Jarl Cordua: Tid til at pudse den indvandringskritiske profil op

KOMMENTAR: Socialdemokraternes nye asylpolitik optrapper flygtningestramningerne hen over den politiske midte og sætter en tyk streg under det opgør, som partiets yngre kræfter har taget med fortidens ”velkommen-politik” over for asylsøgere, skriver Jarl Cordua.

Flere meldinger i de seneste ugers tid viser med al tydelighed, at vi nærmer os et folketingsvalg, hvor det for partier og politikere vil lønne sig at have skåret deres politiske profil og budskaber til.

Tydeligst er Socialdemokraternes seneste politiske asyludspil, der handler om, hvordan de forestiller sig at man i fremtiden vil – og ikke bare kan – indrette et nyt asylsystem.

Idéen er i grove træk, at der sættes en stopper for muligheden for, at flygtninge kan opnå asyl i samme sekund, de sætter deres fødder på dansk jord.

Den analyse er Socialdemokraterne ikke ene om at have. Det har i nogen tid været politik i næsten alle blå partier – så længe de ikke har haft maset med at gøre det til virkelighed, mens de har regeringsmagten.

Men regeringsmagten, den har Socialdemokraterne – heldigvis for dem – ikke lige nu, så hvorfor ikke i god tid frontforkorte inden valget og stille de samme – af vælgerne meget efterspurgte varer – op på hylderne i udstillingsvinduet?

Det kan så godt være, at den ”demokratisk styrede” stat i Nordafrika, der vil lægge jord og administration til de ”FN-flygtningelejre”, som man må formode, Danmark og andre EU-lande skal finansiere, endnu ikke har åbenbaret sig.

Planen vil inden for få år blive til virkelighed, insisterer Socialdemokraterne, som moralsk dækker sig ind ved, at det nuværende system fører til, at tusindvis af afrikanere drukner i Middelhavet, mens man samtidig i sin ”gennemarbejdede plan” lover at følge op med en ”ny Marshallplan” for Afrika, så man forhindrer et eksodus fra kontinentet til Europa og Danmark.

Idéen med at investere massivt i Afrika er heller ikke ny. Det har politikere i både ind- og udland talt om i årevis, ikke mindst blandt de mest venstreorienterede, men også blandt borgerlige. Flere læsere kan sikkert huske, at Per Stig Møller som leder af Konservative internt i partiet mødte kritikere med det såkaldte ”negerhytteforedrag”, som efterhånden hang dem ud af halsen.

Der er mange ting i Socialdemokraternes nye asylpolitik, der i dag ser politisk urealistiske ud og bygger på forudsætninger, der ikke er til stede i dag. Men S har nok længe fornemmet, at hvis de skal have en realistisk chance for at danne regering næste gang, så skal de være i sync med holdningerne i den danske befolkning på dette område.

Og hvis afgørende vælgergrupper i befolkningen mener, at det er realistisk, at den danske regering, i kraft af noget viljestyrke, knofedt og ikke mindst en stor tegnebog, kan overbevise lande om, at de skal tage imod danske asylansøgere, så er det nok en god idé at have det forslag – realistisk eller ej – på hylderne.

Klog af skade har S fornuftigvis undladt at sælge forslaget som et egentligt valgløfte. I stedet er det noget, man vil arbejde på. Havde det været Løkke, så havde han sikkert kaldt forslaget en sigtelinje, på linje med da en amerikansk præsident lovede, at nationen skulle have en mand på månen inden for et årti.

Og hvis regeringen synes, at S skyder over målet med deres politik, så kan man kigge i det seneste regeringsgrundlag, hvor LA og K gjorde, hvad de kunne for at presse Løkke til at opgive princippet, der stod som reminiscenser af Foghs kontrakt, om ikke at love politik, som regeringen ikke med rimelig sandsynlighed kunne gennemføre.

Der står:
”Regeringen vil sammen med ligesindede europæiske partnere arbejde for et system, hvor man søger om asyl fra et tredjeland frem for ved de europæiske grænser.”

Vælgerne har altså nu et valg mellem en blå og en rød regering, der vil arbejde for omtrent det samme. Der er ikke sket meget i den nuværende regerings tid, så det kan jo være, at nogle vælgere mener, at Mette Frederiksen i statsministerstolen har større held med opgaven. Det kan S i det mindste håbe på.

Socialdemokraternes nye asylpolitik sætter i øvrigt en tyk streg under det opgør med fortidens ”velkommen-politik” over for asylsøgere, som flere af partiets ledende yngre politikere med stadig større troværdighed har taget.

Dels har man gravet Anker Jørgensens kritiske udtalelser frem, som i et moderne lys bliver opfattet som et tidligt opgør med 70'ernes og 80'ernes indvandringspolitik, der har til formål at gøre den nuværende politik mere grundfast med ursocialdemokratiske grundholdninger. Og ingen er bedre til det end netop Skt. Anker, som er blevet saligkåret hurtigere end den polske pave.

Glemt og borte er tilsyneladende, hvad Ole Espersen, Dorte Bennedsen, Svend Auken og måske endda Poul Nyrup tidligere har ment om flygtninge og ikke mindst Dansk Folkepartis politik, som S – og i øvrigt alle de blå partier – for længst har kalkeret. Der er vel kun retorikken til forskel.

S bliver nok allerede testet på, om de vil være med til stramninger, i al fald når det gælder det såkaldte maskeringsforbud, som også omfatter burka og niqab, som omtrent halvdelen af folketingsmedlemmerne fra regeringspartiet LA og en enkelt venstrekvinde, Eva Kjer Hansen, stemmer imod. Ifølge S kræver det en forhandling, før at det sker. Men det vil godt nok give skår i opfattelsen af S som strammere, hvis de i sidste ende stemmer forslaget ned.

For det mindretal, der mener noget andet vedrørende flygtninge og indvandrere, er der i al fald blevet færre tilbud.

De såkaldt anstændige borgerlige, som i modsætning til de uanstændige borgerlige fortsat er lidt bløde i udlændingepolitikken, har åndenød både i LA, V og K, og for dem har De Radikale været et for – radikalt – valg.

Hos Morten Østergaard har de kun udbudt den rene og uforfalskede vare, som man har kendt den, siden retsordfører Bernhard Baunsgaard fik forhandlet den – mange gange efterfølgende – bandlyste udlændingelov af 1983 hjem.

Det har i mange vælgeres øjne været en for bred flod at krydse. Måske indtil nu. For Radikales Morten Østergaard tilbyder – måske – et vadested, hvor flygtningeskeptiske borgerlige (som i stigende grad væmmes ved den stadig mere primitive bodegaretorik, der lyder fra landets fineste talerstol og andre politikere i blå partier, hvor enkelte endog fremhæver småborgerligheden som et slags skønhedsideal) kan komme tørskoet i land.

I al fald har Østergaard med indrykning af old-school helsidesannoncer i landets dagblade med et lidt kryptisk budskab og midlertidig flytning til landets mest berygtede indvandrerghetto tilsyneladende distanceret sig fra sit erkendte ”halalhippie-image”.

Spørgsmålet er dog, om der er realiteter bag retorikken om, at den radikale leder erkender, at antallet af flygtninge betyder noget. ”Gu skal vi ej lukke alle (flygtninge?) ind.” De Radikale vil heller ikke acceptere kvindeundertrykkelse, siger Østergaard, hvilket man må formode at partiet heller ikke vil forsvare.

Om det så ændrer partiets holdning til kommunal muslimsk kvindesvømning uden mænd i nærheden, skal så testes efterfølgende. Der er også en erkendelse af, at der er udsigt til en etnisk underklasse i et land, som er kendt for sin lighed, hvis altså ikke man får integrationen til at virke.

Spørgsmålet er, om der er tale om radikal frontforkortning i retorik, eller om man rent faktisk vil ændre politik. Måske er det en erkendelse af, at Radikale efter et valg ikke får megen indflydelse på en ny socialdemokratisk regering, hvis de insisterer på at udkæmpe for længst tabte slag.

Endelig har finansminister Kristian Jensen som den tredje i rækken forsøgt at gentegne billedet af ham selv over for vælgerne.

Venstrekronprinsen slås med et image, som hans forhandlingspartner og leder af støttepartiet DF, Kristian Thulesen Dahl, har haft stort held til at tegne af ham: At han er en naiv globaliseringsfreak, der ligesom Radikale slet ikke har øje for truslen fra den muslimske indvandring mv.

Alt handler bare om at sænke skatterne og øge arbejdsudbuddet. Og i øvrigt blev Jensen af DF’erne fremstillet som en håbløs amatør som forhandler i Finansministeriet, hvilket så var hovedårsagen til, at hele finansloven røg på gulvet til jul, fordi man på grund af den politisk tunghøre finansminister kom i bekneb med tid til at få forhandlet en aftale på plads. Det er man så kommet i denne uge med en mindre skatteaftale, hvor indkomstskatten sænkes med cirka en tiendedel af, hvad regeringen oprindeligt spillede ud med.

En, målt på alle måder, skuffende skatteaftale, der udstiller ikke bare Venstres og Lars Løkkes fiasko med at nå i mål med et klart valgløfte om mærkbare skattelettelser, så det for mange flere bedre kan betale sig at arbejde end at leve af diverse offentlige velfærdsordninger, men også en understregning af, at Liberal Alliances kamikaze-strategi nu er knust til atomer.

I Berlingske gjorde Kristian Jensen så klar til også at få fremstillet sig selv som en hård mand uden øllebrødsbarmhjertighed over for flygtninge.

Han var således ked af sit image som ”slapper” og lalleglad globaliseringstilhænger, der modtog dødskys fra Radikales udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen, der havde et skilt med magentafarvede hjerter hængende med teksten Jeg elsker Kristian Jensen. Finansministeren frigør sig nu for den radikale omklamring og erklærer sig som strammer, og beviset er det lækkede udkast til et udlændingepolitisk ”paradigmeskifte”, som Løkke i forbindelse med forhandlinger ved årsskiftet tilbød Thulesen Dahl.

Kristian Jensen har tydeligvis set det som uholdbart, at det dårlige forhold til Kristian Thulesen Dahl bundfalder sig i den offentlige bevidsthed som noget uopretteligt.

Han erkender også i interviewet, at han ”manglede erfaring”. Det er ikke verdens største indrømmelse, da det i forvejen er en kendsgerning. Men ved at børste det radikale magentastøv af sig og træde i karakter som hård negl på flygtningeområdet, så gør Jensen det straks sværere for Thulesen Dahl og hans ganske effektive spinmaskines muligheder for i fremtiden at fremstille Jensen som håbløs halalhippie.

Nu skal Thulesen Dahl til at være langt mere konkret, når journalisterne skal have forklaret, hvorfor DF ikke kan pege på Jensen, men bliver nødt til at overlade Mette Frederiksen magten. Ikke at det nogensinde har været meningen, men det gør Thulesen Dahls evindelige flirt lidt mindre troværdig, når Jensen og han tilsyneladende er så rørende enige om så mange ting.

Det bliver også sværere for Thulesen Dahl at forklare, hvorfor han ikke bider til bolle i de kommende forhandlinger. Og dem er der mange af i den nærmeste fremtid: Medieforhandlinger, energiforhandlinger om lavere elpriser og sidenhen nedsættelse af punktafgifter mv.

Meget betegnende for de tre udmeldinger er det i øvrigt, at DF's Peter Skaarup i dag i Ekstra Bladet omfavner dem alle som et glædeligt bevis på, at dansk politik rykker i DF's retning. Det kan han kun have ret i.

Spørgsmålet er så, hvad DF skal finde på i fremtiden for at være lige så relevant for cirka 20 procent af vælgerne? Indtil videre må man forstå på afslutningen af Skaarups indlæg, at han håber på, at de store lande (i det af DF så forkætrede EU, må man formode) nu vågner op og bliver enige om stramninger.

------------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Stine Bosse om migration: Løs problemet, hvor det er Stine Bosse om migration: Løs problemet, hvor det er Næste artikel Paula Larrain: Danmark flygter fra sit ansvar – søger asyl i Afrika Paula Larrain: Danmark flygter fra sit ansvar – søger asyl i Afrika
Nu begynder forhandlinger om sundhed:

Nu begynder forhandlinger om sundhed: "Vi har god nok tid"

INTERVIEW: Dansk Folkeparti savner et tydeligere fokus på psykiatrien i regeringens sundhedsreform, siger sundhedsordfører Liselott Blixt. Her ridser hun partiets prioriteter op før de forhandlinger, der begynder i Finansministeriet onsdag.