for ledelse, organisation og samfund, Socialrådgiveruddannelsen, VIA University College

Lena Kjeldsen

Docent, ph.d, Forskningscenter for ledelse, organisation og samfund, VIA University College

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Under overskriften ”et mere rummeligt arbejdsmarked” har landets jobcentre nu ad tre runder kunne søge midler fra staten til at lave forsøg med at screene ledige borgere for, hvorvidt borgeren har et handicap, der kan være en barriere for at komme i job.

Screeningen foregår ved, at sagsbehandleren systematisk spørger alle ledige ind til, i hvilken grad de har handicap, hvorefter den ledige kan få tilknyttet en personlig jobformidler med et særligt kendskab til det lokale arbejdsmarked og viden om de kompenserende ordninger, for eksempel hjælpemidler.

Kærkommen indsats

Erfaringerne fra de to første screeningsrunder er overvejende positive. Lige under 50 procent af de ledige er kommet i job, sagsbehandlerne oplever, at de har fået en mere nuanceret forståelse af handicap og en stor del af borgerne oplever, at forløbet er meningsfuldt og målrettet.

I en tid hvor virksomheder mangler arbejdskraft, ligger der således en skjult arbejdsreserve, vi som samfund skal hjælpe ind på arbejdsmarkedet.
Lena Kjeldsen og Finn Amby
Docent ph.d. og lektor, ph.d., Forskningscenter for ledelse, organisation og samfund, VIA University College

Indsatsen er kærkommen. Det er nemlig velkendt, at beskæftigelsesgraden for personer med handicap er markant lavere end for personer uden, og det har den været siden Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, ViVe, begyndte at måle det for snart to årtier siden.

Samtidig ved vi, at ledige med handicap i højere grad end andre ledige har kontakt med jobcentrene, og at der blandt ledige med handicap også findes en stor del, der vurderer, at de har en arbejdsevne, som de gerne vil bruge.

En screeningsmodel kan derfor ud over at identificere de ledige, der kunne have brug for ekstra vejledning også være med til at synliggøre en målgruppe, der ellers ud over skåltaler de sidste par årtier ikke har modtaget eksplicit opmærksomhed før i 2018, hvor ledige med handicap begyndte at indgå i ministermålene på beskæftigelsesområdet.

I en tid hvor virksomheder mangler arbejdskraft, ligger der således en skjult arbejdsreserve, vi som samfund skal hjælpe ind på arbejdsmarkedet.

Anbefalinger

Inden vi ruller en screeningmodel ud i alle de danske jobcentre, vil vi opfordre politikerne og ledelserne i jobcentrene til at overveje, hvordan vi kan gøre det mest hensigtsmæssigt, så jobcentrene rent faktisk hjælper den ledige borger tættere på arbejdsmarkedet eller i uddannelse.

I en tid hvor virksomheder mangler arbejdskraft, ligger der således en skjult arbejdsreserve, vi som samfund skal hjælpe ind på arbejdsmarkedet.
Lena Kjeldsen og Finn Amby
Docent ph.d. og lektor, ph.d., Forskningscenter for ledelse, organisation og samfund, VIA University College

For det første vil vi anbefale politikerne at holde sig tilbage fra en New Public Management-styring gennem benchmarking, hvor jobcentrene bliver målt og sammenlignet på deres resultater.

En målstyring baseret på, at flere kategoriseret med handicap skal i job, vil kunne føre til misrapportering, så også personer uden handicap inkluderes i målgruppen for at skabe pæne resultater, da de statistisk set vil være nemmere at hjælpe i job.

Det er afgørende, at vi får pålidelige data om målgruppen før en eventuel benchmarking kan give mening og danne basis for, at jobcentrene kan lære af hinanden.

Overfør viden til virkelighed

For det andet vil vi gerne advare mod, at der laves en direkte kobling mellem kategorisering og rettigheder til bestemte indsatser. En funktionsnedsættelse skal ses i sammenhæng med de mulige barrierer på arbejdsmarkedet og de individuelle forudsætninger hos den ledige, før der kan tages stilling til, hvad der er brug for.

Det afgørende er, at der bliver mulighed for en samtale om konsekvenserne af funktionsnedsættelsen, og at støtten herefter indrettes efter den enkeltes behov.

For det sidste kan man i jobcentrene med fordel arbejde med at styrke viden om handicap, blandt andet gennem koordinering med diverse handicaporganisationer og specialhospitaler med indgående kendskab til handicap, som jobcentrene af naturlige årsager ikke har.

I Sverige har man siden 1990’erne arbejdet med en screeningsmodel, der, ud over at være blevet kritiseret for de punkter vi lige fremført, også kritiseres for at stigmatisere de ledige som handicappet og fastholde dem i en position som mindre værdige på jobmarkedet. Denne kritik er man også nødt til at forholde sig til i en dansk kontekst.

Intentionerne bag puljerne om det rummelige arbejdsmarked er gode, og der er store samfundsmæssige gevinster i at flytte folk fra arbejdsløshed til beskæftigelse – nu skal intentionerne forløses.

Politik har aldrig været vigtigere