Jarl Cordua: Er Kristian Jensen i gang med et ideologisk brandudsalg?

Venstres kronprins, finansminister Kristian Jensen, har i løbet af sommeren skabt røre i det borgerlige Danmark med et par udtalelser til to fremtrædende borgerlige dagblade, hvor man kun kan få indtryk af, at regeringspartiet Venstre ikke længere vil kæmpe for hverken skattelettelser eller for nulvækst i de offentlige udgifter.

Borgerlige lederskribenter og andre står derfor nu i kø for at stemple Venstres næstformand som en socialdemokrat, der nu holder brandudsalg af værdierne. Samtidig fornemmer man en tilfredshed med udmeldingerne i regeringens store støtteparti, Dansk Folkeparti.

Men hvor dybt stikker denne melding? Er der tale om et kursskifte? Og er det lokumskolde kalkulerede meldinger, der bunder i en eller anden langsigtet strategi, der skal gøre Kristian Jensen mere spiselig som statsministerkandidat hos DF?

Også på Christiansborg er det en udbredt holdning, at hver gang politikere åbner munden, så er budskaberne altid i forvejen målt af på en guldvægt, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Der er jo tale om professionelle politikere omgivet af en stab af rådgivere, der kan hjælpe dem med at pudse strategien af, hvad de skal sige til journalisterne osv.

At det, politikerne siger, altid er velovervejet i mindste detalje, er overdrevet. Men derfor kan udtalelser, selv i bisætninger, sagtens sætte sindene i kog i den politiske diskussion.

Jarl Cordua

Forestillingen om, at politikere kan sige noget uoverlagt i en bisætning, der så overskygger det, som ellers skulle være den dominerende fortælling, ja, den abonnerer man ikke rigtig på. Det, politikerne siger, har altid en hensigt. Det må de stå på mål for. Det sidste kan ingen være i tvivl om, men at det, politikerne siger, altid er velovervejet i mindste detalje, er overdrevet. Men derfor kan udtalelser, selv i bisætninger, sagtens sætte sindene i kog i den politiske diskussion.

For eksempel bad Berlingske for nylig Kristian Jensen om et interview i anledningen af treårsdagen for Lars Løkkes tale om de ”fire pejlemærker”. Det var således ikke finansministeren selv, der bad om at komme i medierne med ”en særlig udtalelse om skat”. Som alle gode journalister fandt Berlingskes dog historien, da Jensen undervejs fik sagt, at Venstre ikke ville gå til valg på lavere skatter:

Men hvis nu Kristian Jensen slet ikke oprindeligt har haft en forkromet plan om at lancere sig selv som Fogh nr. 2, hvor man folder de store ideologiske faner sammen, mens man lyder som et ekko af Socialdemokratiet, hvad betyder så disse meldinger?

Jarl Cordua

”Vores udgangspunkt i Venstre har siden 2001 været et skattestop. Udgangspunktet har været, at vi lover det, vi kan være sikre på at holde. Vi kan holde skatterne i ro og sørge for, at de ikke bliver sat op. Hvis der bliver mulighed for at sænke dem efterfølgende, synes vi, det er positivt,” siger Kristian Jensen og tilføjer: ”Men jeg kan hverken sidde her eller senere og love, at vi har en bestemt plan for skattelettelser”.

Hvad er essensen af det? Har Venstre forladt ambitionen om skattelettelser? Næh. Men de vil ikke love dem i en valgkamp. Er de så blevet socialdemokrater? Tjah, i nogens øjne måske. Hvad betyder det? Formentlig at Venstre ikke vil bruge sit krudt under en valgkamp på at argumentere for yderligere skattesænkninger. Det overlader så banen til LA og K.

Og så vil Venstre ”forventningsafstemme” i forhold til vælgerne. Der findes nemlig et andet regeringsparti, LA, der under forrige valgkamp og i hele valgperioden har lovet skattelettelser i et omfang, som partiet ellers ikke siden kunne levere ved forhandlingsbordet. Faktisk er LA løbet ind i den ene ydmygelse efter den anden, når de ramlede ind i den politiske virkelighed. Den position overlader Venstre åbenbart gerne til LA. Det kan man også fornemme i samme interview:

“Det, der er væsentligt for os, er, at vi giver danskerne et troværdigt parti at stemme på. Et parti, som ikke oversælger løfterne på forhånd. Jeg tror, danskerne er trætte af partier, som lover meget og leverer lidt. Derfor bliver vores tilgang at se på, hvad vi kan love,” siger Kristian Jensen, der samtidig bemærker, at ”vi er jo et parti, der ønsker lavere skat: Det står også i vores principprogram”.

Den udtalelse kan kun tolkes som en udstilling eller nærmest en hån af rivalerne i LA's strategi, som alle kunne se, led et gevaldigt skibbrud sidste år ved juletid, hvor Samuelsen og co. som pryglede køtere stod ydmygede tilbage, da DF ikke veg én tomme for LA's trusler. En lev eller dø-strategi, som de storskrydende LA'ere på utallige vælgermøder ellers havde sagt, at de ville følge, lige indtil at de drog deres sidste suk.

Jyllands-Posten havde også før sommerferien udbedt sig et portrætinterview med Kristian Jensen, og der hæftede de gode journalister sig ved en anden detalje i interviewet, som altså finansministeren heller ikke ved den lejlighed havde taget initiativ til. Den handlede om væksten i de offentlige udgifter, og her var ”krogen”, at Jensen skulle forholde sig til Løkkes seks år gamle udtalelser om, at ”udgangspunktet for Venstre i regering er et offentligt udgiftsstop”.

Men her sagde finansministeren: ”De næste ti år ud i fremtiden, mener jeg, at den offentlige sektor skal have en gradvis vækst”.

I forhold til Løkkes udtalelser for seks år siden på et V-landsmøde, hvor partiet var i opposition, er der bestemt en forskel i forhold til det, som Jensen siger i dag. 

Men det kan næppe være særligt opsigtsvækkende. For i regeringsgrundlaget, som JP også selv gengav i artiklen står: ”Realvækst i det offentlige forbrug på i udgangspunkt 0,3 procent om året.”

Det lyder som ”gradvis vækst” og er i øvrigt på ingen måde en historisk opsigtsvækkende vækst i de offentlige udgifter.

Med andre ord: Finansministeren forsvarer regeringens økonomiske politik. Ikke just breaking news. (Måske lige bortset fra for de journalister, der ikke har opdaget det).

I samme artikel kritiserer finansordfører Joachim B. Olsen fra regeringspartiet LA Venstres næstformand, eller er det LA's egen finansminister?

”Det er ærgerligt, at et liberalt, borgerligt parti er af den opfattelse, at en af verdens største offentlige sektorer ikke kan blive mindre.”

Og videre hedder det: ”Det er meget dovent, at de forenede socialdemokratier i dansk politik kun kan forestille sig, at den offentlige sektor vokser.”

Men det er vel en kritik, som Olsen egentlig også bør rette til sine partifæller i regeringen? At de mangler fantasi, er dovne og er en del af ”de forenede socialdemokratier”. Det bliver spændende at se, om de kan overbevise DF om at føre en anden politik inde ved forhandlingsbordet, når LA ikke engang kan overbevise sine egne partifæller i regeringen.

Men hvis nu Kristian Jensen slet ikke oprindeligt har haft en forkromet plan om at lancere sig selv som Fogh nr. 2, hvor man folder de store ideologiske faner sammen, mens man lyder som et ekko af Socialdemokratiet, hvad betyder så disse meldinger?

Ja, det har – uanset hensigten - muligvis købt ham lidt mere goodwill hos DF, som har taget godt imod meldingerne. Alle ved, at DF's støtte til en V-ledet regering efter næste valg står og falder med, at Lars Løkke skal stå i spidsen for den. Støtten er ikke bundet op på Kristian Jensen som eventuel ny V-formand. Om udtalelserne får betydning forud for de kommende finanslovsforhandlinger, er umuligt at sige, men skade har de vel ikke gjort. I det hele taget forventer ingen, at finanslovsforslaget rummer selv de mindste torne, der kan udløse, at DF går i baglås undervejs.

Når Jensen ikke vil love skattelettelser i valgkampen, så er der naturligvis andre, der vil. Og derfor er det selvsagt kunstig åndedræt til LA, der kæmper med vigende meningsmålinger og synlig faldende gejst i partiet. LA er ikke helt det samme vinderhold som tidligere.

Måske var det også netop den åbning, som Konservatives leder, justitsminister Søren Pape så, da han i går i Berlingske fik skabt det indtryk, at K hellere vil ”prioritere” andre dagsordener end miljø og klima:

”Vi har en tro på, at vores holdninger til miljø og klima sidder godt fast i de borgerlige vælgere, for hvem det er vigtigt. Der skal vi ikke bruge vores kræfter. For andre borgerlige vælgere er det her bestemt ikke et 'top-of-mind'-emne,” lød det fra Pape.

I stedet skal hovedfokus for K være lavere skatter og bedre vilkår for erhvervslivet, fremgik det af artiklen. Altså mere klassiske konservative mærkesager.

Hvad betyder det? Har K ændret miljø- og klimapolitik? Næh. Faktisk slet ikke. Hvad handler det så om? At K hellere vil bruge sin sendetid i medierne under valgkampen på emner, som vil få nye vælgere til at vælge liste C. De kommer stort set alle sammen fra LA og V, og her fylder skat og erhvervsliv – stadigvæk – mere end miljø og klima.

Hvad er fejlen her? Det er, at en partiformand skal lade være med at give interviews om valgkampstrategi, men i stedet tale om de emner, som han er optaget af. Tekniske prioriteter om emnernes rangordning i en valgkamp bør man nok overlade til en underordnet funktionær at udtale sig om. Kommer nogen så til at udtale sig lidt uheldigt i den anledning, så kan partiformanden altid senere korrigere kursen.

Nu skal partiformanden forklare partiets miljøfolk, blandt dem tidligere minister Connie Hedegaard, hvorfor partiet alligevel ikke har ændret kurs. Det er ikke en katastrofe, men det er langtfra særligt overbevisende politisk kommunikation.

Hvad kan man udlede af alt det? At valget er så tæt på, at regeringspartierne – hver for sig – er ved at positionere sig og er bemærkelsesværdigt åbne i pressen om deres overvejelser vedrørende strategi og temaer frem mod næste valg.

Samtidig er det en tyk understregning af, at regeringspartiernes politiske kommunikation ikke er særlig professionel styret, men er overladt til mennesker, der tillader sig at begå fejl. Og at blive overfortolket. Nogle gange ud i det absurde.

Det er sikkert meget godt.

------------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.