Glenn Bech: Vanopslagh vil lukke bibliotekerne. Det vidner om en ringeagt for fællesskabet

På Christiansborg hersker en kultur præget af mobning og intriger, udkørte medarbejdere, overfusende ledere og bunkevis af metoo-sager, der blot afventer at vælte frem.

Selvom Danmarks økonomi er robust og ledigheden lav, stiger uligheden. Og politikerne, hvis egne børn placeres i privatskoler, ligesom formuerne er i boliger og aktier, lader det op til resten af befolkningen og i særdeleshed arbejder- og underklassen om at acceptere ruinerne efter det, vi engang så stolt omtalte som velfærdssamfundet.

Har du ikke råd til privathospital, er det ærgerligt. Har du ikke råd til private sundhedsforsikringer, er det ærgerligt. Får du brug for psykiatrisk behandling, er det ærgerligt. Har du ikke råd til privat alderdomshjem, er det ærgerligt. For det har den politiske elite nemlig.

Jeg har ikke megen tiltro til størstedelen af vores ”folkevalgte” eller sågar styreformen, der næsten udelukkende synes at tiltrække statussøgende individer for hvem pragmatisme er biblen og idealisme en joke (eller også slukkes drømmene, idet man indtræder og bliver en del af arbejdsmiljøet).

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, er ingen undtagelse. Tværtimod. Sidst, jeg så noget til ham, var en tv-debat, hvor værten sommetider ville klippe til danskere, der havde indtalt nogle spørgsmål til politikerne, og hvor det, jeg husker bedst, er Vanopslaghs himmelvendte øjne og hånlige suk, da han ikke vidste, at seerne fortsat kunne se ham.

Den åndsforladthed, der følger med, når alt, der tilskrives værdi i tilværelsen, er tal og resultater, vidner om et halvbagt menneske

Glenn Bech

Nuvel, manden er muligvis karismatisk, skarpt skåret og formår at overbevise og underholde de unge, når han ulejliger sig til at besøge dem på landets gymnasier – men det kan en narcissist også.

Nu afdøde Cepos-cheføkonom Mads Lundby Hansen beklagede, at: ”Hvis man er på dagpenge eller kontanthjælp, så har man mulighed for at gå ned på biblioteket, surfe gratis på internettet, læse aviser og blade. Det trækker arbejdsudbuddet ned”. Vanopslagh følger trop, da han efter sigende ønsker at ”lukke samtlige landets biblioteker.”

Hvad, der ikke kan overleve på markedsvilkår, må naturligvis dø. Hvad, der ikke kan måles, forstår og anerkender vi ikke.

Og skønlitteraturen, hvis forfattere i allerhøjeste grad afhænger af bibliotekerne og kunstfonden, må dermed vige længere og længere bort for et bogmarked bestående af krimier, selvhjælpsbøger og biografier af kendisser?

Den åndsforladthed, der følger med, når alt, der tilskrives værdi i tilværelsen, er tal og resultater, vidner om et halvbagt menneske, der helst ikke burde overlades med ansvaret for at bestemme retningen for vores samfund.

Norden udgøres af nogle af verdens rigeste, mest åbne og på visse punkter lige demokratier – og disse fremskridt opnåede vi ikke ved at stole blindt på markedet, nej, vi har og bør altid regulere og gribe ind fra statslig side.

Med andre ord er der nødt til at være en voksen, der fortæller barnet, at nu har det spist nok sukker for i dag – ligesom regeringen omsider (og muligvis alt for sent) har ytret ønske om i stigende grad at snuppe mobiltelefonerne ud af hånden på ungdommen – og hermed også de sociale medier, hvis sundhedsskadelige effekter, generationer ud i fremtiden kommer til at se tilbage på med samme rædsel, som når vi ser tilbage på dem, der røg ombord på fly.