Københavnsk "mini-budgetaftale" på plads: Politikere fordeler milliardbeløb til klima, sikre skoleveje og daginstitutioner

Sent tirsdag aften blev partierne på rådhuset enige om en aftale i den såkaldte overførselssag, der fordeler ubrugte midler fra kommunens budget. Med aftalen afsættes større millionbeløb til nye klimainitiativer, sikre skoleveje og minimumsnormeringer i daginstitutioner.

Radikales kultur- og fritidsborgmester Mia Nygaard, samt overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S). Til højre børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager fra Konservative, der ikke er med i overførselsaftalen. 
Radikales kultur- og fritidsborgmester Mia Nygaard, samt overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S). Til højre børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager fra Konservative, der ikke er med i overførselsaftalen. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix
Søren Dahl

Tirsdag aften blev et flertal på Københavns Rådhus enige om en aftale i den såkaldte overførselssag, der afsætter et trecifret millionbeløb, som blandt andet skal gå til en ny klimaplan, bedre trafiksikkerhed, samt udsatte børn og unge.

Aftalen kaldes også ”mini-budgetaftalen”, og fordeler de overskydende midler fra sidste års budgetaftale.

Ud af det samlede beløb på godt 1,5 milliarder kroner afsættes blandt andet midler til at starte arbejdet med det klimabudget, som Borgerrepræsentationen vedtog tidligere i marts.

Samtidig sættes der i gang i arbejdet med den klimaplan for 2035, der har som ambition at gøre København til en CO2-positiv hovedstad.

Med aftalen afsættes der også 134 millioner kroner til en ny en ny specialdaginstitution i Ragnhildgade med plads til 36 børn. Hertil udvides Kirkebjerg Skole også med 32 specialpladser. Det skal sikre bedre rammer for børn med autisme og adhd.

 ”Jeg er glad for, at vi med aftalen sikrer, at København rykker op i den absolutte fortrop, når det kommer til at være en grøn og bæredygtig hovedstad," siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen til Altinget. 

"Vi tager med det kommende klimabudget et afgørende skridt mod en endnu mere bæredygtig by. Samtidig løfter vi forholdene for de børn, som har det sværest i vores skoler og dagtilbud, ligesom vi giver en hjælpende hånd til byens mest udsatte borgere. Det er jeg stolt af,” tilføjer hun. 

Med i aftalen er samtlige partier på rådhuset undtagen Konservative, der valgte ikke at være med i sidste års budgetaftale.

Derudover står også Liberal Alliance og Nye Borgerlige uden for aftalen, fordi partierne ikke var repræsenteret i Borgerrepræsentationen, da budgetaftalen blev indgået. 

Penge til ny cykelbro 

Mini-budgetaftalen afsætter også midler til en række projekter, der skal sikre bedre cykel- og skoleveje i hovedstaden. 

Eksempelvis bliver der med aftalen startet undersøgelsen af en cykel- og gangbro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge, og starte arbejdet med yderligere en cykelbro mellem Toldbod og Refshaleøen. 

Samtidig lukkes tilkørslen til Valby Langgade i et kryds for at forbedre trafiksikkerheden. Formålet er her at give de mange skolebørn, der dagligt færdes i krydset, mere tryg oplevelse gennem krydset.

Derudover betyder aftalen, at kommunen sparer op til fremtidige investeringer i flere metroforbindelser.  

Økonomisk stram aftale 

Som Altinget tidligere har beskrevet, har der i år været særligt få midler i spil på Københavns Rådhus i forbindelse med overførselssagen. 

Selvom aftalen fordeler 1,5 milliarder kroner i ubrugte budgetmidler, har det reelt kun været et beløb i omegnen af 100 millioner kroner, som politikerne har kunne forhandle om til partiernes respektive ønsker. 

Det skyldes til dels, at en del af midlerne var øremærkede til såkaldte 'need-to udgifter'. Det er poster, som kommunen er tvunget til at finde penge til for at opretholde serviceniveauet på et givent område. 

Samtidig har store opsparinger i kommunens institutioner såsom børnehaver og skoler lagt beslag på en del af den samlede pulje, der var på bordet i overførselssagen.

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen kalder da også årets aftale for et "kludetæppe" af politiske løsninger.

"Derfor er det også klart, at der er ting, som jeg gerne havde set, at vi var kommet længere med. For eksempel når det kommer til at lave endnu mere sikre veje for vores skolebørn, som jeg synes er et nøgleelement i det at være en grøn cykelby, siger overborgmesteren. 

Hos SF er der glæde over, at der med overførselsaftalen er blevet afsat midler til at forbedre minimumsnormeringerne i de københavnske daginstitutioner. 

Tidligere blev også pædagogiske ledere regnet med i normeringerne, men det er med aftalen blevet rettet, så det kun er pædagogisk personale, der tæller med. 

”De københavnske børn får nu de minimumsnormeringer, som vi har lovet, og som SF endnu en gang har kæmpet for bliver en realitet," siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF). 

Hun glæder sig ligeledes over, at aftalen åbner for kortere ventetid på behandling af stress, angst og depression.

Enhedslistens hovedprioritet ved forhandlingerne var at sikre midler til et pilotprojekt, der kan sikre særlig huslejehjælp og intensiv bostøtte til 50 af byens hjemløse. 

Med aftalen blev der afsat godt 11 millioner kroner til projektet. 

Venstre vil have lukket "larmende sår"

Hos Venstre hæfter man sig særligt ved, at overførselsaftalen sikrer midler til en foranalyse af arbejdet med at overdække Øresundsmotorvejen. 

Overdækningen har været en stor politisk prioritet for det borgerlige parti på Rådhuset i flere år, og særligt for den nytiltrådte beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken, der er valgt i Ørestaden. 

Det glæder mig, at der var opbakning til at gå videre med en forundersøgelse af projektet. For Venstre er det afgørende, at det bliver en fuldstændig overdækning, som kan sikre et stort grønt byrum, hvor der er i dag er et larmende sår igennem Ørestad”, siger Jens-Kristian Lütken. 

Foranalysen forventes at blive præsenteret for Teknik- og Miljøudvalget i løbet af 2023.

Hele overførselsaftalen kan læses via linket her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Sisse Marie Welling

Sundheds- og omsorgsborgmester (SF), Københavns Kommune, fungerende formand, KL's Sundheds- og Ældreudvalg
cand.mag. i historie (Københavns Uni. 2017)









0:000:00