Hesseldahl: Elitetænkning giver bedre kunst

Af Morten Hesseldahl
Teaterchef for Det Kongelige Teater

Vinder en fordelingsmæssig lighedstænkning yderligere frem på kulturområdet, taber vi alle. Først kunsten og så os andre.

Morten Hesseldahl
Teaterchef for Det Kongelige Teater

Børsens tidligere chefredaktør, den legendariske Henning Fonsmark (1926-2006), slog på et tidspunkt fast, at når staten ydede støtte, burde det ske ud fra et ”nødsprincip”. Kan man klare sig selv, er der ingen grund til at støtte.

Tanken er grundlæggende sund. Hvorfor skal man ud af fælleskassen betale for noget, som ikke er nødvendigt, men for eksempel bare behageligt? Og er det ikke sådan i al almindelighed, at hvis blot der er tilstrækkelig med efterspørgsel, så vil markedet tage sig af finansieringen?

Kunst går tabt uden støtte 
Sådan fungerer den perfekte markedsøkonomi i hvert fald. Sagen er bare, at vi som mennesker ikke alene lever i markedsøkonomier. Vi lever i samfund. Og de heldigste af os lever i demokratiske samfund, hvor den politiske vilje sætter sig igennem og for eksempel ønsker at opnå andre resultater end de resultater, markedet producerer.

Skoler, for eksempel, eller museer, hospitaler og biblioteker. Alt sammen er det noget, man tænker, er vigtigt, ligesom man også igennem historien har fundet det vigtigt at levere fortællinger, der på tværs af generationer giver borgerne mulighed for at spejle deres liv, længsler og bekymringer og som udgør rygraden i et lands kultur.

”Fortællinger” skal her forstås bredt som frembringelser inden for alle kunstneriske områder – musik, film, dans, litteratur, billedkunst, skuespil etc. En del af disse frembringelser vil både blive skabt og forbrugt uden indblanding fra andet end markedet, mens andre aldrig vil gøre det.

Scenekunst for eksempel. Vi ville ikke have scenekunst af betydning uden støtte og slet ikke en nationalscene.

Støtte på området er heller ikke noget nyt fænomen. Det har altid eksisteret i civiliserede samfund. Førhen kom støtten fra konger og mæcener, mens den i moderne tid mere og mere er kommet fra staten.

Glem lighedsprincippet 
Én tilgang til statens støtte kunne være den, der i disse år vinder frem, nemlig at støtte skal gives ud fra et lighedsprincip. Ingen borger eller kommune må opleve at få mindre kulturstøtte end andre!

En fair betragtning, hvis det er ligheden, der er i fokus, men en fejltagelse, hvis det er den bedste kunst, man vil fremme. Så er det omvendt en fordel, at man kan koncentrere indsatsen, fordi man derved vil have lettere ved at udvikle talentet og dermed give kunstarten det løft, som gør den til noget enestående.

Det er det, der er tanken med Det Kongelige Teater. Det har ingen som helst berettigelse, hvis ikke det, det præsterer, er enestående.

Det er imidlertid ikke afgørende, om institutionen ligger i hovedstaden, men det er afgørende, at den er samlet og dermed har den styrke, der skal til for at kunne levere det ypperste.

Eliten er for alle
Dermed kommer der også noget elitært over fænomenet, hvilket jo altid har det med at irritere i et meget lighedsbevidst land som Danmark. Men det er kun elitært i den forstand, at det er særligt – som i ”ekstraordinært godt”. Det er ikke nødvendigvis elitært, fordi det er utilgængeligt, og det bør slet ikke være elitært i den forstand, at det kun er forbeholdt en bestemt elite.

Det svære med kulturpolitik er på den ene side at skulle stå på mål for det synspunkt, at det ypperste kun lader sig frembringe, hvis man fokuserer og stiller sig bag talentet, og på den anden side kunne vinde tilstrækkeligt gehør for, at det er netop dette enestående, som gør, at vi alle vil kunne blive opløftet, udfordret og inspireret af kunsten.

Uden modet til elitetænkning vinder amatørismen frem, og vi vil alle tabe, nøjagtig som vi vil tabe, hvis ikke vi forstod at fremme eliten og talentet inden for sport, forskning og erhvervsliv.

Vinder en fordelingsmæssig lighedstænkning yderligere frem på kulturområdet, taber vi alle. Først kunsten og så os andre.