Grøndahl: Grænser for tolerancen

Her kommer først en stemme fra fortiden:

”Et militant demokrati er i dag en nødvendighed, et demokrati, der befrier sig for tvivlen på sig selv, og som ved, hvad det vil, nemlig den sejr, der er moralens sejr over barbariet, og som man ikke betaler for dyrt ved at ofre noget af humanitetens luksus, noget af den tolerance, der udstrækker sig til alt – også til beslutningen om at gøre kål på al humanitet. Så langt i tolerance må humaniteten aldrig gå; den må allermindst gøre det i kampens nødsstunder, sådan som dem, vi i dag gennemlever. Når jeg siger: demokratiets frihedsbegreb må ikke også omfatte friheden til at berøve demokratiet livet, det må ikke give demokratiets dødsfjender frit ord og frie hænder – så vil De svare mig: dette er frihedens selvopgivelse! – Nej, svarer jeg, det er dens selvbevarelse.”

Citatet stammer fra en tale holdt af det tyvende århundredes måske største tyske forfatter, Thomas Mann, ved den internationale PEN-kongres i Stockholm i september 1939. Tiden var mildest talt en anden. Samme måned havde Nazityskland invaderet Polen, og selv var Thomas Mann seks år tidligere blevet nødt til at gå i eksil. Landflygtigheden giver sig udslag i talens åndedræt. Man kan ligefrem fornemme presset mod demokratiet som en trykken for brystet, der får taleren til at hæve stemmen.

Det er kun rimeligt, hvis læseren her indvender, at det ville være ude af proportioner at sammenligne nutiden med Thomas Manns samtid. Jeg citerer ham heller ikke for at ækvivalere de udfordringer, demokratiet i dag står overfor, med nazismen. Når Thomas Manns ord trods de historiske forskelle alligevel føles relevante, er det, fordi datidens krise med sin dybde og voldsomhed tvang ham til at tænke længere, end vi normalt gør. For eksempel når vi tænker på sådan noget som demokrati og tolerance. Selvom det åbne samfund ikke som dengang er rystet i sin grundvold, bliver også vi nødt til at beslutte, hvordan vi vil forholde os til demokratiets dødsfjender og til deres målsætning om at ”gøre kål på al humanitet”.

Det er meget højskoledansk, men også meget naivt, når man igen og igen vil møde den ene eller den anden totalitarismes uforsonlige demagoger med åbenhed og dialog. 

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Demokrati som religiøst dogme
Jeg kom til at tænke på Thomas Manns manende ord, da jeg forleden læste nogle udtalelser af Flemming Rose, tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten, i anledning af regeringens forslag om indrejseforbud til antidemokratiske prædikanter. Konkret går forslaget ud på, at Udlændingestyrelsen udarbejder en liste over personer, der på grund af deres udtalelser ikke skal have adgang til Danmark. Anledningen er som bekendt de gentagne tilfælde, hvor imamer hentet hertil fra Mellemøsten under fredagsbønnen i danske moskeer blandt andet har prædiket had og vold mod jøder.

Om regeringens forslag siger Flemming Rose: ”Det er en form for ny, sekulær blasfemilov, hvor man kriminaliserer det at fordømme demokratiet. Man gør demokratiet til et religiøst dogme, som man ikke må kritisere eller håne, spotte og latterliggøre … Helt principielt så krænker det det enkelte menneskes – i dette tilfælde antidemokraternes – ret til at ytre sig” (Jyllands-Posten 9. maj).

Der er grund til at høre efter, når Flemming Rose taler om ytringsfrihed, for han har om nogen mærket de personlige omkostninger, som kan være forbundet med at værne om demokratiets principper. Min respekt for hans mod og klare blik for det principielle er ikke blevet mindre af, at jeg desværre udmærket godt kan huske, hvordan jeg selv tøvede til at begynde med, dengang ”Muhammed-krisen” eskalerede. Det var det konfliktsky lille ”men”, der hele tiden spøgte, og som alt for ofte fulgte i halen på forsvaret for retten til at sige, skrive og tegne, hvad man vil.

Er det så ikke meget stringent og i fuld overensstemmelse med hans hidtidige principfasthed, når Flemming Rose taler for, at demokratiets – og hans egne – dødsfjender skal have lov til at udbrede deres aggressive fanatisme på dansk jord? ”Vi har tidligere set, at argumenter var en effektiv måde at få udstillet og delegitimeret fascismen, nazismen og kommunismen,” siger Flemming Rose til Jyllands-Posten og mener altså, at demokratisk dialog også er det bedste svar på de radikaliserede imamers hate speech.

Spilleregler for samtalen
Jeg ville gerne give ham ret, men var det ikke eksempelvis Thomas Manns erfaring, at argumenter og fornuft måtte give fortabt over for nazismen? Han, der ellers om nogen havde ordet i sin magt. Der skulle en verdenskrig til for at standse Hitler, og det var heller ikke den ræsonnerende demokratiske dialog, der bragte Sovjetimperiet til fald. Det gjorde – blandt andre faktorer – den kolde krig med dens terrorbalance, trods al fodnotepolitik.

Vi har haft diskussionen før. Da man i Vesttyskland i 70’erne indførte det såkaldte Berufsverbot, var det for at imødegå venstreradikalismens fremmarch. Dengang var der også kritikere, der anså det for udemokratisk at udelukke fjender af forfatningen fra offentlige embeder, men demokratiet overlevede datidens indskrænkning af de demokratiske rettigheder. I dag kan man ligefrem spørge, om forholdsreglen havde sin del af æren?

Jeg tror, det var den engelske digter T.S. Eliot, der engang sagde noget i retning af, at man kun kan diskutere med dem, man er enig med. Det er måske at være lovlig pessimistisk på dialogens vegne, men udsagnet holder stik så langt, at man i hvert fald må være enige om diskussionens præmisser. De består jo ikke i at dele det ene eller det andet synspunkt, men handler om at overholde de samme fælles spilleregler for samtalen: at lytte til hinanden, vise respekt for modparten og bøje sig for logikkens love for god argumentation. Dyder, som man kommer til lede længe efter hos alverdens religiøse fundamentalister.

Problemet med dem er jo, at de ikke er til at tale med, fordi de ikke lytter. Deres ræsonnement består af cirkelslutninger, der har konklusionen som forudfattet præmis, og alt for ofte er deres ophidsende tale blot et forspil til den vold, som de fejt overlader til folk som Omar El-Hussein – Finn Nørgaards og Dan Uzans morder.

Det er meget højskoledansk, men også meget naivt, når man igen og igen vil møde den ene eller den anden totalitarismes uforsonlige demagoger med åbenhed og dialog. På et tidspunkt kommer PET alligevel til at tage over. Men vil det da ikke lette politiets arbejde, at vi ved, hvor hadprædikanterne holder til, frem for at man skal til at lede efter dem på tørrelofter og i cykelkældre? I sidste ende er spørgsmålet, ud over det rent politimæssige, hvor åbent, det åbne samfund skal være. Om vi med Thomas Manns ord for demokratiets skyld bør ofre noget af den tolerance, der udstrækker sig til alt.

Ord og handling
I sin tid som justitsminister sagde den nu afdøde Erling Olsen (S) engang med karakteristisk lune til en gruppe BZ’ere: ”I må gerne gå ind for revolution. I må også gerne sige, at I går ind for revolution. Men I må ikke lave revolution.” Det ville være rart - også for vores demokratiske selvforståelse, hvis man så snildt kunne skelne mellem ord og handling og henføre sidstnævnte til straffeloven, hvor det er relevant. Sådan er det bare ikke altid. Tolerancens egentlige udfordring er hverken ord eller handlinger, men gråzonen mellem dem. Vi har vænnet os til at tage folkestyret og retssamfundet for givet, men Thomas Mann og hans generation vidste, at den største fare lurer i overgangen mellem den hadefulde tale og de hadefulde gerninger, som den ansporer til.

Det vidner om Flemming Roses intellektuelle redelighed, at han er parat til også at lade demokratiet udsætte for ”hån, spot og latterliggørelse”. Alligevel synes jeg, at han både gør det for nemt og for svært for sig selv, når han beskylder de partier, der vil have et indrejseforbud, for at gøre demokratiet til et religiøst dogme. Demokratiet er selvfølgelig ikke en verdslig religion, det er en styreform, en ramme om samfundslivet, ikke at forveksle med indholdet. Det er på én gang svagheden og styrken ved den demokratiske model, at den er værdineutral, fordi demokratiets grundværdier takket være forfatningen er blevet omformet til noget så køligt som et sæt principper.

Køligheden bedrager. Den kan gøre os så distancerede i vores selvtillid på demokratiets vegne, at vi ser en dyd i at forsvare selv den mest hadefulde demagogs ret til at udspy sin galde. Tolerancen kan ligefrem udarte til en slags forfatningsmæssig masokisme, men netop fordi den gensidige respekt er samfundets fælles forpligtende overligger, kan vi ikke tolerere, at nogen giver sig til at save i den. At være fanatiker er per definition at melde sig ud af demokratiet, og hvis fanatikerne ligefrem kommer udefra, er der virkelig ingen grund til at lukke dem ind.

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.