Debat

Frikommuner til politikere: Brug vores erfaringer til ny lov for udsatte borgere

DEBAT: Frikommuner har gode erfaringer med en indsats rettet mod udsatte borgere. Folketinget skal bygge ny lov på kommunernes erfaring, mener ni borgmestre.

Christiansborg må lære af frikommunernes erfaringer og lave en lov, der gør det nemmere at lave en helhedsorienteret indsats rettet mod udsatte borgere, mener ni borgmestre.
Christiansborg må lære af frikommunernes erfaringer og lave en lov, der gør det nemmere at lave en helhedsorienteret indsats rettet mod udsatte borgere, mener ni borgmestre.Foto: Lars Helsinghof/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karsten Längerich, Jesper Würtzen med flere
Se dokumentationsboks

Siden 2016 har vi flittigt brugt vores frikommunestatus, der dispenserer fra en række obligatoriske krav fra beskæftigelses- og sociallovgivningen, når vi skal hjælpe udsatte borgere med at få fodfæste i livet.

Vi taler om borgere og familier, som typisk oplever mange udfordringer samtidig og derfor også med mange kontaktflader og sagsbehandlere i det offentlige.

For eksempel kan en familie med ledighed og sygdom både have kontakt til jobkonsulenter og forskelligt sundhedsfagligt personale og også socialpædagoger og sagsbehandlere eller andre, da børnene som regel heller ikke går fri af de udfordringer, som en familie kan være i.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Udsatte har brug for én indgang
Tidligere har de selv skulle styre aftaler og forskellige målsætninger på tværs af kommunens fagområder, som i værste fald spænder ben for hinanden og gør det svært for både borgere og fagfolk at finde rundt i regler og indsatser og tilbyde den rigtige vej til trivsel, sundhed og beskæftigelse.

Udsatte borgere har ikke brug for mange indgange til kommunen, mange handleplaner og mange kontaktpersoner – de har brug én indgang, én kontaktperson og én plan. Og det kan vi som frikommuner tilbyde dem.

Udsatte borgere har ikke brug for mange indgange til kommunen, mange handleplaner og mange kontaktpersoner – de har brug én indgang, én kontaktperson og én plan.

Ni borgmestre

Vores arbejde har givet os mange erfaringer med at sætte borgeren først, sagsbehandling på tværs og hjælpe udsatte borgere, hvis store ønske er at spille en aktiv rolle i deres eget liv og deres eget forløb.

Når vi spørger borgerne, så oplever de at blive mødt med større forståelse af hele deres liv og behov for indsatser, at gå til færre møder, at fagpersoner hurtigere kan sætte sig ind i deres sag, og at kontakten til kommunen er mere overskuelig, fordi der er faste kontaktpersoner, der tager sig af koordineringen.

Også medarbejderne mærker en forskel. Det nye samarbejde mellem for eksempel jobkonsulenten, fysioterapeuten og socialrådgiveren gør, at de nu kan se borgerens forløb som én samlet livshistorie, der måske også involverer andre personer og instanser – og derfor kan give en hurtigere og mere prioriteret indsats til gavn for den enkelte borger.

Helhedsorienteret lovudspil på vej
Vores erfaringer viser dog også, at vi stadig render panden imod en mur af administrative regler og sektoropdelt lovgivning, der sammen med de offentlige institutioners organisatoriske opbygning med økonomi og fagsystemer i hver sin kasse ikke fremmer en helhedsorienteret tilgang.

For eksempel bruger vi stadig unødigt meget tid på dobbeltregistrering og på elektroniske fagsystemer, der ikke taler sammen, i stedet for at bruge kræfterne på at bringe borgeren eller familien til større trivsel. Et nyt lovudspil er dog på vej, der skal tilgodese frikommunernes måde at arbejde helhedsorienteret på.

En bred aftale på tværs af partierne i Folketinget i 2018 har ført til lovudspillet 'Sammen med borgeren – en helhedsorienteret indsats', der i store dele bygger på viden og erfaringer fra frikommunerne.

Vi håber derfor, at den nye regering vil fortsætte det gode arbejde og inddrage os, der er tæt på borgerne, når de sidste pennestrøg skal sættes, og loven endeligt skal besluttes.

Læs også

Loven skal hæves over sektorlovgivning
Det er derfor rigtig positivt, at social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) med sit indlæg i Information 12. august tilkendegiver, at hun vil fortsætte linjen med at nedbryde siloerne og integrere socialpolitikken i alle dele af velfærdssamfundet.

Netop derfor er det vigtigt at holde fast i lovudspillets princip om, at den nye hovedlov skal være hævet over de syv sektorlovgivninger, som står ligeværdigt sideordnet herunder.

Alle borgere har ret til at være en del af et fællesskab, hvad enten det er i et job eller i en anden form for fællesskab, hvor man gør en forskel.

Vores erfaringer og bud på en bedre fremtid for Danmarks udsatte borgere er temaet for Frikommunernes årskonvent 30. august.

Vi kan se, at de sammenhængende borgerforløb med én plan og få kontaktpersoner har høj værdi for borgerne, og vi opfordrer derfor alle partier på tværs af folketingssalen til at samarbejde og få vedtaget en ny hovedlov, der kan gøre op med årtiers silotænkning og gøre en forskel i mange menneskers livssituation.

Dokumentation

Indlægget er skrevet af:

  • Karsten Längerich (V), borgmester, Allerød Kommune
  • Jesper Würtzen (S), borgmester, Ballerup Kommune
  • Thomas Lykke Petersen (S), borgmester, Fredensborg Kommune
  • John Schmidt Andersen (V), borgmester, Frederikssund Kommune
  • Ole Bondo Christensen (S), borgmester, Furesø Kommune
  • Anders Gerner Frost (Nyt Gribskov), borgmester, Gribskov Kommune
  • Steffen Jensen (S), borgmester, Halsnæs Kommune
  • Benedikte Kiær (K), borgmester, Helsingør Kommune
  • Kirsten Jensen (S), borgmester, Hillerød Kommune.

Formålet med frikommuneforsøget er at få ny viden og praktiske erfaringer, der kan bane vejen for en bedre opgaveløsning gennem kvalitetsudvikling, effektiviseringer, regelforenklinger og bedre styring i alle kommuner.

Frikommuneforsøget er organiseret i netværk af frikommuner, der samles om at lave forsøg inden for et fælles tema. Denne organisering har til formål at understøtte en fokuseret og sammenhængende forsøgsindsats for at løse en fælles samfundsmæssig problemstilling.

I netværkene nytænkes indsatsen i tæt samspil mellem de deltagende frikommuner, som løbende gennem forsøgsperioden deler viden om og følger op på blandt andet forsøgenes fremdrift, resultater og metoder. Alle frikommuner i et netværk gennemfører dog ikke nødvendigvis de samme forsøg inden for temaet.

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Gerner Frost

Formand, Foreningen af lokallister i Danmark, medindehaver, Danbolig Tisvildeleje og konsulent samt Viceborgmester og udvalgsformand for Erhvervsudvalget. (Nyt Gribskov)
ejendomsmægler (MDE)

Astrid Krag

MF (S), fhv. social- og ældreminister
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)

Benedikte Kiær

Borgmester (K), Helsingør Kommune, regionsrådsmedlem (K), Region Hovedstaden
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2001)

0:000:00