Debat

Isabella Arendt: Selvfølgelig skal højskoler fortsat tælle med i kvote 2-ansøgninger

Højskoleophold er ikke forbeholdt elitens børn, og de er ikke socialt skæve. Derfor skal de stadig tælle med på en kvote-2-ansøgning til de videregående uddannelser, skriver Isabella Arendt.

Ikke at tage højskoleophold i betragtning i kvote 2 ansøgninger er en problematisk tankegang, skriver Isabella Arendt (K).
Ikke at tage højskoleophold i betragtning i kvote 2 ansøgninger er en problematisk tankegang, skriver Isabella Arendt (K).Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Isabella Arendt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen lægger op til, at højskoleophold ikke længere skal tælle på en kvote-2-ansøgning til videregående uddannelser. Argumenter er lige så tyndt, som forslaget er dumt.

Regeringen ser åbenbart højskoler som socialt skæve. Det er ganske enkelt ikke korrekt. Langt de fleste elever på en højskole kommer fra middelklassen. Det er altså ikke elitens børn. De fleste betaler i øvrigt deres ophold selv.

Højskolerne er dannelse og en afgørende del af vores samfund. Det er netop på højskolerne, at dannelse uden karakterer kan finde sted. Regeringen burde lære af højskoleånden frem for at udskamme den som ulighedsskabende. 

Mulighederne bliver aldrig identiske

Men der ligger større problemer bag denne tankegang. Idéen er åbenbart, at der ikke må være kriterier, som kan være skæve. Men at sende alle ansøgere til optagelsesprøve er også skævt. Ressourcestærke forældre og venner kan bedre hjælpe end dem, som aldrig selv har taget en videregående uddannelse.

Vi kan ikke skabe et samfund, hvor vores vilkår og muligheder bliver identiske

Isabella Arendt (K)

Vi kan ikke skabe et samfund, hvor vores vilkår og muligheder bliver identiske. Og vi bør ikke stræbe efter et samfund, hvor flid ikke betaler sig.

Det er ikke ulighed, hvis den flittige får bedre karakterer end den dovne. Det er ikke ulighed, hvis nogle vælger at spare penge op, mens andre fester. Det er valg og vores valg i livet har konsekvenser. At forsøge at skabe et konsekvensfrit samfund er både dumt og umuligt.

Det er desuden også skadeligt for vores relationer, hvis man sender et signal om, at mennesker som hjælper deres børn, børnebørn eller venner skulle være usolidariske.

En sund arbejdsmoral er vigtig

Karakterers betydning kan altid diskuteres. Da jeg var teenager og gik på en ungdomsuddannelse, var problemet ikke karaktererne i sig selv. Det var de dårlige rammer for feedback, som stressede og gjorde det svært at forstå, hvad kravene konkret gik ud på. Men det lægger regeringen ikke op til at ændre på.

Til gengæld var mit halve år på højskole noget af det mest givende, jeg har prøvet. For det første, fordi det begyndte seks måneder før højskoleopholdet, hvor jeg fik ufaglært arbejde og måtte knokle for at spare sammen.

Højskolerne er noget af det allerbedste, man som menneske kan investere tid og penge i

Isabella Arendt (K)

Jeg kommer ikke fra rige forældre, men fra et hjem med en sund arbejdsmoral. Så jeg sled i det. Jeg tog ekstra vagter. Jeg skar ned for forbruget og sparede op. Da jeg endelig kunne begynde på højskolen, var det en sejr og en følelse af at vokse som menneske, at jeg selv havde betalt for det.

Samtidig var højskolen et sted, hvor mange forskellige mennesker mødtes, og hvor jeg kunne udvikle og danne mig som menneske i trygge rammer.

Højskolerne er noget af det allerbedste, man som menneske kan investere tid og penge i. Selvfølgelig skal dannelse tælle med, når man skal ind på en uddannelse.

Og ligemageriet, hvor flid og valg ikke må betyde noget i vores liv, er at stræbe efter en verden, som ikke eksisterer og hvor man fortæller de unge, at det ikke betyder noget, hvad de gør med deres tid. Det er ikke ligefrem et godt signal at sende lige inden, de skal igang med voksenlivet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Isabella Arendt

Senior public affairs-rådgiver, Landbrug og Fødevarer, familiepolitisk rådgiver, Tænketanken Prospekt, fhv. partiformand (KD)
BA i statskundskab (Københavns Uni. 2017)

0:000:00