Forskeren forklarer: Ruslands propaganda har gode vilkår uden for Europa

De seneste afsløringer om et russisk propagandanetværk i Norden og forsøg på at splitte Nato vidner om, at Kreml fortsat fører en informationskrig. Kigger man bredt på Ruslands propagandainfrastruktur i dag, kan man se, hvordan den har tilpasset sig et mere restriktivt Europa ved både at flytte fokus til det globale syd og langsomt genopbygge sit europæisk netværk af propagandakanaler. Dette er første af tre indlæg, der forklarer netop dette skifte.

Blokeringen af de to propaganda-flagskibe Sputnik og RT betød et kollaps for Kremls påvirkningskampagner i Europa. Ude af stand til at nå sine europæiske læsere på Facebook, YouTube og Twitter har de to propagandamedier sadlet om og retter nu deres fokus på fortsat tilgængelige publikummer i Afrika, Mellemøsten og Sydamerika.

Skiftet medførte en række fordele. De seneste års politiske pres fra USA og EU på de store digitale platforme har betydet, at platformenes investeringer i indholdsmoderation primært har et anglo- og eurocentrisk fokus og har nedprioriteret sprog udenfor disse.

Dermed er der en mindre chance for, at russisk desinformation fanges, hvis den eksempelvis er på arabisk, end hvis den er på engelsk. Således er det nemmere for russisk desinformation hurtigere at gå viralt.

Propaganda bruges i antivestlige narrativer

Erfaringer fra Balkan vidner dertil om de muligheder, som svage medielandskaber i udviklingslande tilbyder russiske propagandamedier. Grundet dårlig økonomi indgik det slovakiske public service-medie TASR i 2017 et kortvarigt samarbejde med Sputnik om udenrigspolitisk dækning. Med sine gratis tv-kanaler kan RT ligeledes underudbyde domestiske medier og med deres fængende og sensationelle nyhedsdækning sluge en del af markedet.

Dog hører det også til i historien, at meget af arbejdet er blevet udliciteret til prorussiske regimer og deres egne propagandamedier, så som den Venezuelanske Telesur eller kinesiske CCTV og Global Times, der ukritisk gengiver det russiske perspektiv på krigen og bruger det i regimets egne antivestlige narrativer.

Men det nok stærkeste kort er, at russisk propaganda kan trække på den apati, der i stigende grad er overfor konflikten i Ukraine. Set i lyset af borgerkrigene i Yemen, Syrien og senest Sudan er krigen i Ukraine for afrikanske og mellemøstlige publikummer kun en blandt mange konflikter, der kun udmærker sig ved de dræbte civiles hudfarve og den opmærksomhed, den får fra Vesten.

Kigger man på globale meningsmålinger, finder man som regel en vis afstand mellem vestlig støtte til sanktioner og resten af verdens. I en meningsmåling i Mellemøsten fra sidste år kunne man også se, at en majoritet blandt unge mente, at Nato var ansvarlig for konflikten.

Sammen med en skepsis overfor vestlig udenrigspolitik oparbejdet de sidste 20 år og bitre koloniale erfaringer forinden har russisk propaganda manøvrerum til at putte krigen i Ukraine i et antikolonialt narrativ

Christiern Santos Okholm
Ph.d.-studerende, Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze

De økonomiske effekter af krigen og de tilhørende vestlige sanktioner betyder dertil, at svage økonomier, der også skal komme sig over coronakrisen, blev ramt af samme stigende inflation, som vi gjorde.

Trods lempelser i Vestens sanktioner på sektorer relateret til landbrug har de fortsat skabt problemer for fødevaresikkerheden og forsyningskæder til russisk kunstgødning i både Latinamerika og Afrika. Med dette i baghovedet har det været svært at sælge den vestlige fortælling, der lettere dikterende kræver økonomiske ofringer til en fjern konflikt.

Kapløbet er i gang

Sammen med en skepsis overfor vestlig udenrigspolitik oparbejdet de sidste 20 år og bitre koloniale erfaringer forinden har russisk propaganda manøvrerum til at putte krigen i Ukraine i et antikolonialt narrativ som et opgør med den vestlige dominans. Særligt i Afrika har en arv fra Sovjetunionens støtte til kontinentets selvstændighedsbevægelser gjort det naturligt for Rusland at vende tilbage til rollen som antiimperialist.

Det er i denne kontekst, man blandt andet skal se den nyvalgte brasilianske præsident Lulas opfordring til, at Vesten skal holde op med at forlænge krigen og skabe fred. Men også senest en afrikanske fredsmission, hvor Sydafrika, Egypten, Zambia, Senegal, Uganda og Congo vil forsøge at få forhandlet en fred mellem Ukraine og Rusland.

Det er derfor også blevet vigtigt for Ukraine at tage føringen i samtalen om fredsforhandlinger med Rusland og sørge for, at den formes efter Præsident Zelenskyjs ti-punkts-initiativ.

Dette gælder ikke kun Zelenskyjs forsøg på at overtale Brasilien, Indien og Kina ved G7 i maj. På vej dertil appellerede han til Den Arabiske Liga, og nu turnerer hans udenrigsminister, Dmytro Kuleba, rundt på det afrikanske kontinent med budskabet om, at en langvarig fred er en ukrainsk fred. Kapløbet om Syden er fuldt i gang.