Jarl Cordua: Gravtale over LA's forhandlingstaktik

I en forhandling er din styrkeposition helt afgørende. Man skulle tro, at det var en banal kendsgerning, alle politikere – og vælgere – accepterede, men sådan er det ikke. Det er derfor, vi igennem de seneste år har oplevet først SF og siden Liberal Alliance blive totalt ydmyget af stærkere forhandlingspartnere, der ikke gav unødige indrømmelser ved bordet.

Det skal sikkert ikke i fremtiden holde nye politikere fra at forsøge at bilde vælgerne ind, at der findes en hemmelig formel inde ved forhandlingsbordet, som kan lirke en Margrethe Vestager eller Kristian Thulesen Dahl op, så de giver væsentlige indrømmelser alene som følge af de gode argumenters overbevisningskraft hinsides de afgørende mandaters styrkeposition.  

Vi har også nu til fulde set, at trusler i stil med ”jeg holder vejret, lige indtil du giver dig” eller at ”jeg kravler op i træet og nægter at komme ned, indtil jeg får min vilje” heller ikke tjener andre formål end i sidste ende at udstille netop den, der fremsiger truslen, som totalt ydmyget og med mistet troværdighed.

Det skal dog næppe afholde vælgere fra at søge mod andre partier, der vil forsikre dem om, at netop de vogter over den hellige gral, der kan bryde de 90 mandaters jernlov. 

Havde LA været et normalt parti og ikke en bevægelse, der til tider minder mere om en politisk sekt, så var tiden for længst kommet dertil, at en ny leder af partiet med knapt så mange skår i troværdigheden måtte overtage tøjlerne.

Jarl Cordua

Den hidtidige indehaver af denne hemmelige gral var indtil i går LA-lederen Anders Samuelsen, der dog på et pressemøde måtte indrømme, at han altså heller ikke var i besiddelse af gralens magiske kraft, der efter sigende uden videre overbeviser modstanderne af ”historiske skattelettelser” i DF, at det også for dem er den helt rigtige politik.

Omvendt så vi et skoleeksempel på, hvordan DF forhandler ud fra deres velfunderede styrkeposition: De ville fra starten have opsplittet forhandlingerne om skat fra finansloven. Det skete forrige fredag, da regeringen præsenterede en finanslovsaftale, og i går accepterede LA så – efter 10 dage, hvor regeringens liv var i limbo – med endnu et stort prestigetab og en ydmygelse i den efterhånden lange række af ydmygelser at stemme for deres egen finanslov. En anden beslutning ville også have ført til en ret enestående og nok også for vores efterkommere uforklarlig politisk krise.

Enhver ydmygelse af LA er i virkeligheden en sejr for DF. 

Jarl Cordua

Henset til, hvad daværende SF-formand Villy Søvndal måtte acceptere på vegne af SF i SRSF-regeringen ved kun at være halvt så høj i hatten som hans nuværende efterfølger som udenrigsminister, så er spørgsmålet, hvor meget yderligere Anders Samuelsens troværdighed kan tåle at blive hakket i stykker, før han i stil med Søvndal må drage konsekvensen og forlade posten som leder af LA?

Havde LA været et normalt parti og ikke en bevægelse, der til tider minder mere om en politisk sekt, så var tiden for længst kommet dertil, at en ny leder af partiet med knapt så mange skår i troværdigheden måtte overtage tøjlerne.

Tiden er kommet til, at LA må gøre op med sig selv, om offentligheden kan klare flere stålsatte øjne, der for andet år i træk insisterer på ”skattelettelser til jul” uden hold i den politiske virkelighed. Øvelser, der altså hidtil kun er mundet ud i at gøre LA komplet til grin – ikke mindst hos egne vælgere – og som totalt overskygger de politiske indrømmelser, som partiet faktisk har fået i kraft af finansloven. 

Nu venter yderligere forhandlinger efter nytår om skattelettelser og flygtningestramninger. Her er spørgsmålet, om LA kan bruge deres styrkeposition til at forhandle skattelettelser hjem mod at give indrømmelser til DF på flygtningeområdet. Det ser mildest talt svært ud.

Problemet for regeringen er, at DF – i modsætning til tidligere – egentlig har det udmærket med ikke at få deres udlændingepolitik gennemført. Hidtil har de i al fald signaleret en påfaldende manglende interesse for at komme regeringen i møde på området, sådan at man kunne lave den brede forkromede aftale om både flygtninge- og skattelettelser, som Anders Samuelsen i går hævdede, at regeringschefen med det sagnomspundne store forhandlingstalent, Lars Løkke Rasmussen, hele tiden har stillet LA i sigte.

For hvad sker der, hvis DF ikke får lavet et ”paradigmeskifte” med yderligere flygtningestramninger, der sender de midlertidige asylansøgere og deres snart sammenførte familier hjem? Ja, Kristian Thulesen Dahl vil kunne give regeringen hele ansvaret for, at det ikke kunne lade sig gøre og henvise til, at DF skam selv har leveret kontante forslag, der dog sidenhen bare er blevet hældt ned ad brættet af regeringen og dens jurister begrundet i, at Danmark er forpligtet af diverse konventioner, som regeringer i fordums tid har underskrevet. Med DF's ord: Regeringen vil ikke.

Det er bestemt ikke nogen skidt position for DF her et lille års tid, inden danskerne skal til folketingsvalg. Det er heller ikke dårligt for partiet, at vi måske hele januar og februar skal fortsætte med at tale flygtningestramninger og DF's politik, hvor det til sidst står klart, at regeringen ikke kan levere det, som DF ønsker. Det skaber formentlig en mindre platform for det konkurrerende parti Nye Borgerlige, der ellers kunne hævde, at DF slet ikke har presset regeringen nok til at føre den nødvendige stramme udlændingepolitik, som de mener, at der er brug for. Tilbage er kun at vælte den. Og hvad er egentlig pointen i at stemme Nye Borgerlige i Folketinget, hvis der kun er tilbage, at den skal vælte en borgerlig regering?

DF er med andre ord måske slet ikke interesseret i at indgå en større aftale om flygtningestramninger, som man sidenhen slipper for at forsvare? Det passer sikkert DF fint, hvis de allerede nu er slået ind på en strategisk kurs, der handler om at stemmemaksimere frem mod valget.

I så fald eroderes LA's og regeringens forhandlingsposition yderligere, og gør det svært for dem at betinge sig, at stramninger på flygtningeområdet nødvendigvis må modsvares af indrømmelser på skatteområdet. For hvis DF i lyset af det dårlige kommunalvalg og vigende meningsmålinger ikke er interesseret i andet end at tage ansvar for det nødvendige og droppe alle upopulære beslutninger, så ligger det da lige for at sige nej til begge dele.

I går var statsministeren på sit pressemøde inde på netop det, da han talte om en ”skæbnesvanger skillevej, der kunne slå skår i det borgerlige samarbejde langt ind i fremtiden” og udtalte en vis ærgrelse over sammenkædningen af skattelettelser og udlændingestramninger, der kunne tolkes som en kritik af DF's ublu eller effektive forhandlingstaktik, om man vil, hvor indrømmelser til DF hele vejen blot er blevet fulgt af yderligere krav. Nogle krav kom endda meget sent i processen. Alligevel er der grænser for, hvad Løkke tør sige. Politiken kan for eksempel skrive i dag, at Løkke ikke engang i går på pressemødet turde udtale sig om sin personlige holdning til flygtningeintegrationsuddannelsen IGU – af frygt for at støde DF fra sig. 

Spørgsmålet er, om DF helt har opgivet at støtte VKLA-regeringen og derfor bare lader den sejle i sin egen sø frem mod folketingvalget? Man har nok ikke helt truffet beslutningen endnu, men forløbet under forhandlingerne i år tyder på, at DF fortsætter krigen mod LA, hvor det tilsyneladende bare gælder om for Thulesen Dahl at give partiet så få indrømmelser som muligt. Med andre ord: Enhver ydmygelse af LA er i virkeligheden en sejr for DF. 

Efter pressemødet, som Samuelsen holdt i går, kunne det tyde på, at LA nu vil sadle om og indstille sig på at forfølge den samme ydmyge politiske tilgang til DF, som VK praktiserer, der indebærer, at man skruer ned for armbevægelserne, den selvsikre retorik og ikke mindst festligholdelserne over både realiserede og ikke-realiserede politiske gevinster. 

Men dermed kommer LA til at ligne de to søsterpartier V og K, og så melder spørgsmålet sig: Hvad skal vi så med LA? Hvad er partiets eksistensberettigelse, når man mener og siger omtrent det samme og snart også forhandler på helt samme måde?

Alle læserne ønskes en rigtig glædelig jul.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.