Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Danmarksmesterskaber i stram udlændingepolitik

KOMMENTAR: Folketingets afslutningsdebat bekræftede den langvarige uformelle forlovelse mellem regeringens stadig mindre loyale støtteparti, DF, og et Socialdemokrati, hvor Mette Frederiksens forsikringer om at føre en endnu hårdere udlændingepolitik blev modtaget med åbne arme af Kristian Thulesen Dahl, skriver Jarl Cordua.

<b>STRAMMERE:</b> Tilnærmelsen mellem Socialdemokratiet og DF bliver stadig varmere, skriver Jarl Cordua.
STRAMMERE: Tilnærmelsen mellem Socialdemokratiet og DF bliver stadig varmere, skriver Jarl Cordua.Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix Ritzau
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Afslutningsdebatten er godt i gang, og det virker på talerne, som om valgkampen frem mod næste folketingsvalg fortsat bliver et danmarksmesterskab i stram udlændingepolitik, hvor Dansk Folkeparti, ud over at være deltager i kapløbet, også tiltager sig en linjevogterrolle i spørgsmålet, når det gælder ambitionerne hos S og V.

Tag for eksempel Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, hvis tale, ud over et par afstikkere om mere grøn miljøpolitik og mere velfærd, var én stor forsikring om, at S i regering vil føre en stram udlændingepolitik – ja, for eksempel strammere udlændingepolitik, end regeringen gør i øjeblikket.

S er der, hvor danskerne ligger i udlændingespørgsmålet, lød det flere gange fra Frederiksen. Den oneliner vil vi komme til at høre mange gange frem mod valget. Glade DF’ere med Kristian Thulesen Dahl i spidsen omfavnede Frederiksens tale, der også kvitterede med at forsikre om, at hendes regering vil føre udlændingepolitik hen over midten. Ligesom i dag.

Der er altså ingen tegn på, at DF søger mod sikker blå havn og medvirker til en samling af blokken. Tværtimod. Thulesen Dahl fortsætter alliancen med S, hvor han forbeholder sig retten til at blokere for VLAK-regeringens politik, som det senest er sket med finansieringen af nedsættelsen af elafgifterne, fordi de to turtelduer S og DF hellere vil bruge pengene på velfærdsforbedringer.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Debatredaktør: Søren J. Damm

Den stadig varmere tilnærmelse mellem DF og S har sat gang i spekulationer om, at Kristian Thulesen Dahl er parat til at springe fra den formelle alliance, som DF har med Løkke efter et folketingsvalg.

Jarl Cordua

Mette Frederiksen fremhævede i sin ordførertale endda, hvordan det gavner Danmark, at det sammen med DF lykkedes S at blokere for regeringens politik, og Kristian Thulesen Dahl gav indtryk af, at disse forbrødrende benspænd havde gavnet hele blå blok og statsministerens genvalgschancer i de seneste meningsmålinger. Ja, han burde være lykkelig og takke DF, forstod man på en sædvanlig selvsikker DF-leder, der også hånede Venstres nyfundne EU-begejstring og behov for at gøre noget for hovedstaden.

Den stadig varmere tilnærmelse mellem DF og S har sat gang i spekulationer om, at Kristian Thulesen Dahl er parat til at springe fra den formelle alliance, som DF har med Løkke, efter et folketingsvalg. Det vil sige i en situation, hvor rød blok har vundet magten, men er så indbyrdes uenige om udlændingepolitikken, at det spænder ben for en S-regering.

Hvis der ikke eksisterer større konflikter, hvor DF kan markere en afstand til VLAK, så må man selv opfinde dem.

Jarl Cordua

Man forestiller sig, at DF's mandater sikrer Frederiksen magten efter en dramatisk dronningerunde, hvor Radikale nægter at pege på en S-regering uden at få indflydelse på udlændingepolitikken. Spørgsmålet om, hvorvidt DF helt kan afvise, at man vil kunne stemme for Mette Frederiksen som statsminister, bliver et topspørgsmål i valgkampen.

Splittelsen i rød blok er naturligvis også det mest interessante for den øvrige blå blok – altså minus DF, der ikke længere med samme troværdighed kan deltage i denne juleleg.

Hos VLAK borer man som sædvanlig videre i udlændingespørgsmålet for at teste holdbarheden og sammenholdet i rød blok. Var der ikke noget med, at Thorning-regeringen trods løfterne om stram udlændingepolitik alligevel endte med at vedtage 45 lempelser? Sådan forsøgte Venstres nye politiske ordfører, Britt Bager, sig med at stikke en kile ind, selvom hun i øvrigt også takkede Mette Frederiksen for ”en god tale”.

I Venstre er man ikke uenig i Frederiksens budskaber, man er bare kritisk i vurderingen om, hvorvidt Frederiksen kan levere varen med Enhedslisten, Alternativet og De Radikale. Den store elefant i rummet – DF's potentielle faneflugt til rød blok – taler VLAK ikke om. Endnu.

I Venstre har man hidtil forsikret sig selv om, at Thulesen Dahls vælgere primært er borgerlige, og at der er grænser for, hvad DF-vælgere vil finde sig i, når det gælder samarbejde med Mette Frederiksen.

Hos DF ser man næppe helt så bekymret på det dilemma, for så længe DF kan slippe for at tage medansvar for regeringens upopulære reformforslag, som der ikke er noget brændende behov for, så skal DF's vælgere nok blive, hvor de er. DF, der ligger underdrejet i målingerne i forhold til valgresultatet, tænker på sine egne behov.

Så længe S kan foregive, at man vil en endnu hårdere udlændingepolitik, som partiet i opposition har mulighed for at rejse med, så skal DF også kunne matche det, selvom det undervejs betyder, at man holder VLAK-regeringen ud i strakt arm. Grænsen for troløsheden går formentlig kun ved, at DF ikke peger på Mette Frederiksen. Men det er dette ”formentlig”, som i stigende grad bliver sat til diskussion af iagttagere på Christiansborg.

”Formentlig” er denne spekulation næret af ”analyser”, som DF selv producerer til benefice for Borgens journalister for netop at sætte fokus på, at partiet ikke vil tages for givet af Lars Løkke Rasmussen – statsministeren, som DF selv har peget på, og som DF's vælgere paradoksalt nok ikke sætter voldsomt højt i meningsmålingerne.

DF's stigende selvbevidsthed som tingets næststørste parti og blå bloks største parti kræver, at Thulesen Dahl sætter sig i respekt over for regeringen. Det har man især held med, når LA skruer op for de ultimative krav, hvor DF's indflydelse er proportional med LA's ydmygelser.

Når der er lavvande, som der er lige nu angående borgerlig kamikazepolitik om krav om lempelser i indkomstskatten, så må DF – for stadig at gøre sig selv relevante – ty til at afvise også mere ukontroversiel politik, der løber med fokus, som vi ser nu i energipolitikken. Det er sikkert nødvendigt, da instinktet hos DF's ledende politikere fortsat er, at man lever af politiske konflikter. Hvis der ikke eksisterer større konflikter, hvor DF kan markere en afstand til VLAK, så må man selv opfinde dem.

DF presses af, at der efterhånden er skabt bred enighed om en stram udlændingepolitik og benhård integrationspolitik på Christiansborg. Senest vil regeringen, DF og S tvinge børn i ghettoområder ned til ét år ind i vuggestuer og – absurd for folk med indsigt i småbørns kognitive evner – have dem til at skulle forholde sig til demokratiske værdier og traditioner, herunder introducere dem til grundlovsdag. Et begreb, man næppe får meget ud af at forstå uden også at skulle forholde sig til grundloven.

I forvejen har daginstitutioner og skoler i årtier tilrettelagt deres arbejde i forhold til for længst besluttede politiske formålsparagraffer om at gøre nye generationer til samfundsborgere med demokratisk sindelag. Politikerne bag ghettoplanen bilder folk ind, at der er tale om helt nye forslag. Det er der naturligvis ikke. Det har været politik i snart årtier, nu bliver det bare mere uspecificeret. Det vil sikkert øge dokumentationskravene.

Folkeopdragelsen af etårige vuggestuebørn handler som sædvanlig om signaler frem mod næste folketingsvalg, hvor ingen af forligspartierne vil stå tilbage i forhold til hinanden, når det gælder en integrationspolitik, som vælgerne kan få øje på. Men på en række punkter er det i realiteten symbolpolitik, der ligger langt fra virkeligheden.

Her skal man dog være opmærksom på, at DF for længst faktisk har droppet troen på, at integrationspolitik – som ovenstående – rent faktisk virker. Det er også derfor, at Thulesen Dahl nu kræver et paradigmeskifte, hvor man helt dropper integrationen og sætter alt fokus på at sende afviste asylansøgere hjem.

Det er dog spørgsmålet, hvad regeringen har af nye banebrydende idéer på det punkt, som ikke ramler ind i konventioner og lovgivning, der sikrer basale menneskerettigheder. Dertil kommer de helt lavpraktiske problemer, der findes med at udsende afviste asylansøgere til lande, der ikke tager sine borgere tilbage, og hvis ledelser er bedøvende ligeglade med tomme eller halvtomme trusler om, at Danmark i trods sanktionerer ved at droppe de småpenge, de måtte få i ulandshjælp.

Som om en småstat som Danmark kan gøre indtryk på regimer ved at spille fornærmet. Det er et ret naivt scenarie. Så kan regeringen jo skrue mere op for ydmygelserne i udsendelsescentrene, hvilket med stor sikkerhed vil gøre de afviste asylansøgere og deres børn apatiske og psykisk skadede hurtigere end tilfældet er i dag.

Men alt det er teknik, som Thulesen Dahl kan være ligeglad med. Han vil sammen med rivalerne på den yderste højrefløj kræve alt dette over for de stadig mere islamforskrækkede blå vælgere – og så overlade alt bøvlet til VLAK-regeringen eller med tiden Socialdemokraterne at finde løsninger på disse uløselige dilemmaer.

Det er denne kræverrolle, som Thulesen Dahl spiller til perfektion. Men vi får aldrig at vide, om han kan så meget andet, før en eller anden inviterer ham i regering.

Ifølge DF selv, sidst understreget i et interview med Thulesen Dahls væbner, gruppeformand Peter Skaarup, for nylig i Berlingske, så kan partiet kræve at komme i regering i morgen – hvis de altså vil. Det har de så hidtil ikke ønsket. Man forstår egentlig godt hvorfor. For så skal DF's politikere til at diskutere med Justitsministeriets jurister om, hvorfor det næppe er en god idé at foreslå udlændingelovgivning, som man sidenhen med stor sikkerhed taber i Højesteret.

Så hellere stå uden for regeringen og kræve af den, hvad DF godt ved er juridisk og praktisk håbløst. For de ved godt, at vælgerne i disse år i stigende grad er ligeglade med den slags.

------------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00