Holstein: En af de svageste regeringer i årtier

Den svageste regering i årtier.

Sådan lyder dommen over VLAK-regeringen fra Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, i anledning af regeringens 100-dages jubilæum.

”Det er den svageste regering i årtier. Eneste konkurrent er forgængeren, den smalle Venstre-regering, men ellers skal man helt tilbage til Anker Jørgensens regeringer for at finde noget lignende,” siger Erik Holstein.

Han peger på, at det har været råt lige fra starten.

”Men det kan ikke overraske med en regering, der blev født i kaos og med et program, der ligger milevidt fra et flertal i Folketinget,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”VLAK-regeringen kom bevidst ud med ”det mest liberale regeringsgrundlag i danmarkshistorien” – for i det mindste at vise, hvad man ønsker at gøre rent ideologisk. Den offensive stil kan jo sagtens give mening. Men ikke på den måde, man har set indtil nu.”

Den positive overraskelse
Hvis man skal føre ideologisk kamp skal man ifølge Altingets politiske kommentator finde nogle pejlemærker, hvor man kan vinde opbakning. I stedet har regeringen brugt energi på at tale om en pensionsreform, der er så upopulær, at selv regeringens egne vælgere står af på den, siger Erik Holstein.

”Man kan jo godt kombinere ideologi med taktisk og strategisk finesse. Så man identificerer, hvor man kan lave fornuftige handler med de andre partier og sørger for at dyrke gode relationer med mulige partnere. Det er slet, slet ikke lykkedes,” siger Erik Holstein.

Læs også: Her er VLAK-regeringens aftaler og nederlag

Skal Holstein trække noget positivt frem fra regeringens første 100 dage, peger han på den konservative formand og justitsminister Søren Pape Poulsen.

”Han befinder sig som en fisk i vandet i Justitsministeriet, og den platform har han udnyttet perfekt. Det afgørende på længere sigt bliver dog, om der følger handling med hans klare tale – eller det går som det gik med Lene Espersen,” siger Erik Holstein.

Svag Løkke
Mens Pape har overrasket positivt, ser det anderledes ud med landets statsminister.

”Lars Løkke har været svagere end forventet. Det er overraskende, for han virkede totalt revitaliseret, da han triumferende kunne fortælle Venstres landsmøde om den nye treparti-regering. Det var fighteren, der her havde vundet mod alle odds,” lyder det fra Erik Holstein, der fortsætter:

”Men nu fremstår Løkke underligt tilbagelænet, og det kan undre, at han ikke for længst har gjort alt for at reparere det sønderskudte forhold til Dansk Folkeparti.”

Han henviser til den seneste tids mange historier om, at Dansk Folkeparti betegner samarbejdet med regeringen som en udfordring.

VLAK's taber
Når Erik Holstein kigger tilbage på de seneste 100 dage har den nye regering en taber – og det er Liberal Alliance.

”Anders Samuelsen turnerede med en morsom fortælling om at hele formålet med et års topskattedrama havde været at få LA i regering. Nu er han fanget af den retorik, for han har skabt nogle forventninger, som LA overhovedet ikke kan leve op til,” siger Erik Holstein.

Særligt to LA ministre – ældreminister Thyra Frank og transportminister Ole Birk Olesen – har været i modvind, og ifølge Erik Holstein sidder Liberal Alliance på lange stræk som gidsel i regeringen.

”Den iltre transportminister Ole Birk Olesen er blevet direkte ydmyget af oppositionen og DF, og flere af LA's mærkesager står til at blive kørt over med en damptromle. Og det sker for et parti, hvis hele identitet var bundet på at være meget mere principfast end de andre,” siger Altingets politiske kommentator.

DF skal inddrages
Skal VLAK-regeringen have større succes, skal de især kigge i en retning, og det er mod Dansk Folkeparti.

”Den første betingelse for, at regeringen kan vende udviklingen er naturligvis at få et ordentligt forhold til DF. Det er lige så banalt, som det er elementært. Det kræver inddragelse af DF på et tidligere tidspunkt. Men det kræver altså også, at regeringen giver nogle indrømmelser i værdipolitikken,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”Og så skal man finde nogle ideologiske slagmarker, der har en vis folkelig gennemslagskraft. Der kan ligge mere i frit-valg-konceptet, og der ligger helt sikkert en masse i afbureaukratisering af den offentlige sektor. Regeringen er altså ikke tvunget til at turnere med slagnumre, som tre fjerdedele af befolkningen ikke gider høre på.”