Jarl Cordua: Hvilken statsminister får man ved at stemme DF?

1970'erne var på mange måder et gyldent årti for den politiske journalistik, med ustabile alliancer og med folketingsvalg hvert andet år.

Det var også deromkring, at jeg selv blev interesseret i at se valgudsendelser, hvor især DR-journalisterne blandt andet fik tiden til at gå med ”bogstavleg”, hvor de satte partibogstaver sammen i alle mulige og umulige konstellationer. Det var, før ”rød” og ”blå” blok var opfundet. Fælles for dengang var dog, at De Radikales partibogstav B altid talte med i en eller anden bogstavkombination.

Hvis vi spoler tiden frem til det, der ligner en mulig ny udgave af 70’ernes bogstavleg efter et folketingsvalg, så er B blevet et bogstav, man vil vælge fra på forhånd, lidt ligesom det skete med DF's forløbere i Mogens Glistrups Fremskridtsparti.

DF er til gengæld ikke til at komme udenom i de bogstavskombinationer, som man forestiller sig kan udgøre et flertal, uanset om statsministerkandidaten hedder Lars Løkke eller Mette Frederiksen.

I politik ruster gammel ”kærlighed” ikke. For DF har igennem alle årene i dén grad levet ved sværdet. Det vil de utvivlsomt få at mærke i ministerstolene.

Jarl Cordua

I midten af 70’erne var det næsten kun Venstre og Socialdemokraternes formand, der var i spil som statsministerkandidat. Det ændrede sig dog i 80’erne, da den konservative Poul Schlüter pludselig overtog førstefødselsretten til de borgerliges krav på statsministerstolen fra Venstres Henning Christophersen.

Indtil videre har vi ikke hørt andre end menige DF’ere nævne Kristian Thulesen Dahl som statsministerkandidat. Ingen andre ser formanden for blå bloks største parti som statsminister.

Endelig rummer situationen også muligheder for De Radikale, der nu mere end nogen sinde kan fremstå som DF-antitesen hos moderate centrumorienterede vælgere.

Jarl Cordua

Dagen før vuggestuebørnenes nye mærkedag grundlovsdag meldte Socialdemokraternes formand ud, at S ikke går i regering med De Radikale efter et folketingsvalg, hvor vælgerne har stemt mindst 90 mandater ind i Folketinget. I klartekst: Vælgerne får en garanti om, at De Radikale får nul indflydelse på en ny S-regerings flygtninge- og udlændingepolitik.

De Radikale kan få indflydelse på en række andre områder, men flygtninge-og udlændingepolitikken skal føres med enten DF og/eller Venstre, forstår man på Mette Frederiksen, som messer sin nye punchline om, at ”S er på linje med befolkningen”.

Det var ikke uventet, men alligevel bestemt historisk, at en S-regering formelt opsiger sin 28 år gamle alliance med De Radikale. Af flere grunde.

For det første, fordi det vist er første gang, at det er sket på initiativ af Socialdemokraterne. Sædvanligvis er det De Radikale, der forlader S for at samarbejde med de borgerlige, som det skete i tresserne med Hilmar Baunsgaard og i firserne med Niels Helveg Petersen. Det ender dog altid med, at S – med tiden – vender tilbage til De Radikale for at genoptage alliancen.

Den nye situation er fremkaldt af, at S kan se, at de får skudt De Radikales flygtningepolitik i skoene helt frem til valget. Og hvis valget står imellem at kaste ”radikalt vraggods” overbord for at overbevise vælgere om, at Socialdemokraternes skifte i udlændingepolitikken er alvorligt ment eller at tabe valget på grund af denne usikkerhed, så er valget formentlig let set med S-ledelsens øjne.

Måske er der endda noget at vinde hos vælgerne ved at foretage dette strategiske skift i god tid, sådan at denne mesalliance ikke skygger for Socialdemokraternes budskaber i valgkampen? Det er der også brug for, for Socialdemokraterne står i stampe i meningsmålingerne med en vælgeropbakning lige omkring det forrige valgresultat.

Det kan næppe heller komme som noget stort chok for De Radikale, at dette strategiske skifte hos S var på vej. Der meldes om dårlig kemi mellem partilederne hos S og R. Og hos De Radikale har man selv flirtet med muligheden for endda at søge indflydelse gennem et pludseligt materialiserende fantomflertal under ledelse af Venstres kronprins, finansminister Kristian Jensen.

Problemet er imidlertid, at det er længe siden, at et centrum-borgerligt flertal uden om S og DF har ladet sig ane i horisonten. Ingen regner det for realistisk. Det er med andre ord tomme trusler.

Den radikale leder, Morten Østergaard, der faktisk p.t. har lidt medvind hos vælgerne, har reelt set kun valget mellem at acceptere Mette Frederiksen som statsminister for en S-mindretalsregering eller sige nej.

I det sidste tilfælde må man forstå på rygtebørsen på Christiansborg, at der foreligger en forståelse måske endda en ”hemmelig aftale” mellem Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl, at DF – ved et radikalt afbud – så træder til og holder Mette Frederiksen ved magten mod at få del i flygtninge-og udlændingepolitikken og velfærdspolitikken.

Derfor måtte der også løbe kold vand ned ad ryggen på de borgerlige, der læste SR-alliancens opløsning som et tegn på yderligere forbrødring mellem DF og S.

Men så kom der en anden melding hen på eftermiddagen grundlovsdag, hvor Thulesen Dahl nu gentog sin gamle tanke – eller krav, om man vil – om at DF vil i regering efter næste valg sammen med Venstre. Altså så længe, at statsministerkandidaten hedder Lars Løkke Rasmussen.

Så hvad er det for en alliance, som Thulesen Dahl er interesseret i? Eller hvilken alliance er det, DF-vælgerne kan se frem til efter næste valg? Går DF med de blå eller de røde, når dagen gryer?

Et sammenkog af Thulesen Dahls meldinger lyder sådan:

VLAK-regeringen er under alle omstændigheder historie efter næste valg. LA-ministrene kan i al fald godt pakke sammen, allerede når valgkampen officielt blæses i gang. DF støtter ikke endnu en regering med LA-ministre på bænkene.

Hvis der alligevel er et borgerligt flertal efter valget, så er DF – ligesom sidst – interesseret i at gå i regering med Venstre.

De Konservative er ikke helt på samme måde DF's prygelknabe. Men hvis der kommer et rødt flertal, så foreligger der en ny situation. Her kan man gætte på, at der foreligger en hemmelig aftale, hvor DF holder Frederiksen ved magten i en periode for at holde De Radikale ude.

For at det sidste skal kunne fungere, så skal DF og S satse på, at der er et flertal med SF, der på forhånd kan nedstemme et bredt mistillidsvotum. Spørgsmålet er også om Enhedslisten, når det kommer til stykket, vil stemme for et sådant mistillidsvotum.

Hvis det blå flertal alligevel skulle bestå efter valget, så gentager forhandlingsspillet sig fra 2015, hvor Løkke sætter sig for bordenden efter en dronningerunde, som vi må forstå på DF, kommer under alle omstændigheder.

Sidst opstillede V-formanden en række politiske krav, som DF ikke ville eller kunne honorere. Dengang og i dag er DF størst i blå blok. Det er man ikke ifølge meningsmålingerne efter et valg.

Hvis V igen er størst, giver det næppe Thulesen Dahl bedre kort på hånden, medmindre han undervejs truer Løkke med at støtte Mette Frederiksen i stedet, hvis ikke DF kommer i regering.

Alle ved, at Løkke vil gå meget langt for at fortsætte som statsminister, så vil han blinke først i det magtspil?

Men kan man forestille sig, at LA vil acceptere DF i en ny regering, lige efter at DF har blokeret for, at LA kan fortsætte i regeringen? Vil DF herefter kunne bruge netop LA's modstand mod DF's regeringsdeltagelse som argument for at skifte til Mette Frederiksen?

Hvor dybtfølt er egentlig Thulesen Dahls ønske om at komme i regering? Det vil betyde kompromiser dagen lang og stop for solomeldinger, der ikke er dækning for i regeringen.

Det vil være svært at fortænke især LA i som nyslået borgerligt oppositionsparti ikke at gå til stålet i forhold til DF-ministrene.

I politik ruster gammel ”kærlighed” ikke. For DF har igennem alle årene i den grad levet ved sværdet. Det vil de utvivlsomt få at mærke i ministerstolene, der i øvrigt også vil give Nye Borgerlige i Folketinget store muligheder for at fremstå som den ægte vare i forhold til DF, når det gælder udlændingepolitikken.

Alene af den grund så er det svært at tro på, at DF faktisk vil i regering. Selv om man hævder, at man både er klar til at gå i regering, ja, DF mener faktisk selv, at man kan kræve det, hvornår det skal være. Det er LA – som nævnt – næppe helt enig i.

Spørgsmålet er også, om K og Venstre kan se sig selv i regering med DF. Men når DF kan hævde dette krav, så kan de stive den kronisk ømme selvfølelse af i forhold til dem selv og baglandet, hvor man ser sig selv som et magtparti på linje med S og V. Man har bare til gode at bevise netop det.

Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister, enten fordi et rødt flertal alligevel ender med at pege på hende – eller – at DF efter nogle runder med Løkke – peger på Socialdemokraternes spidskandidat, så vil det under alle omstændigheder blive nogle ustabile år.

DF's loyalitet opleves af den nuværende regering ikke som voldsomt stor, så Mette Frederiksen skal nok ikke forvente, at hjerteligheden og en pludselig indtruffet trofasthed efter et valg varer ved.

Den varer erfaringsmæssigt kun frem til DF's næste krav om en ny udlændingestramning hinsides konventionerne.

Det bliver også spændende, at se om DF's overvejende borgerligt sindede vælgere vil være med hele vejen i Thulesen Dahls legen kispus med, hvem han i sidste ende peger på som statsministerkandidat.

Interessant bliver det også, om annulleringen af SR-ægteskabet får skarer af røde DF-vælgere til at søge i havn hos Mette Frederiksen?

Endelig rummer situationen også muligheder for De Radikale, der nu mere end nogen sinde kan fremstå som DF-antitesen hos moderate centrumorienterede vælgere, nu hvor S har besluttet sig for at omklamre DF ihjel. De Radikale skal nok skynde sig, inden LA griber den mulighed.

------------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.