Lidegaards flirten med Vanopslagh og Støjberg rykker langsomt Radikale mod magtens centrum

Eller også nåede de det ikke, inden den næste overraskelse kom. Lidegaard på fælles visit i det midt- og vestjyske med Danmarksdemokraternes formand og partistifter Inger Støjberg.

På overfladen en fælles sag om bevarelse af et mindre tilskud til gymnasier i udkantsområderne, som i parentes bemærket blev en del af den endelige finanslov.

De radikale vælgere skal lære, at den rigsretsdømte tidligere udlændingeminister og hendes horde af forhenværende DF’ere kan være en del af et borgerligt-radikalt samarbejde

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

I virkeligheden handlede det om at vænne Støjbergs bagland til samarbejde med de ellers så forhadte Radikale, samtidig med at de radikale vælgere skal lære, at den rigsretsdømte tidligere udlændingeminister og hendes horde af forhenværende DF’ere kan være en del af et borgerligt-radikalt samarbejde.

Vi har blandet blod med Støjberg, understregede Martin Lidegaard. Alt for at undgå Mette Frederiksen, synes at være logikken. Og så er der måske også udsigt til magt og ministerposter. Men for hvem?

Skulle enkelte fatsvage partimedlemmer eller kommentatorer ikke have fanget budskabet, trækker Martin Lidegaard landets seneste radikale statsminister, Hilmar Baunsgaard (1968-71), op ad mølposen. ”Det handler ikke om, hvem man samarbejder med – men hvad man samarbejder om”, sagde det radikale koryfæ. Og så satte han sig i spidsen for en regering, der også havde deltagelse af Konservative, som det radikale parti ellers havde brugt årtiers systematisk arbejde på at holde ude af regeringskontorerne.

Om Lidegaard er parat til at gå lige så langt med Danmarksdemokraterne, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men selv om det lyder absurd, kan man ikke udelukke det. Det handler jo ikke længere om, hvem man samarbejder med. Og Støjberg og hendes parti arbejder målrettet på at distancere sig fra konkurrenterne fra det yderste højre i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Således går hendes parti både ind for EU, at Danmark skal overholde de internationale konventioner og stemmer pligtskyldigt for tildeling af nye statsborgerskaber to gange årligt i folketingssalen. Jo, ministerdrømme kan føre til meget.

Socialdemokraterne brummer, at det er den sædvanlige afpresning fra Radikale for at øge deres markedsværdi over for det gamle arbejderparti. Men det virker til at være mere end det

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Socialdemokraterne brummer, at det er den sædvanlige afpresning fra Radikale for at øge deres markedsværdi over for det gamle arbejderparti. Men det virker til at være mere end det. Da Radikale senest skiftede side tilbage i 1993, var det grundigt forberedt af den daværende radikale leder, Marianne Jelved, gennem et sjældent tæt samarbejde med socialdemokraternes Poul Nyrup Rasmussen og – især – Mogens Lykketoft.

Hun koordinerede ligefrem alle større forhandlinger med dem. Lige som hun gjorde alt for at forbedre forholdet til Mimi Jakobsen, lederen af det dengang stadigt eksisterende borgerlige midterparti Centrum Demokraterne, som Radikale ellers gennem to årtier havde ligget i evig broderstrid på midten med. Efter få års målrettet arbejde endte de alle som topministre i en ny regering. Måske Lidegaard er i gang med noget lignende med Liberal Alliance, Konservative og endda Danmarksdemokraterne.

Tilbage til Radikale. De har ikke travlt, men de kører en todelt strategi. Enten kan den nuværende SVM-regering miste sit flertal i løbet af valgperioden og blive nødt til at optage Radikale i samarbejdet for at holde på magten. Eller også kan Lidegaard sætte sig selv i centrum ved at undlade at pege på Mette Frederiksen ved næste valg. Derfor rykker han partiet ganske langsomt tilbage til favoritpositionen i midten af det hele.

Hvis man er i tvivl, kan man bare følge Radikales sneglespor. Det fører målrettet mod magtens centrum.