Hanne-Vibeke Holst: Vi søvnløse

Torsdag, 02.48. Mon Lars Løkke sover nu? Gør Inger Støjberg? Anders Samuelsen? Eller står de som jeg i badekåbe og kigger ud af vinduet for at se, om tændt lys i en genbolejliged afslører, at der kunne være en lidelsesfælle derude. Det er nemlig en af de nætter. En af dem, hvor man allerede, før man har lagt gebisset i vandglasset, ved, at det bliver en kamp. Egentlig kunne man lige så godt opgive på forhånd, trodsigt holde sig oppe natten igennem og skåne sig for nederlaget, for slaget er tabt på forhånd. Søvnløsheden vil triumfere. Igen.

”Hvorfor sover du ikke bare?” spørger min mand, supersoveren, der altid snorkbobler få øjeblikke efter godnatkysset og slukningen af sengelampen.

Ja, hvorfor sover vi ikke bare, for jeg er jo ikke alene med min insomni. Hver femte dansker oplever periodisk søvnløshed, for omkring 300.000 af os i klubben er den blevet en kronisk lidelse. Vi hænger fast i søvnløshedsrillen. Roterer rundt om vores egen akse nat efter nat, tæller får, tæller ned fra tusind, trækker vejret mindfuldt ned i maven, ånder ligeså mindfuldt ud, mens minutterne og timerne spurter af sted, og vi panikker mere og mere over, hvor lidt mulig søvn der nu resterer, før en ny dag gryr, og vi skal op og præstere og flashe vores selvoptimerede jeg.

Eftersom vi søvnløse ved alt om søvnens velsignelser, for vi har læst tykke selvhjælpsbøger og lyttet til utallige podcasts og lige så mange søvnguruer, er vi smerteligt bevidste om vigtigheden af at sove godt i mindst syv en halv til otte timer. Hver nat.

Vi panikker mere og mere over, hvor lidt mulig søvn der nu resterer, før en ny dag gryr, og vi skal op og præstere og flashe vores selvoptimerede jeg.

Hanne-Vibeke Holst

Vi ved, at det er, mens vi drømmer sødt, at kroppen udfører sit helbredende og genopbyggende arbejde. Da skylles hjernen igennem for dagens slagger, og det er, mens vi er dybt nedsunket i REM-søvnen, at sanitetspersonalet (tidligere kendt som ”rengøringsfolk”) møder ind med svaber og gulvspand for at skrubbe og skure og holde aldringen fra døren. Vi ved også, at bare én mistet nattesøvn øger risikoen for Alzheimers, kræft, hjertesygdomme og fedtophobning – vi kan endda mærke det på vores egen lysvågne hjerne, der som natten skrider frem ligesom begynder at svede, sådan føles det, og tigger og beder Hypnos, søvnguden, om nåde! Lad mig falde i søvn, please!

Så det er ikke, fordi vi ikke fatter alvoren. Dét gør vi. Især hvis vi er inde i stimer af den slags nætter (når det er værst, får vi måske sovet én eller to timer) og vakler gennem dagene som zombier med nedsatte kognitive evner, som kun forhøjer skrækken for, at skaden er sket, og demensen allerede er sat ind (kan ikke huske koder, kan ikke overskue at oprette nye logins, mister tålmodigheden med uduelige fjolser, glemmer navnet på Nordkoreas leder, ham med den lille knap, eller hvordan man laver brusebadsboller).

Måske har vores seismografiske antenner sanset en truende fare, sorte ryttere i horisonten?

Hanne-Vibeke Holst

Hvorfor beslutter vi os så ikke bare for at sove (min mands simple forslag)? Hvor svært kan det være? Hvorfor bider en forbigående søvnkrise udløst af en konkret udfordring – deadline, fyring, skilsmisse, fallit, sygdom, dødsfald – sig fast? Hvorfor er vi langt mere søvnløse end tidligere generationer? (Det er vi.) Hvorfor sov de som små englebørn i fattigfirserne sammenlignet med os søvnforstyrrede i de rige tiere?

Fordi, siger forskerne, vi i den digital-afhængige generation, er langt mere stressede. Og stress og søvnløshed hænger sammen som pude og dyne. At stress – og dens fætter depression – er en epidemi, som breder sig uhæmmet i hele den vestlige verden, er vi omsider ved at blive enige om. Men vi betragter stadig diagnosen som et individuelt problem, som navnlig rammer særlig sårbare perfektionistiske typer (primært neurotiske kvinder), der vil for meget på én gang, ikke kan sige fra og segner under den pisk, de svinger over sig selv. Den er jeg for så vidt med på, min egen søvnløshed blev netop udløst af min evige, indre kritiker, der hånede, spottede og latterliggjorde mig under en krævende skriveproces.

Men romanen er afleveret, udgivet og lagt bag mig, så hvorfor bliver det ved? Hvad er det, der plager så mange af os, at det ikke giver mening at individualisere vores symptomer? Hvad har udløst denne lavfrekvente spænding, der har sat sig på tværs i maveregionen, denne diffuse ængstelse, der konstant fyrer op under det sympatiske nervesystem (kæmp-eller-flygt) og omvendt saboterer det parasympatiske nervesystem (hvile og afslapning)?

Hvis der så var en konkret årsag til denne kortisolsvuppende alarmtilstand, kunne man måske forklare fænomenet. Altså, hvem ville ikke kunne forstå, hvis Lars Løkke vitterlig lå vågen og spekulerede klokken 02.48 (”Vil jeg alligevel være statsminister for enhver pris? Skulle jeg ikke have taget imod den flinke kvotekonges sommerhus-gave?”).

At Inger Støjberg aldrig vågner med et sæt, vækket af tanken om de mareridtsramte, traumatiserede børn i Sjælsmarklejren, kan man næsten ikke tro, ligesom man inderligt håber, at Mette Frederiksen kan ligge hvileløs og gruble over sit partis DF-styrede strammerkurs og etikken i det nyferniserede newspeak-begreb ”realistisk humanisme” (hvad fanden er det?).

Hvis jeg var dem, ville jeg aldrig få lukket et øje. Foruroligende nok sover de formentlig alle sammen trygt – det bedyrer toppolitikerne i hvert fald gerne, at de gør, eftersom søvnløshed sladrer om tvivl, dilemmaers gnaven, dårlig samvittighed. Al den usikkerhed, som der nødig skiltes med i den blodige kontaktsport, som politik også er.

Eller også er de slet ikke så hårdhudede, som de vil give indryk af. Måske er de søvnløse. Måske slæber de rundt på enorme akkumulerede søvnunderskud (det kunne forklare meget). Måske lider de af samme form for kollektiv generaliseret angst, der har taget kvælertag på vores veldrevne eventyrland, der ellers burde være så lykkeligt, bekymringsfrit og harmonisk.

Horror-forskere siger ganske vist, at mennesket fra naturens hånd er et forskræmt og frygtsomt væsen, som altid frygter det ukendte (med god grund; dette forsvarsberedskab har sikret artens overlevelse). Men vores aktuelle frygt er vildt overdrevet, for dybest set har vi jo intet at være bange for – ud over døden, men selv den kan vi udskyde.

Vi behøver hverken frygte sult, fattigdom eller naturkatastrofer og selv risikoen for dystopiske epidemier og radikal terrorisme på dansk jord er minimal. Så hvad er vi rædde for, hvad holder os vågne om natten? Ghettoerne? Indflytningen (tidligere kendt som ”udflytningen”)? Det accelererende højhastighedssamfund, der som en vild rodeohingst smider så mange af os af sadlen? Klimakollaps? Eller er vi, som Bill Gates, vidt skræmte over kunstig intelligens, forestillingen om at robotterne kommer og overtager det hele?  

Måske er vi ramt af en mere eksistentiel grundangst. Angsten for mørket, angsten for morgendagen, angsten for ikke at kunne klare den. Angsten for armageddon endda. For måske har vores seismografiske antenner sanset en truende fare, sorte ryttere i horisonten. Måske er vores søvnløshed en besked fra det fælles ubevidste om, at der er noget galt. At vi har mistet både orientering og styring, at vi er slået ind på en forkert kurs, der kun bringer os nærmere fortabelsen?

Det står jeg gabende og tænker over her torsdag 02.48. Og det burde vores veludhvilede politikere måske også gøre. For et søvnløst folk er ikke et lykkeligt folk. Og – hvis det partout skal være realpolitisk på den nationaløkonomiske måde – ej heller et produktivt folk.

Godnat. Og sov godt.

-----------

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst (1959) blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1984. Fra 1987 har hun været selvstændig og arbejdet som klummeskribent og debattør i blandt andet Politiken og Alt for Damerne og som forfatter til film, tv, teater og bøger.
Hanne-Vibeke Holst har nydt stor succes som forfatter og har skrevet adskillige romaner siden sin debut i 1980. Hendes seneste roman "Som pesten" udkom i efteråret 2017.