Henrik Dahl og Joachim B. Olsen: Derfor bliver alle valg frem mod 2050 udlændingevalg

Af Joachim B. Olsen (LA) og Henrik Dahl ( LA)
Hhv. udlændingeordfører og indfødsretsordfører

De næste mange valg i Danmark vil blive såkaldte "udlændingevalg". Det behøver man ikke at være professor i statskundskab eller politisk nestor for at regne ud. Alt, hvad der kræves for at indse dette, er en grundlæggende viden om demografi og befolkningsstatistik.

Det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center har for nylig fremskrevet den muslimske befolkningsandel i Europa til året 2050. Det har man gjort ud fra tre forskellige sæt antagelser:

Scenarie 1: Totalt stop for både flygtninge og indvandrere
Scenarie 2: Stop for flygtninge; indvandring som hidtil
Scenarie 3: 2015-situationen fortsætter

Det mest sandsynlige scenarie i disse år er et, man kan kalde "2 plus". Det vil sige en væsentlig reduktion af flygtningestrømmen, men ikke et totalt stop. Og dertil en migration, som fortsætter, selv om de fleste lande mener, at de fører en forholdsvis stram politik på området. For nemheds skyld vil vi dog holde os til Pews scenarie 2.

I dette scenarie vil der i 2050 bo knap 12 procent muslimer i Danmark. Hvis vi som udgangspunkt for en beregning siger, at Danmark til den tid har seks millioner indbyggere, hvoraf 12 procent er muslimer, giver det 720.000.

For eksempel er den hollandske integrationsforsker Ruud Koopmans nået frem til, at 44 procent af de tyrkiske og marokkanske indvandrere, han interviewede i en stor spørgeskemaundersøgelse, er islamiske fundamentalister.

Henrik Dahl & Joachim B. Olsen

Et flertal af disse vil – som i dag – være lovlydige og demokratisk sindede borgere. Men et mindretal vil udgøre et problem, ingen politikere kan fralægge sig ansvaret for at forholde sig til.

For eksempel er den hollandske integrationsforsker Ruud Koopmans nået frem til, at 44 procent af de tyrkiske og marokkanske indvandrere, han interviewede i en stor spørgeskemaundersøgelse, er islamiske fundamentalister. Forstået på den måde, at de siger ja til alle de følgende tre påstande:

- Muslimer burde vende tilbage til troens rødder
- Der findes kun én tolkning af koranen, og den bør alle muslimer rette sig efter
- Koranens regler er for mig vigtigere end landets love

I samme studie så han også på fremmedfjendskhed. Her var der på tværs af landene i gennemsnit 26 procent, der sagde ja til samtlige af de følgende påstande:

- Jeg vil ikke være ven med en homoseksuel
- Man kan ikke stole på jøder
- De vestlige lande vil ødelægge islam

Det vil sige, at personer, der bidrager aktivt til for eksempel at svække ytringsfriheden eller svække kvinders rettigheder og sikkerhed, ikke er velkomne i Danmark. 

Henrik Dahl & Joachim B. Olsen

Hvis vi igen – af hensyn til det principielle i argumentationen – lægger det europæiske gennemsnit til grund, vil det i Danmark i 2050 være sådan, at der vil bo knap 317.000 fundamentalistiske muslimer i landet, og at der vil bo godt 187.000 fremmedfjendske (givetvis med et væsentligt overlap mellem de to grupper).

Den tiendedel, der er mest fundamentalistisk, vil udgøre knap 32.000 mennesker. Den tiendedel, der er mest fremmedfjendsk – altså herunder mest homofob og antisemitisk – vil udgøre knap 19.000 mennesker.

Selvfølgelig ville en undersøgelse magen til Koopmans' vise nogle lidt andre værdier end de gennemsnitsværdier, vi har gengivet. Men problemets eksistens og omfang får man en meget klar idé om. Det er – som sagt – problemer, ingen ansvarlig politiker kan ignorere. Samtidig med, at det givetvis også er problemer, kun få politikere på den yderste venstrefløj vil få lov til at ignorere af deres vælgere.

En fornuftig flygtninge-, udlændinge- og statsborgerskabspolitik er nødvendigvis en politik, der tager udgangspunkt i de demografiske realiteter og den bedste tilgængelige samfundsvidenskabelige viden om deres konsekvenser.

Samtidig er det en politik, der tilgodeser menneskers og virksomheders behov for frit at kunne vælge, hvem de helst vil leve sammen med og arbejde sammen med – dog i en balance med det meget store flertals ønsker om, at Danmark skal blive ved med at være et liberalt demokrati, der er præget af en høj beskyttelse af de gængse borgerrettigheder. Både de, man plejer at nedfælde i forfatninger og de, kvinder og seksuelle minoriteter har tilkæmpet sig, og som uden at stå i grundloven kan betegnes som velerhvervede.

Endelig er det en politik, der i forhold til, hvordan velfærdsstaten rent faktisk er indrettet, sikrer en samfundsøkonomisk bæredygtighed på langt sigt.

Realistisk set vil Danmarks politik på områder som flygtninge; indvandring; indfødsret; opholds- og arbejdstilladelser; integration; bekæmpelse af sociale onder som analfabetisme, kriminalitet, arbejdsløshed og socialbedrageri, samt beskyttelse af bæredygtige statsfinanser og en liberal samfundsorden frem mod 2050 blive ført af skiftende regeringer med skiftende parlamentarisk grundlag.

Derfor giver det mere mening at sige, hvad et parti som LA bør pejle efter, end det giver at sige, hvordan der i detaljer skal forhandles i alle mulige regeringskonstellationer de næste 32 år.

Generelt må det være sådan, at hvis man må antages at komme til at bidrage aktivt til en svækkelse af den liberale samfundsorden; bidrage aktivt til at forværre den offentlige orden eller bidrage aktivt til at svække statens økonomiske bæredygtighed, så er man ikke velkommen i Danmark.

Det vil sige, at personer, der bidrager aktivt til for eksempel at svække ytringsfriheden eller svække kvinders rettigheder og sikkerhed, ikke er velkomne i Danmark. Personer, der bidrager aktivt til at gøre det offentlige rum mindre sikkert eller bidrager aktivt til at true og intimidere andre, er ikke velkomne. Og så er personer, der ikke har til hensigt at forsørge sig selv og deres nærmeste, naturligvis heller ikke velkomne.

Mange af disse ting kan man ikke spørge folk om. Og hvis man spørger dem alligevel, kan man langtfra være sikker på, at man får et oprigtigt svar. Derfor kan man med fordel, når man tager stilling til, hvem der er velkomne i Danmark, benytte sig af indikatorer, der med en høj grad af sikkerhed tjener som ikke-verbale svar.

Forsørger man sig selv og sine nærmeste; respekterer man vores samfundsmodel i bred forstand; respekterer man vores stats- og samfundsinstitutioner, og lever man sit liv fredeligt og i respekt for andre, er man til gengæld velkommen til at være her og yde sit positive bidrag.

Tilbage står spørgsmålet: Hvad så med de indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, der fylder for meget i fængslerne, på socialkontorerne og i arbejdsløshedsstatistikkerne; som underpræsterer i skolerne og intimiderer lærere og skolekammerater; som opretter islamistiske indoktrineringsanstalter under dække af, at de er "friskoler"; som udøver social kontrol og håndhæver et voldeligt patriarkat; som døds- eller voldstruer mennesker, der kommer dem på tværs; som koster staten 36 milliarder årligt – og som vi ikke kan sende nogen steder hen, eftersom de allerede er danske statsborgere eller har permanent opholdstilladelse?

Her viser al erfaring, at venlige opfordringer ikke er nok til, at de forbedrer deres dårlige vaner. Derfor er vejen frem en form for konsekvenspædagogik, hvor man ikke belønner nogen former for uhensigtsmæssig adfærd økonomisk, og hvor det har meget negative konsekvenser for den, der ikke vil overholde love og regler.

Ser vi frem mod 2050, og tror vi på den bedst tilgængelige samfundsvidenskab, befinder Danmark og en række vesteuropæiske lande sig i den situation, at de kommer til at skulle bruge mange ressourcer på at forsvare deres eksisterende samfundsmodel og staternes grundlæggende, økonomiske bæredygtighed.

Det er en kamp, der skal vindes – for ellers vil vores børn og børnebørn komme til at leve i et samfund, der er væsentligt mindre frit og væsentligt mere fattigt end det, vi kender i dag.

Derfor bliver alle valg de næste 32 år – også – udlændingevalg. Og derfor tager LA naturligvis også hellere end gerne et sådant.