Jarl Cordua: Det delte Venstre

KOMMENTAR: Splittelsen i Venstre i synet på udlændinge og EU rummer et potentiale til at brække partiet midtover og true dets ikke længere naturgivne position som det ledende parti i blå blok, vurderer Jarl Cordua.

Venstre er et parti, som siden dets begyndelse i 1870 har været delt i flere forskellige strømninger. Iblandt har disse strømninger ført til egentlig splittelse, som det blandt andet skete i 1905, da Det radikale Venstre brød ud og i en kort periode i årene omkring Første Verdenskrig blev det dominerende parti.

Men før 1905 var Venstre delt i flere forskellige grupperinger omkring diverse personligheder, som kun blev holdt sammen af kravet om indførelse af parlamentarisme. Da det mål blev nået i 1901, blev partiets uenighed på flere spørgsmål – og især i synet på forsvaret så synligt – at de radikale brød ud.

I 2018 er Venstre delt især i to spørgsmål. Synet på EU og på islam samt indvandringens konsekvenser. I de øvrige spørgsmål er uenigheden langt mere flydende, som den altid har været i et parti som Venstre. 

Splittelsen, hvad angår EU, brød ud i lys lue, da der under en paneldiskussion på TV Midt-Vest blev trykket på de helt rigtige knapper i forhold til den kommende EU-kandidat Søren Gade, der benyttede lejligheden til at lægge afstand til sin partifælle, Venstres formodede EU-spidskandidat Morten Løkkegaard i sidstnævntes syn på den liberale belgiske kandidat til EU-parlamentet, tidligere premierminister og nuværende MEP, Guy Verhofstadt.

Løkkegaard var kommet til at sige noget pænt om Verhofstadt og omfavne ham som de liberales kandidat som parlamentsformand ”med de bedste visioner for Europa”, og det blev så revet Gade i næsen. Den svigtede ikke Gade, for han fik så eftertrykkeligt lagt afstand til Verhofstadt og hans synspunkter, at ingen kunne være i tvivl. Men fik Gade så bragt sig i opposition til Venstres generelle EU-linje ved den lejlighed?

Næppe. For Verhofstadt er EU-tilhænger på en måde, som det efterhånden er en sjældenhed at se i Danmark. Belgieren er nemlig, som Gade selv påpegede, føderalist og dermed tilhænger af en de facto-opløsning af nationalstaterne på sigt, og det har selv i det tidligere så EU-positive Venstre været en målsætning, som kun de færreste har taget alvorligt. Ikke engang Uffe Ellemann-Jensen eller Henning Christophersen har spillet på det hold. Søren Gade var i paneldebatten dermed bragt i en position, hvor han kun havde mulighed for at sige fra.

Gør det så Morten Løkkegaard til føderalist? Heller ikke, men som siddende i den liberale ALDE-gruppe kunne han næsten kun tale pænt om en partifælle, hvilket blev udnyttet af DF's Anders Vistisen i sit i øvrigt ret elegante angreb på Gade.

Hvis Løkkegaard pludselig – og det forventer ingen, nok heller ikke ham selv – undervejs i valgkampen springer ud som føderalist, så kan Venstre godt køre EU-kampagnen tilbage i hangaren. EU-føderalismens sekteriske synspunkt er der nul opbakning til i V, og det vil være for idiotisk at spille det kort i hænderne på DF's MEP Anders Vistisen, som gør, hvad han kan for at forsvare Messerschmidts fire mandater fra forrige EP-kampagne.

Det er ikke her, man skal se splittelsen. Der er ikke en udbredt EU-skepsis blandt de folkevalgte i Venstres folketingsgruppe. Politikerne kan allerede konstatere et sporskifte i EU-Kommissionen, hvor blandt andet Brexit-chokket og valgene i Europa har gjort det klart for enhver EU-bureaukrat, at man ikke bare kan køre videre som før.

Delingen består nok mere i selve synet på, om det er fornuftigt at bruge mere krudt på en i mange Venstrefolks øjne tabt sag som EU, der kun jager højrefløjsvælgere over i armene på DF, fremfor at mobilisere dem bag Venstre. 

Omvendt er der et ledigt standpunkt blandt de blå partier, hvor man taler EU-projektet (eller nok snarere EU-samarbejdet) op. Senest så man dette ved, at en af de mere lunkne EU-tilhængere i Venstre, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, i Politiken kom ud af skabet som EU-tilhænger, der tilsyneladende alt for længe havde haft svært ved at se det storslåede i projektet. Nu mener forsvarsministeren, at det er helt gak, at Danmark ikke kan deltage i fredelige EU-operationer på forsvarsområdet på grund af forsvarsforbeholdet.

Rent praktisk støder Danmark på nogle mure, som man selv har stillet op til forsvar for ens oplevede suverænitet. Ingen forventer dog, at de pæne eller måske frustrerende toner fra en topminister i Venstre fører til, at en V-ledet regering i overskuelig fremtid vil kaste landet ud i en ny folkeafstemning, som på forhånd ligner et sikkert nederlag. Der skal opstå en situation, hvor det går op for flere, at opgivelsen af et eller flere forbehold tjener et positivt formål. 

Egentlig skepsis ved Venstres mere EU-venlige kurs har i folketingsgruppen dog været fremført af folk som Marcus Knuth og Søren Gade, skrev Weekendavisen i fredags. Hvilket omtrent er den samme kreds af mennesker, som skiller sig ud i et andet punkt, der splitter Venstre.

Dette punkt er vigtigt, men også afgrænset og handler om synet på indvandringen og navnlig indvandringen af muslimer til Danmark. 

Ingen i Venstre er uenig i, at der er behov for en stram udlændingepolitik. Uenigheden handler mere om synet på de muslimer, som kommer ind.

Er det overhovedet muligt at integrere disse mennesker? Og hvad med islam som religion? Udgør den en fare, som det er muligt at bekæmpe, uden at man går i rette med religionsfriheden – også rent politisk?

Og er islam en politisk ideologi, som der skal dæmmes op for, eller skal man respektere folks religion og så håbe på, at modernismen og sekulariseringen hen ad vejen får bugt med islamismen, ligesom den også har taget livet af tidligere tiders ikke særlig tolerante og undertiden radikale udgaver af kristendom i Vesten?

I Venstres folketingsgruppe er der uden tvivl et stærkt hold af politikere, der fuldstændigt deler udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs synspunkter, der gør en dyd ud af problematisere muslimers manglende integration, hvor end man kan få øje på den.

Hvis ikke det er integrationen, der er problemet, så kan man også påpege faren ved deres religionsudøvelse, som det skete med Støjbergs indlæg i BT, 2. pinsedag, der meget forudsigeligt satte debatdanmark i brand.

Indlægget kan læses som en mindelig opfordring til muslimerne om at tage ferie under ramadan, hvor man ikke må indtage føde og drikke mellem solopgang og solnedgang. Især buschauffører bliver nævnt som et erhverv, der kunne have et problem. Andre peger på læger, der er ved at udføre operationer. Støjberg skriver i indlægget: 

”Det kan helt lavpraktisk være farligt for os alle, hvis buschaufføren hverken spiser eller drikker i løbet af en hel dag, ligesom man selvsagt ikke yder eller præsterer nær det samme på fabrikken eller på sygehuset, hvis man gennem en hel måned ikke spiser eller drikker i alle døgnets timer.”

Afgørende her er ordene: ”farligt for os alle”. Muslimerne og især deres fejring af deres mærkværdige og fremmedartede højtid udgør en trussel. Det er budskabet. Naturligvis camoufleret som en venlig henstilling og opfordring.

Men enhver kan se, at det er et indlæg, der spiller på den særdeles udbredte islamforskrækkelse, der har ramt Danmark oven på IS-terrorbølgen og flygtningekrisen. Det er bare at sætte en tændstik til. Og det gør Støjberg sikkert i samarbejde med sin særlige og nære rådgiver Mark Thorsen, der regnes for en mester i at tilrettelægge den slags meldinger. De skaber fuld opmærksomhed om ministerens person og hendes status i Venstre som den, der dækker fronten af i forhold til DF. 

DF har i form af ordfører Martin Henriksen naturligvis overtrumfet Støjberg med, at muslimer, der ikke spiser og drikker og udgør en fare, simpelthen bør fyres fra deres arbejdsplads. I DF har man således ingen fine fornemmelser, når det handler om at respektere arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Der er i øvrigt ingen busselskaber, der genkender problemet med muslimske chauffører under ramadan. Ingen dansk statistik kan endnu identificere et problem med øget ulykkeshyppighed under ramadan.

Støjbergs melding affødte en del kritik i Venstre, blandt andet fra finansordfører Jacob Jensen, der på Facebook rimelig elegant kritiserede synspunktet, ud fra den betragtning at politikerne ikke skal blande sig i arbejdspladsernes håndtering af indtil videre ikkeeksisterende problemer, og der var et svirp til den markante partifælle om, at politikerne burde koncentrere sig om reelle problemer.

Jensens melding affødte en BT-overskrift om ”krig i Venstre”, hvilket gjorde det nødvendigt, at man på Venstres gruppemøde onsdag fik renset luften. Et klart flertal lagde sig på Jacob Jensens linje, mens et mindretal med blandt andet Marcus Knuth forsvarede Støjbergs synspunkt.

Samtidig var der også en pragmatisk erkendelse af, at partiet er uenig i synet på disse ting, hvorfor det ikke gav meget mening, at man lagde låg på hinandens behov – herunder Støjbergs behov – for at markere sine synspunkter i sagen.

Andre – herunder Kristian Jensen – manede til samling og håb om unødig splittelse i en sag, hvor uenighederne er kendt. Sagen har næppe potentiale til at splitte partiet i to, men der er en erkendelse af, at en for stor cementering af fløje i flere forskellige spørgsmål har potentiale til at gøre partiet umanøvredygtigt.

Fint nok, at man kan indfange flere forskellige vælgere med forskellige synspunkter, men problemerne opstår, hvis det bliver umuligt at lande på en fælles linje frem mod næste valg, hvis tiden går med for langvarige interne diskussioner, der forvirrer vælgerne.

Sagen har naturligvis også understreget Støjbergs position i partiet på et tidspunkt, hvor iagttagere gav udtryk for, at hendes sol var for nedadgående. Det er et kor, denne iagttager ikke melder sig i. Dertil er Støjberg og hendes synspunkt for stærkt i sin appel til vælgerne i den blå lejr.

I en måling i BT for nylig ligger Støjberg som nummer fire blandt de mest populære ministre. Det ændrer sig næppe med pinsens udmelding. Flere har sikkert også nu fået øje på Jacob Jensen, der længe har puttet med sine synspunkter. Tavshed og loyalitet har i al fald ikke gavnet hans muligheder for at rykke op i hierarkiet, så nu kan det være, at stilen bliver lagt om.

I den samme måling over ministrenes popularitet, så man i øvrigt den nyslåede miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen stryge til tops efter kun få dage i jobbet. Det er næppe hans indsats hidtil, der får roser fra vælgerne, men snarere en anerkendelse af hans håndtering af jobbet som politisk ordfører og på forhånd indlæste forhåbninger om fremtiden. 

Ikke desto mindre var det iøjnefaldende, at innovationsminister Sophie Løhde lå fjerdesidst og rodede rundt i den sædvanlige bagtrop af LA-ministre med den evigt fraværende Thyra Frank som bundprop. Hvis man forestiller sig, at Løhde og Jakob Ellemann-Jensen stiller op som V-næstformand efter næste års folketingsvalg – og dette billede fortsætter med at blive stående – så kan der næppe blive megen tvivl om, hvordan et sådant eventuelt kampvalg falder ud.

Det er ikke superoverraskende, at Ellemann-Jensen målt overfor Løhde er et overmatch set med vælgernes øjne. Hvor Ellemann-Jensen gør, hvad han kan for at fremstå overskudsagtig og humoristisk, tenderende det entertaineragtige, så har Løhdes profil som ”minister for offentlige arbejdsgivere” været en maske af livstræt irritation, konstant underskud og utålmodig overbærenhed, når en journalist stillede kritiske spørgsmål.

I det hele taget har OK-forhandlingerne ikke gjort noget godt for Løhdes profil hos vælgerne. I forvejen døjer Løhde internt med et image af at være en hård, ekstremt kontrolleret og detaljefikseret arbejdsgiver, som medarbejderne flygter fra.

Skulle Ellemann en dag stille op som næstformand, og hvis Løhde ikke får rettet op på sin profil, så er der faktisk kun Støjberg, der, hvis hun vil, kunne forhindre det.

Med et sådant kampvalg vil det ”delte Venstre” være til at få øje på for alle, og udfaldet vil helt sikkert få stor betydning for, hvordan Venstre vil udvikle sig som parti i årene fremover. Det rummer også et potentiale til at splitte partiet midtover og true partiets ikke længere naturgivne position som det ledende parti i blå blok.

-----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

 

Forrige artikel Lars Tvede: Jo, 'faktaresistent' er faktisk en personlighedstype Lars Tvede: Jo, 'faktaresistent' er faktisk en personlighedstype Næste artikel Lars Aslan: Støjbergs ramadan-udmelding er det rene bluf Lars Aslan: Støjbergs ramadan-udmelding er det rene bluf
  • Anmeld

    Kim Andersen Hvidovre

    det ledende parti i blaa blok

    han må vel forveksle Venstre med Dansk Folkeparti.Det er DF som svinger taktstokken i den blå lejr og Inger Støjberg følger rask efter hvad Martin Henriksen fortæller, hun skal mene om indvandrere og flygtninge.

  • Anmeld

    Asger

    Vi skal samle

    Kære Jarl

    Jeg mener, at vi nok er enige i det meste. Der hvor jeg dog mener vi er uenige, der er i forståelse af de problematikker som Venstre bokser med.

    Jeg mener, at du mangler at gå i dybden i forhold til at diskutere islam. At virkelig forstå de udfordringer den demokratiske stat har med islam.

    Forudsætningen for at samle de forskellige fløje i Venstre er, at man finder det reelle kompromis imellem strammere og slappere. Og med det dybe teoretiske forhold der ellers er i Venstre mener jeg også man skylder de gamle kæmper en dyb forståelse.

    Så læs dig ind på det. Jeg har skrevet flere bøger om emnet, de er i dag gældende i Venstre. Så det burde være en del af pensummet.

    Når man så sår splid i Venstre uden at have en dyb forståelse af problematikken. Så bliver folk altså trætte af det.

    Vi har en forpligtelse til at forsøge at samle ikke splitte Jarl.

  • Anmeld

    Morten Holgersen · Entreprenør

    Det er folket der bestemmer.

    Og folket er træt af islamister, der ugerne bidrager og helst ikke støtter Danmark og dansk kultur.
    Folket er også træt af underskudsforretningen EU, både det demokratiske og økonomiske underskud+evindelige krigsophidsning- hallo vi er med i Nato.
    Nogen venstrepolitikere virker som om deres personlige EUpension er vigtigere end Danmark og deres fraværende ideologi er en bremse.
    Der er absolut ingen grund til at sværte I. Støjberg, der som en af de få, er med folket, når det gælder islamismen og vandrende socialudgifter fra 12.000 km væk.
    mvh

  • Anmeld

    J. Jensen

    Cordua tager fejl

    Venstre indleder blot den kommende valgkamp med at spille to på heste på snart sagt alle problemstillinger. Nu skal de godtroende vælgere føle at Venstre er et partiet, der rummer alle holdninger/synspunkter

  • Anmeld

    Ole K. Ersgaard · Erhvervsøkonom MDM, PD

    Nyt valgnederlag til Venstre?

    Siden Lars Løkke Rasmussen blev formand for Venstre i 2009 har partiet tabt 4 valg (man kan diskutere om det ikke er 5).
    Hvorfor mon?
    I juni 2012 stod Venstre til 34,2% vælgeropbakning (www.b.dk/politko/indeks) og p.t. til noget nær det halve!
    Forklaringerne er mange, men hvorom alting er kan Venstres deroute sammenfattende udtrykkes ganske enkelt: Det er kursskiftet, hvor Venstres folketingsgruppe gradvist er blevet domineret af de skabsradikale. Og resultatet udebliver da heller ikke.
    Først har Lars Løkke Rasmussen og hans skabsradikale støtter således ødelagt Venstre, så samarbejdet i blå blok og nu er "de" ved at ødelægge Danmark.
    Retrospektivt betragtet (de sidste 20-25 år) har der ikke (med den brede pensel) været den store forskel på en Socialdemokratisk- eller en Venstreledet regering.
    Udover retorikken og underholdningsværdien forstås.
    Men Socialdemokratiet er nu en gang bedst til at føre socialdemokratisk politik.
    Og bedre bliver det jo ikke af, at Venstre har proklameret, at partiet vil sætte hårdt ind på, at få vælgere fra "café latte segmentet" op til det kommende folketingsvalg! Vel vidende, at det bliver en hård kamp med Socialdemokratiet og Venstre.
    Betragtes fx vælgervandringer (jf. kilden ovenfor) forestår der noget af en opgave.
    Siden sidste valg taler netto vælgervandringen til specielt Socialdemokratiet, men også til De Radikale sit eget tydelige sprog.
    Venstres slingrekurs tyder meget på, at partiet står til et nyt valgnederlag til det kommende folketingsvalg.
    Der bliver derfor næppe meget at fejre til Venstres 150 jubilæum i 2020.
    Det borgelige/liberale Danmark (inkl. DF) har forspildt en historisk chance.

  • Anmeld

    Ivan Norling · cand.mag.

    Vælgerfiskeri

    Sjovt nok synes Jarl Cordua og andre meningsmagere at vælgere - bare sådan a priori - kan flyttes - bl.a. til Venstre. I min lille familie er der to partier, nå, ja ud over Enhedslisten naturligvis, vi aldrig kunne drømme om at stemme på, nemlig Socialdemokratiet og Venstre. Det traditionelle pamperi i Socialdemokratiet har talt for sig selv i årtier, skønt Mette Frederiksen efterhånden har vist sig som en dreven politiker der gerne tager den ledige bold i spillet, men stemme på hende? Aldrig.
    I tilfældet Venstre taler vi om det konstante fokus på at rage til sig, på at foregøgle vælgerne noget usandt, på at virke troværdige uden på nogen måde at være det, på at fifle i stedet for at være ærlige osv. osv. Inger Støjberg er et gudsbenådet naivistisk naturtalent der er tæt på at kunne rykke vælgerne, men med lille Lars fra Græsted ved roret sker der ikke det store. Han er en katastrofe, og Kristian Jensen ligeså. De har ikke sat sig ind i islam, og de gider tilsyneladende heller ikke. Altså er de for eftertiden dømt udenfor.
    De er ikke ligegyldige. De er katastrofer, statsmænd bliver de aldrig, og de får heller aldrig vores stemmer.
    Glem troen på at at stort set alle stemmer kan flyttes; det kan de ikke.

  • Anmeld

    Kim Kaos

    Det Radikale Venstre

    Halvdelen af V er dybt radikale - elsker Merkel og EU og hader alt der lugter af dansk selvbestemmelse og vil af med alle forbehold.

    Den anden halvdel hader alt der lugter af miljøpolitik og mener, at landbruget og fiskeriet skal have lov at fiske alt det de orker og landbruget bare skal gøde når det passer dem.

    Det eneste de 2 halvdele har tilfælles er at de hader København og alle der bor i vores by.

    Alle der ikke stemmer på V ved ,at Inger er en kransekagefigur de sætter på kagen når vælgerne skal bildes ind at V har en plan for håndteringen af indvandringen.

    Alting kan gå itu - Et parti kan gå i tusind stykker - who cares når det drejer sig om V - De er alligevel ikke til at stole på.


  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    Venstre eller ej...? En upolitisk kommentar.

    Som vælger søger jeg ganske enkelt personligt rummelige, alsidigt begavede, velorienterede mennesker, der har et ærligt og retskaffent livs- og menneskesyn.
    De findes i de fleste partier..... også i venstre.
    Hvis man påtager sig et meget ansvarligt job som ledende politiker så forventes det, at man overholder sine egne "ansættelsesbetingelser"...at man forholder sig til og at man overholder Grundlovens bestemmelser og de aftaler / konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.
    Det er grundstammen i vores samfund.
    Der skal og må der ikke fifles med.
    ....
    Når man påtager sig et ansvarsområde, så må man leve op til det. Det nytter ikke, at Inger Støjberg på sin pubertetsstædige facon bekriger de mennesker, hvis integration, hun selv har hovedansvaret for. Det nytter ikke, at Sofie Løhde nedtaler de medarbejdere, hvis ordentlige arbejdsforhold, hun har ansvaret for, og det nytter intet, at såvel Marcus Knuth, Martin Henriksen og også Henrik Dahl åbenlyst mopper og tydeligt diskrediterer mindretalsgrupper med anden kulturel. eller religiøs baggrund end deres egen. Bred Indsigt og perspektivering efterlyses.
    Og skal vi endelig til EU, så har vi Morten Messerschmidt, der med heftige og malende indlæg nedgør mennesker, der er anderledes end de fleste...som argumenterer for sin egen arbejdspladses uduelighed....og som fifler med de økonomiske midler....!?
    ....
    Samme politikertyper står forrest, når der skal strammes og laves særlige lovindgreb målrettet særlige borger. og mindretalsgrupper.
    Tankevækkende.
    Vi har brug for ledere/ politikere, der vil værdipolitikken og sammenhængskraften. Vi har ikke brug for politikere, der ikke vil respektere, lytte til og samarbejde med. borgerne og med den store vidensbank, der findes i virkelighedens verden.
    ....
    Havde jeg som mangeårig tjemestemand i det offentlige opført mig nedgørende og diskrediterende overfor de børn og voksne, jeg skulle samarbejde om og med.....så havde jeg fået en fyreseddel og 5 minutter til at rydde skrivebordet. Selvfølgelig.
    Kan simpelthen ikke forstå partiernes manglende evne og vilje til indimellem at "rydde op", når partimedlemmer går til ydergrænser, der ikke er i overensstemmelse med partiernes holdninger, livs. og menneskesyn.
    Jo. Vi skal se os godt for ved næste valg.

  • Anmeld

    Allan Gorm Larsen · Pensionist

    Venstre.

    Splittelsen i Venstre, angående EU er nok ikke det værste som kan ske.
    Jo mindre Europa begejstring, jo bedre.
    Angående ramadanen kan jeg kun se det derhen at 18 timers tørst i denne varme kan kun føre til dårlig koncentration, i værste fald de hydrering. Derfor bør tørstende personer ikke have lov til at køre person befordring.
    I det hele taget er ramadanen os danskere inderligt lige gyldigt.
    Ramadan fest bør ikke fejres med støtte fra skatteyderne, da det udelukkende er et muhammedansk anliggende.

  • Anmeld

    Morten Holgersen · Entreprenør

    Det hedder "mobber"

    Og grundstammen i vores samfund er dansk kultur og arv.
    De hundredeog sytten gamle papirer gode mænd og kvinder skrev på for hundreder af år siden , er for længst løbet ud.
    Nu er vi i nutiden og det er den der skal forholdes til.
    mvh

  • Anmeld

    Max von Røhling · Cand alm. fornuft.

    Gå aldrig tilbage til en fuser !!

    Gå aldrig tilbage til en fuser - vi ved hvor vi har venstre - tænk bare på
    - straks opbremsning !!!! - statsministeren vil ikke erkende muslimerne / islam er en besættelsesmagt / femte kolonne i europa , hvortil der kun er een løsning = udvisning / returnering til oprindelseslandene ( uden at betale for repatisering )

    Venstre lægger ryg til deres formands udskejelser , manglende dømmekraft og private " finurlige " gøremål .

    Hvis venstre ( som forhåbentlig taber endnu flere vælgere til næste valg ) vælger enten fhv. bankassistent Jensen , som er mere radikal end Hr. Rohde eller støjsenderen støjberg som kun støjer ( div. problemer bliver ikke " rodbehandlet " ) - så ser fremtiden meget sløjt ud for venstre.

    Venstre må tage et opgør med div. menneskerettigheder / FN`s / EU`s flygtningekonventioner , totalt asylstop mv.

    Vores forbehold bør der ikke pilles ved , - ej heller forsvarsforbeholdet - vi er medlem af nato og det er nok - hvis forsvaret ryger i EU regi - får vi en så dårlig administration af dette - så det ligner alt andet EU makværk ,overadministration og pengespild og evt. fuldstændige ligegyldige og overflødige krige i muslimske lande.

    Og fort europa bliver aldrig etableret -derfor skal de enkelte lande selv stå for deres grænseovervågning , et land uden grænser er ikke et land .

    Danmark har en meget lille mikroskopisk stemme i EU og er et " ligegyldigt" lille land i EU regi - derfor bør vi tage føretrøjen på og gå først i anstrengte spørgsmål vdr. div. konventioner , overbefolkning ,U-landsbistand , støtte af div. " det er så synd for " organisationer , også selv om det koster på eksporten og levestandarden. !!!


  • Anmeld

    Sven K. Slaf

    Venstres ledelse er en trussel mod det danske demokrati.

    En fri og uafhængig presse er en forudsætning for et velfungerende demokratisk samfund. Uden en fri presse der oplyser om faktuelle forhold, sociale og politiske problemer, er det umuligt for borgerne at vide, hvad der sker. Ikke blot hvad der er sandt og falsk – men simpelthen hvad der reelt foregår. Hvis en befolkning udelukkes fra et kritisk kendskab til de sociale og politiske realiteter, hvordan skal man så kunne løse problemerne og udvikle samfundet i en fornuftig retning? Det er umuligt. Tilsvarende har borgerne ikke noget, der minder om et frit valg, hvis de ikke er orienteret om relevante kritiske aspekter om deres politikere. Journalister skal med andre ord være kritiske og objektive over for de politiske magthavere uanset politisk ståsted, så de kan oplyse om realiteterne.

    Rædselsscenariet er en stat, hvor journalister retter ind og magthaverne bestemmer, hvad der skal oplyses om og hvordan. Sådan som det fx kendes i dag fra Fox News i USA eller i Nordkorea, hvor alt præsenteres så det sætter den korporative lobby og republikanske politikere henholdsvis den ’himmelske leder’ Kim Jong Il i det finest mulige lys. I Nordkorea og på Fox News findes ingen kritik af henholdsvis det republikanske parti og den himmelske leder. Ikke én kritisk sætning ikke én kritisk tanke. Alle kritiske spørgsmål, al kritisk viden undertrykkes aktivt og magtfuldt. Der er da også dokumentation for, at Fox News gør deres seere stadig dummere.

    Løgn og latin på Borgen
    Et så problematisk forhold mellem politiske magthavere og den offentlige oplysning er desværre ikke så fremmed for det danske demokrati, som man kan ønske. I hvert fald ikke når man ser lidt kritisk på Venstres magtfulde adfærd overfor danske medier og journalister. Venstretoppen har i årevis haft en uhyre problematiske opfattelse af forholdet mellem demokrati, journalistik og politik, som det er værd at fokusere på, hvis man skal forstå mediernes situation i dag herunder forstå en stor del af den information, man præsenteres for om dansk politik. Især fra TV2. Inden for sociologi og kommunikationsforskning er det et vigtigt princip, at man må medtænke magtforholdene i en given kontekst for at kunne forstå de ting, der bliver sagt og kommunikeret. Dette er særligt væsentligt når man i dag vil forstå, hvad Venstre (ikke) bliver spurgt om. Det kritiske spørgsmål drejer sig om Venstres magt i det danske samfund i dag, og især hvordan de misbruger denne magt. Men problematikken drejer sig også om de danske mediers troværdighed, når vi tror, at medierne oplyser os om de sociale og politiske realiteter. Herunder konsekvenser for den behandling Venstres politiske modstandere og andre politiske partier får i medierne. Især i TV2.

    Hvori består Venstres skandaløse adfærd så mere konkret? Ja, det er i sagens natur vanskeligt at vide, hvor omfattende Venstres undertrykkelse af kritiske spørgsmål og kritiske realiteter i virkeligheden er. Men der har været en række kendte markante eksempler igennem årene, hvor Lars Løkkes seneste sag med undladte kritiske spørgsmål og en sletning af Løkkes raserianfald blot er det seneste. Det vender jeg tilbage til. Lad mig kort rekapitulere lidt af Venstres, lad os sige register. Lad os begynde med det mest kendte nemlig daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i årevis og helt frem til sin exit fra dansk politik konsekvent nægtede af at stille op til et kritisk interview med Cavlingpris-vinder Bo Elkjær om Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Her mente statsministeren helt åbenbart ikke, at de danske borgere havde krav på viden om kritiske spørgsmål til Danmarks deltagelse i en dybt problematisk krig, som alle i dag ved var sat i gang på et falsk grundlag. Det er en offentlig hemmelighed, at både Bush og Blair vidste, at de gik i krig på løgne. Og tag ikke fejl det var løgne, som Bush-administrationen selv havde fabrikeret.

    Den samme form for offentlig kritik af krigen på løgne har Fogh endnu aldrig oplevet. Det mest glemte eksempel er måske til gengæld, at Anders Fogh Rasmussen nogle år forinden var blevet fyret som skatteminister på grund af sin ’kreative bogføring’. Ministerens ’kreativitet’ blev fulgt op af, hvad man vel godt kan kalde en typisk Nordkoreansk finte, da både Foghs ’kreative bogføring’ og fyring blev udeladt i omtalen af hans person i den nye Den store danske encyklopædi. Og måden det danske samfund holdt Anders Fogh Rasmussens ansvarlig på var som bekendt først at gøre ham til statsminister og senere til generalsekretær for NATO. Den højeste internationale post nogen dansker nogensinde har haft. I verden i dag kommer man langt med forbrydelser mod demokratiet, i hvert fald hvis man er Venstre-mand. Et andet eksempel er hele samlingen af magtmisbrug, løgne og manipulationer udført af Venstres minister Claus Hjort Frederiksen, hvis afdækning gav Orienterings Jesper Tynell Cavlingprisen i 2009. Her blot nogle af de sager Tynell afslørede:

    ”Claus Hjort Frederiksen gav Folketinget usande oplysninger. Ministeren afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job - i al hemmelighed og uden om Folketinget. Beskæftigelsesministeriet bad kommunerne administrere den såkaldte 300-timers regel på en ulovlig måde. Ministeriet bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at dreje den offentlige debat til egen fordel. Embedsmænd slettede belastende dokumenter fra ministeriets arkiver.”

    Ved prisoverrækkelsen roste daværende statsminister Lars Løkke Jesper Tynell, samtidig med at han understregede betydningen af kritisk journalistik. Det er vel den mest tomme ros i nyere Danmarkshistorie, idet Løkke ikke lang tid efter forfremmede Claus Hjort til finansminister. Der synes ikke at være nogen grund til at tro, at Løkke ikke allerede kendte Claus Hjorts ’metoder’, inden Tynell afslørede dem. Der er til gengæld mange grunde til at anfægte partiets opfattelse af og tilgang til demokrati og anstændighed. For denne sag – ikke alene Hjorts magtmisbrug, løgne og manipulationer men især Løkkes ’håndtering’ - viste om noget, hvor problematisk Venstre arbejder i vores demokrati, og hvor fløjtende ligeglade toppen i Venstre er med basale demokratiske principper.

    I Venstres top er ’ministerens mindre demokratiske metoder’, som DRs Orientering kaldte afsløringerne om Claus Hjort, simpelthen business as usual. Hvis det da ikke gælder, at den slags metoder simpelthen er direkte karrierefremmende. På den baggrund kan man kun gisne om, hvad der reelt skete bag kulisserne i Venstre i Helle Thornings ’skattesag’. Der er i hvert fald ingen grund til at tro, at Venstres top har givet ærlige og sande svar i sagen. Hvor skattekommissionen som bekendt ikke nåede til bunds i sagen. Selvom der faktuelt var begået en række ulovligheder såsom læk af personfølsomme oplysninger, så nægtede blå blok at skrive under på den kritik, som de andre partier i folketinget mente var berettiget. Stine Brix fra Enhedslisten kunne dermed fastslå en logik, som giver god mening i det store billede af Venstre-toppens tilgang til demokrati og lovgivning: "Der er begået en række ulovligheder i skattesagen for Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock... Hvis ikke man som Folketing kan sige klart fra over for det, så står vi faktisk i en situation, hvor vi sender et signal til kommende og nuværende ministre om, at man bare kan køre løs."

    De store nyhedsmedier synes aldrig rigtigt at have interesseret sig for den borgerlige fløjs accept, da blå blok tillod Claus Hjort Frederiksen at fortsætte til at blive finansminister. Det er stadig et åbent og kritisk spørgsmål, hvorfor TV2 og DR i sin tid lod være med at forfølge Tynells afsløringer i de almindelige tv-nyhedsudsendelser i prime time. Med det resultat, at mange borgere den dag i dag er ganske uvidende om Claus Hjorts udemokratiske adfærd. Hvorfor lod I være? Hvor længe skal vi fortsætte med at lade som om det ikke skete? Det er faktisk en udemokratisk 'dækning' af et helt afgørende public service emne. Der er ingen tvivl om, at Danmarks Radios og TV2s 'dækning' af Claus Hjorts utrolige katalog af udemokratisk adfærd er en endog væsentlig grund til, at han så let kunne fortsætte som minister.

    Et demokratisk problem
    Sandheden er, at vi ikke aner, hvad vi er gået glip af i relation til kritisk demokratisk oplysning om den daværende borgerlige regerings udfoldelser. For i de ti år formåede regeringen at kontrollere såvel hvilke journalister, de mødtes med som de spørgsmål, de svarede på. Og den grundlæggende logik med hensyn til løgne og fortielser er som bekendt, at den ene løgn kræver endnu flere. Løkkes regeringsførelse tvang dem givetvis ud i stadig mere kontrol og manipulation.

    Men tilbage til Venstres tilgang til medier og journalister. For den mest magtfulde og problematiske måde at manipulere på handler netop om at sørge for, at der slet ikke er noget at kunne afsløre. Hvordan kan et politisk parti som Venstre sørge for det? Ja, de kan lægge pres på medier og journalister og nægte at svare på andre spørgsmål, end dem som de selv ønsker at svare på. Presset kan så bestå i, at partiets folk simpelthen nægter at stille op til interviews. Hvis journalisten ikke accepterer denne ’aftale’, så har hun (meget) mere vanskeligt at arbejde med området. Der er ingen tvivl om, at dette var en meget brugt metode fra Venstres side da de sad i regering. Det var netop for at udstille denne problematik, at DRs nyhedschef Ulrik Haagerup i 2010 besluttede at vise det senere så omdiskuterede klip med en yderst ophidset Bertel Haarder, der gik endog meget hårdt til en journalist. Haarder var også på dette tidspunkt minister, og klippet hvor han angriber journalisten for at stille spørgsmål, som Haarder ikke var forberedt på, udstiller bedre end noget andet, hvad det er for et pres, magtfulde politikere kan udøve. Selvom det vel ikke rigtigt lykkedes for Danmarks Radio at komme igennem medielandskabet med denne pointe, så var det ikke desto mindre Haagerups eksplicitte begrundelse for at vise klippet, at det skulle illustrere det pres, som medier og journalister er underlagt fra politikernes side.

    Klippet viser da også klart, at journalisten der skal samarbejde med den daværende regering ikke er fri til at oplyse men er underlagt ministerens ønsker om, hvad der skal tales om. Haarders trussel om ikke at ville tale med journalisten i fremtiden, samt journalistens vedholdende bestræbelse på at redde et fortsat samarbejde med en rasende minister viste, at regeringen anså det for helt legitimt at kontrollere journalisten. Men da det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at forestille sig, at DR med en særlig public service forpligtelse ikke interviewer regeringens ministre, er de praktisk talt nødt til at ’samarbejde’ på disse præmisser.

    Episoden illustrerer det afgørende politisk-journalistiske demokratiske problem, at den siddende regering arbejdede ud fra den demokratiske vildfarelse, at det er ministre og spindoktorer, der afgør, hvad der skal tales om, når de mødes med journalister. Der er tale om en uhyrlig demokratisk vildfarelse, som Venstre dengang tog for givet. Vildfarelsens utvivlsomme karakter forklarer Haarders raseri. Mens det er regeringens magtmisbrug, der forklarer journalisters nærmest tvungne medvirken i problemet.

    Fri presse
    Alligevel indeholder episoden en journalistisk selvkritik. For den illustrerer det generelle som et ’samarbejde’ mellem politiker, spindoktor og journalist ud fra et fast censurerende arbejdsmønster. Journalisten forsvarer sig over for Haarder med, at han faktisk havde levet op til de uformelle regler og havde aftalt alle spørgsmål med Haarders spindoktor inden mødet. Problemet var blot, at Haarder i dette tilfælde ikke var forberedt på de aftalte spørgsmål. Den fejl formentlig kombineret med træthed gjorde, at kæden hoppede af i det normalt intimt aftalte samarbejde mellem politiker og journalist. Klippet er ikke et kønt syn. Ikke så meget, fordi Haarder eksploderer men langt mere fordi det viser, hvordan journalisten går til ministeren med spørgsmål, han på forhånd har aftalt med ministerens spindoktor. Klippet udstiller en dyb afhængighed, der er det logiske resultat af den daværende regerings tvangsmæssige magtudøvelse over for journalister. Episoden illustrerer derfor også journalistens afmagt, hvor han selv i et urimeligt verbalt overfald er nødt til at gøre ministeren tilfreds for at bevare håbet om at kunne opretholde samarbejdet fremover. Spillet blotlægges fuldstændig, da journalisten appellerer til den forurettede minister med, at han faktisk havde levet op til spillereglerne med aftalte spørgsmål mv. Kort sagt: Løkkes regering kontrollerede det journalistiske arbejde på DR.

    Når en minister truer med at opsige samarbejdet, når han stilles kritiske spørgsmål, så ser vi samarbejdspræmisser, der ikke er et demokrati værdigt. ’Samarbejdets’ karakter betød, at journalisterne var kontrolleret i en grad, så de kun kunne stille de spørgsmål, som minister og spindoktor ville acceptere. Hvis de ikke gik med til det, så var der intet interview. Dermed var alle kritiske spørgsmål mere eller mindre systematisk og magtfuldt udelukket. Derfor må man forstå DR's visning af episoden som et vigtigt demokratisk nødråb. Det yder derfor ikke problematikken retfærdighed, hvis man nøjes med at kritisere journalisterne for at acceptere disse illegitime ’spilleregler’. På den måde overmales problemets magtfulde rod, nemlig den illegitime magtudfoldelse som regeringen benyttede i kontrollen af pressen. Der var og er tale om en form for magtmisbrug, som reelt betød, at vi ikke havde en fri presse under Løkkes sidste regering. Den daværende Venstreregerings magtfuldkommenhed havde simpelthen skabt historisk uholdbare ’samarbejdsaftaler’, der reelt umuliggjorde uafhængig politisk journalistik helt ind i det licensbaserede og uafhængige DR. Regeringen udnyttede kort sagt sin magt til at reducere DR’s public service forpligtelse til et spørgsmål om at være talerør for den siddende regering. Sådan nærmest i Nordkoreansk stil. Hvis Kim Il Jong og hans nærmeste medarbejdere havde besøgt Løkkes regering i sin tid, så ville de have bifaldt, hvordan regeringen sørgede for, at journalisterne rettede alt ind, så det præsenteredes så fint som muligt.

    Medierne i lommen på Løkke?
    Nu har jeg nævnt en række eksempler på ledende Venstre folk, der lyver, truer og kontrollerer medier mv. og som reagerer nærmest uciviliseret, hvis en journalist stiller andre kritiske spørgsmål. Vi ser et mønster, hvor Venstre konsekvent og magtfuldt sørger for at begrænse al kritisk oplysning om Venstre. Og det er i øvrigt også tidligere lykkedes for Løkke at få slettet et indslag på TV2, hvor han blev rasende. I et andet tilfælde hvor Løkke blev rasende på en journalist på Deadline, der stillede nogle kritiske spørgsmål, blev den pågældende journalist Anja Bo på mistænkelig vis - i hvert fald set udefra - fyret få måneder efter. Tilsvarende er det et åbent spørgsmål, hvorfor DR valgte at fyre Niels Lindvig, en af de absolut største journalistiske kapaciteter i landet, hvis det da ikke også handlede om en rent højredrejet politisk motiveret fyring.

    Det seneste eksempel med Lars Løkkes raserianfald mod visse kritiske spørgsmål på TV2 er derfor helt symptomatisk for Venstres magtfuldkommenhed over for pressen. Og dermed borgerne. Eksemplet viser – igen - i hvor høj grad Venstre har fået indflydelse på medierne, især TV2. Igen lykkedes det Løkke at få TV2 til at undlade at stille ham visse kritiske spørgsmål og (igen) efterfølgende at få dem til at slette den fil, der viser det raserianfald, der medførte, at TV2 undlod at stille ham spørgsmålene. Ligesom i Nordkorea er den kritiske nutid på TV2 den dag med kritiske spørgsmål til Løkke simpelthen slettet. Der er ikke nogen optagelse af det skete. Det skete ikke. Selvom det skete. Tiden den dag på TV2 er blevet slettet. De danske borgere ville aldrig have haft mulighed for at forstå, at de var blevet snydt ift. de spørgsmål, som seerne havde bedt om svar på, men som aldrig blev stillet. Ligesom de aldrig ville have hørt om Løkkes raseriudbrud, hvis ikke andre medier havde ageret anderledes kritisk og oplysende end TV2.

    Alligevel går TV2s nyhedschef Michael Dyrby ud efter den seneste skandale og forklarer, at det var en fejl at slette spørgsmålene og filen med Løkke, samtidig med at han på helt fantastisk vis erklærer, at TV2 ikke har mistet troværdighed. TV2 er sandelig underholdende. Men sagen udstiller på alvorlig vis den indflydelse, Venstre har på TV2, når det gælder om at præsentere partiet Venstre finest muligt, sådan ’North Corean Style’. Jeg skal ikke gå ind på de mulige sager, hvor TV2 kan have haft til formål at stille Venstres politiske modstandere i et dårligt lys. Ej heller de udsendelser TV2 har bragt i valgkampen, der bogstaveligt talt synes at være som skabt til at føre Venstres politik finest muligt frem.

    TV2 rekrutterer venstre-folk
    I stedet skal jeg gå direkte til problemets rod og fokusere på et forhold af helt principiel kritisabel karakter, ikke mindst, da der er tale om en delvist licensfinansieret tv-kanal. For det er oplagt ikke nogen tilfældighed, at Løkke i så høj grad kunne påvirke netop TV2s redaktionelle beslutningsproces. Man behøver blot at søge på Michael Dyrby, TV2s nyhedschefs navn på Wikipedia for at se, at man målrettet har arbejdet på at ansætte stærkt ’Venstre-orienterede’ folk på de afgørende positioner på TV2. Dyrby er som bekendt navnet på den chef på TV2, der både gik med til at undlade de kritiske spørgsmål og senere tog beslutningen om at slette filen med Løkkes raseriudbrud. Her en kort opsummering af indholdet på Wikipedia under navnet Michael Dyrby:

    ”(…) Allerede i 1991 blev han [Michael Dyrby] ansat på TV 2/Østjylland, hvor han blev redaktionschef og souschef. I 1994 blev han ansat på TV 2 Nyhederne som redaktionssekretær, siden blev han redaktionschef og var fra 1997 til 2003 souschef. Han var bl.a. med til opbygge TV 2's morgenflade, Go' morgen Danmark og Morgennyhederne i 1996. I 2002 blev han konstitueret i stillingen som nyhedschef, da Jens Gaardbo forlod TV 2. Michael Dyrby blev udnævnt til nyhedschef i januar 2003. Siden maj 2010 har han været nyhedsdirektør og medlem af TV 2's direktion. Frem til Jacob Nybroes udnævnelse til nyhedschef i august samme år bestred han begge stillinger.

    Michael Dyrby har ansat Ulla Østergaard som politisk redaktør på TV2 News. Ulla Østergaard er tidligere personlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen og gift med Peter Arnfeldt. Peter Arnfeldt er tidligere personlig rådgiver for tidligere skatteminister, Troels Lund Poulsen fra Venstre. Michael Dyrby har ligeledes ansat Henrik Quortrup som politisk reporter/redaktør. Henrik Qvortrup har en fortid som personlig rådgiver for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fra Venstre. Michael Dyrby har ansat Anders Langballe som politisk reporter/redaktør. Anders Langballe har en fortid som landskasserer og fremtrædende medlem af Venstres Ungdom.”

    Alene af denne halvside på Wikipedia om Dyrby fremgår det, at TV2 i de forløbne år systematisk har rekrutteret stærkt profilerede Venstre-folk til nøglepositioner i TV2s politiske nyhedsformidling. At der er tale om en oplysningsnedbrydende og fordummende strategi, der bør give anledning til hævede øjenbryn uanset ens politiske observans, generer åbenbart ikke Venstre, der synes at leve efter parolen: Det er langt vigtigere at få ret end at have ret. Det generer åbenbart heller ikke ledelsen på TV2. Men det er dybt problematisk og udemokratisk. Om ikke andet så fordi vi lever i et demokrati, hvor borgerne har ret til fri oplysning og frie valg. Og det er altså ensbetydende med en frit oplyst virkelighed, der en betingelse for oplyste valg om alt fra viden om fødevarer og fordele og ulemper ved organisering af private versus offentlige sygehuse til valg af politiske kandidater.

    Desuden er det i sidste ende umuligt at skabe en fornuftig samfundsudvikling, hvis den politiske oplysning kontrolleres af ideologisk ukritiske manipulatorer. Se blot på Nordkoreas politiske udvikling. Når et væsentligt medie som TV2 systematisk reducerer og skævvrider oplysningen af bestemte sociale forhold og/eller politikere, så undergraver de borgernes frihed. Mere kritisk kan man sige, at TV2 og Venstres (baglands) strategi med at besætte ledende poster i samfundet med folk med bestemt politisk-ideologisk observans, så man kan styre folks viden og oplysning, er en almindelig kendt fascistisk strategi. Ud fra en kynisk betragtning er det komisk, at TV2s adfærd og rekrutteringsmønster så let lader sig optrevle. Måske viser det både, hvor lidt intelligente og magtfuldkomne både Venstre og TV2 er, når de så åbenlyst rekrutterer kendte Venstre-folk, der umiddelbart kan genkendes på en enkel søgning på Wikipedia.

    En sort dag for demokratiet
    Det påtrængende spørgsmål er derfor, om der mon er nogen… i dette land, der har fantasi til at forestille sig, hvor langt Venstre vil gå i deres kontrol med og manipulation af medierne, hvis de vinder valget? Det er måske et af de mest afgørende spørgsmål for dagens valg. Også fordi der under alle omstændigheder er grund til at antage, at Venstres og Venstres baglands magt over de danske medier vil øges i de kommende år. I et medielandskab hvor ’tænketanken’ CEPOS og en finansiel stærk aktør som Saxo Bank trænger sig mere og mere på med diverse former for politisk propaganda. Og det i en verden, hvor medierne i andre lande har vist sig at kunne udvikle sig til det hæmningsløst korrupte. Men man behøver ikke nøjes med at gisne om, hvad der kan ske i det danske medielandskab de næste fire år, hvis Venstre får regeringsmagten. De slap afsted med meget lidt demokratiske metoder sidst, de sad i regering. Siden har de solidt infiltreret sig i TV2. Og det er de samme folk, der sidder i partiledelsen i dag. Der er ingen grund til at tro, at de vil arbejde mere demokratisk denne gang. Slet ikke…

    Så vil man indvende, at denne artikel er et partsindlæg mod Venstre. Det er ikke sandt. Der er tale om objektiv oplysning til borgerne om kritiske forhold i deres samfund – om vores licensbaserede pulic service tv-kanaler, særligt TV2 og om den moralske habitus hos ledelsen i et ledende politisk parti. Alle påstande i teksten kan tjekkes. Hvem synes, at den danske befolkning kan være tjent med at undertrykke sådanne kritisk fakta? Har folk ikke krav på at vide sådanne ting? Inden de stemmer? Kan Venstre ikke holde til at blive oplyst? Sandheden er stik modsat, at hvis oplysningerne her ikke støttes i at blive trykt, så politiserer man ved at undertrykke vigtige sandheder om TV2 og Venstre. Alle journalister bør under alle omstændigheder arbejde på at oplyse og punktere Venstres barnagtige luftkastel om at ville bestemme, hvad de skal spørges om og hvordan. Det er af afgørende vigtighed for vort fremtidige demokrati og for at kunne bevare muligheden for at bedrive fri, seriøs og uafhængig journalistik.