Her er fem presserende spørgsmål om dansk politik, som vi får svar på i 2024

For tiden ser det pænt ud for SF og LA, som er i medvind. Sidste måling i 2023 bød på henholdsvis 15 procent og 14 procent til fløjpartierne. Historisk for LA. Men det kan meget vel se anderledes om et halvt år. Luften kan hurtigt gå af ballonen igen – spørg bare Søren Pape eller LA og SF selv. De har været der før.

Et dårligt EP-valg for regeringen er træls, men det er ikke katastrofalt. Det er først, når borgmesterkæderne og mandaterne i byrådene begynder at svinde, at presset for alvor bliver stort.

2024 byder også på ny EU-kommissær. Magrethe Vestager skal udskiftes. Det er store sko, der skal fyldes ud. Og det er en større kabale at udpege en kommissær, hvor mange hensyn skal balanceres.

Andre spekulationer går på, om regeringen sender Dan Jørgensen til Bruxelles. Det synes at være den oplagte løsning. 

Malene Møller Hall

I den politiske snakkeklub spekuleres der i, om Mette Frederiksen ser det som vejen ud til noget større og vigtigere end diskussioner om FE-undersøgelser og spørgetid med Vanopslagh og den slags ligegyldigheder.

Sker dét, vil selve regeringsprojektet være oppe i luften. Som minimum en oplagt mulighed for Venstre til at genforhandle nogle tunge ministerier, som Troels Lund Poulsen ikke fik lov til ved formandsskiftet. Der er også lagt op til en Europaminister, som skal afstemmes mellem partierne.

Andre spekulationer går på, om regeringen sender Dan Jørgensen til Bruxelles. Det synes at være den oplagte løsning. Ingen vil endda opdage det. Regeringen vil fortsætte, som intet er hændt. Blot uden en CNN-minister. Største ændring bliver baggrunden på Dan Jørgensens selfies på de sociale medier.

Endelig er der den mulighed, at Lars Løkke Rasmussen kan bruge det som løftestang til at komme videre i karrieren. Lille-Lars i det store Europa. Det vil givetvis være begyndelsen til enden for Moderaterne, men hvad vil det gøre ved balancerne i regeringen? Det eneste, der i det tilfælde ville holde Løkke i Danmark, vil være troen på, at næste valg kan bringe ham inden for rækkevidde af Statsministeriet igen.

I Det Konservative parti sidder Pape tungt på magten, siges det i baglandet. Han formår både at balancere Vestjylland-segmentet og det mere progressive Mette Abildgaard-segment, fortæller man. Alt balladen om hans person er kun noget, medierne gider beskæftige sig med. Folketingsgruppen bakker entydigt op. Javel, ja.

Det er en offentlig hemmelighed, at den fallerede statsministerkandidat har været på retræte. Velmagtsdagene fra 2022 er ovre, og 2023 var alt andet end et år med Pape-power. Et skoleeksempel på et selvforskyldt genoptræningsforløb. 

Pape har i løbet af året turneret med det, man siger, når man står i en krise. Det handler om at vinde vælgernes tillid tilbage. Arbejde sig ud af de dårlige tider. Kæmpe sig videre. Generobre troværdighed. Smile og vinke. Alt det rigtige.

Selvindbildningens kraft er heldigvis stor. Gentager man det nok gange, tror man også selv på det. En toppolitikers vigtigste egenskab: Evnen til at overbevise sig selv om egen overbevisning. Om vælgerne tror på det, er noget andet.

Konservatives problem er, at Pape ingen reel udfordrer har. Der er ingen, der synes oplagte til at snuppe stafetten. Mette Abildgaard er et sted i livet, hvor hun både formelt og reelt virker oprigtig, når hun udtaler, at hun ikke ønsker at være formand. Jarlov er heller intet seriøst bud, for han skiller for mange fra.

Mere oplagte kandidater er den stærke erhvervsordfører Mona Juul og Helsingørs borgmester, tidligere minister Benedikte Kiær. Begge dygtige politikere, men kan en af dem bære et formandskab?

Hos de konservative har man for vane, at centrale personer i baglandet fortæller formanden, når hans tid er kommet. Hvis det skal ske i god tid inden næste valg, skal det ske i 2024.

Og så er der den gentagne debat om blå blok. Hvad der skal blive af de borgerlige, nu hvor der ikke er et entydigt dominerende blåt statsministerparti. Hvem skal være det store dyr på savannen?

Snakken vil utvivlsomt falde på Alex Vanopslagh som blå bloks leder, og måske endda som statsministerkandidat. Vanopslagh selv afviser det. Navne er noget, man kan snakke om, når tiden er til det, siger han – inden han tager på turné rundt i Jylland med nye "Alex & Ansvaret"-shows for fulde haller.

Troels Lund Poulsen signalerer i højere grad end Ellemann, at det tidligere liberale parti ønsker et godt samarbejde med de blå partier. Det er en dør på klem.

Malene Møller Hall

Det vil givetvis også præge diskussionen, at der er andre takter fra det nye formandskab i Venstre. Troels Lund Poulsen signalerer i højere grad end Ellemann, at det tidligere liberale parti ønsker et godt samarbejde med de blå partier. Det er en dør på klem. En sprække, man kan ane.

I blå blok genvinder Messerschmidt terræn. Dansk Folkepartis nye kommunikation er blevet friskere og skarpere. Linjen er hård, tonen satirisk, og Messerschmidt sjov. Formatet passer til den kantede karakter. Og et klart udtryk for, at "politainment" virker.

Også i Danmarksdemokraterne går det godt. Støjberg har skabt et professionelt parti, uden personsager, vanvittige udmeldinger og larm. Ambitionen var en skørhedsfaktor på. Det ses tydeligt. For Danmarksdemokraterne formår at være med i forlig, komme med udspil og gøre sig bemærket på relevante dagsordener. Og så har Inger stadig sin bedste tid foran sig: Kampen mod regeringens CO2-afgift.

Derudover er der alle de andre spørgsmål, som vi slet ikke ved, bliver relevante at stille endnu. Sådan er det med politik. Konstant i forandring. Og 2024 bliver ingen undtagelse.