Jens Chr. Grøndahl: Da Trump blev Rocket Man's Obama

Ugens historiske begivenhed vil i det mindste blive husket som et topmøde mellem særprægede frisurer. USA's præsident har givet begrebet hentehår en renæssance, som ingen havde set komme, mens Kim Jong-uns barberede tindinger er lige til køen foran et provinsdiskotek.

Deres underskrifter er også et særsyn. Donald Trumps arrige navnetræk skrevet med speedmarker minder om et mix af graffiti tag og noget fra Anders And. Den nordkoreanske leders signatur ligner, hvad en flue kunne have efterladt sig på de to statslederes aftale.

Så meget for fred på den koreanske halvø?

Det lød som maskingeværsalver, da pressefotograferne fyrede løs, men selv uden at kende den lille raketmands virkelige hensigter er det vel bedre, at der blev trykket hænder, end at ordkrigen var fortsat. De to festoriginaler havde jo talt både sig selv og hinanden op i træer så høje, at der snart kun ville have været den røde knap tilbage.

Heldigvis er storpolitik alt andet end logisk. Kloge hoveder minder os allerede om, at aftalens værdi ikke står og falder med dens bogstavelige indhold eller mangel på samme.

Det går slet ikke ud på at afvæbne Kim, siger de. Det handler om at få indledt en ”proces”, der kan komme til at vare dejligt længe. I mellemtiden vil der falde ro over sindene, og støvet vil sætte sig på de røde knapper. Selv tomme ord kan med tiden få et indhold, hvis der er gensidig interesse for det.

Raketmanden kan skrotte lidt af arsenalet, USA trække et kompagni soldater hjem og Kina begynde at få sit nærområde for sig selv. Det vil allerede ligne en succes. Koreanske familier vil blive genforenet, og undersåtterne i verdens sidste stalinistiske diktatur vil langt om længe få noget mere at spise.

Kritikere hjemme i Washington var ”ude”, som det hedder, og sige, at det alligevel er stærk kost at høre den frie verdens leder lobhudle en gemen og samvittighedsløs tyran med blod på hænderne.

Indtil nu har ingen imidlertid kunnet gribe Donald Trump i idealisme. Hans diplomatiske happening indskriver sig tværtimod i en amerikansk tradition for at handle med forbryderne. Ikke mindst de republikanske eksempler rager op.

Det var Richard Nixon, der med Henry Kissingers hjælp lavede afspænding med Kina, og Ronald Reagan, alle intellektuelles cowboynar, hyldes i dag som manden, der sammen med den fremsynede Mikhail Gorbatjov indledte afslutningen på Den Kolde Krig.

Nu forstår man bedre, hvorfor Trump synes, vi skal se at få sans for den fine fyr inden i KGB-officeren Vladimir Putin. Russernes poststalinistiske Lillefar, der sammen med sine styrtende rige bonkammerater har gjort det smuldrede sovjetimperium til sin private biks.

En oligark som Trump har selvfølgelig sans for den flydende overgang mellem forretningsinteresser og realpolitik. Men er der ikke også mere fred og stabilitet, mere tryghed for flere, i at anerkende og imødekomme fjendens geopolitiske bekymringer?

Hvis ja, er der endnu et spørgsmål, der trænger sig på.

Det er ikke særlig længe siden, at Trump indkaldte til et andet meget velbesøgt pressemøde, denne gang i Det Hvide Hus, for at annullere den aftale med Iran om atomnedrustning, der havde været ét af hans forgængers mest spektakulære resultater.

Trump forklarede, at aftalen med Iran var elendig, fordi den var for vag. Man havde foræret iranerne alt for meget uden at få nok til gengæld. Der manglede substans i løftet om atomnedrustning, og der manglede troværdig kontrol med, at aftalen blev overholdt.

Desuden er de iranske præster onde. De nøjes ikke bare med at undertrykke deres egen befolkning, Iran udgør også en permanent militær trussel mod sine omgivelser.

Men det samme kunne man vel sige om aftalen med Kim Jong-un?

Ingen substans, kun hensigter. Ingen troværdig kontrol. Et regime, hvis ondskab og grusomhed er dokumenteret. En trussel mod omgivelserne, der har tvunget USA til gennem mere end 60 år at have soldater udstationeret i et omfang, der svarer til indbyggertallet i Viborg.

Hvorfor ikke forholde sig realistisk til Irans interesser? Landet er dog en mellemøstlig aktør på et niveau, som Nordkorea ikke lever op til, besat som regimet er af sin egen overlevelse.

Var det ikke kapitalbrøleren bag den tragiske beslutning om at vælte Saddam Hussein, at man undervurderede skismaet mellem sunni- og shiamuslimer? Et konfliktstof, der skulle blive Irans billet til rollen som regional magtfaktor.

Fortsætter Donald Trump ikke i George W. Bushs fatale fodspor, når han i forholdet til Iran lader neokonservatismens ideologiske kæpheste overtrumfe den kølige pragmatisme?

Det handler jo ikke om, at iranerne skal drives til at aflevere deres sidste sprænghoved. Ligesom med Nordkorea handler det om at gøre alternativet til oprustning tillokkende for de iranske magthavere. Spinde atomtruslen ind i et spindelvæv af forhandling, ”proces” og give-and-take med den pragmatiske anerkendelse af de iranske interesser som ansporende ramme.

Det kan godt være, at iranerne er trætte af præsterne, men hvis der er noget, der kan skabe opbakning til styret, er det sabelraslen fra Den Store Satan. Lige siden CIA ved kuppet i 1953 bidrog til at vælte Irans demokratisk valgte premierminister Mohammed Mossadeq, har mistilliden været et ledemotiv i almindelige iraneres forhold til Vesten.

Hans forbrydelse? At nationalisere oliefelterne til gavn for befolkningen.

Der er meget dårligt at sige om Irans præstestyre, men skulle de være større forbrydere end USAs allierede Saudi-Arabien, hvor den halve befolkning holdes som gidsel for wahabismens misogyni, mens man i smug sponsorerer islamistisk terror?

Tror man, at den benhårde konfrontation vil mindske Irans støtte til Hizbollah eller få præsterne til at hælde deres tunge vand ud i Det Kaspiske Hav?

Jeg spørger naivt, jeg ved det. Storpolitik er ikke en logisk disciplin. Den ene hånd ved måske godt, hvad den anden gør. Der gælder bare ikke de samme regler for højre hånd som for venstre. Regler er i det hele taget noget, der opfindes til lejligheden, men hvis den realpolitiske kynisme skal regere, kunne man ønske sig, at den ville gøre det 100 procent.

Efter 11. september 2001 har amerikansk udenrigspolitik i katastrofal grad været et miskmask af rå magt og en højtflyvende retorik uden jordforbindelse. Udbrede demokratiet, herregud, og så med våbenmagt.

Retorikken var ikke mindre svulstig under Den Kolde Krig, men der er kommet uorden i forholdet mellem talens idealitet og det praktiske niveaus realiteter.

Neokonservative drømmere har fået lov til at ideologisere den udenrigspolitiske ædrueligheds reality check. Derfor førte man de fejlslagne og altødelæggende krige i Afghanistan og Irak. Derfor blev det politisk umuligt for Barack Obama at skride ind over for Bashar al-Assads folkedrab og standse den syriske tragedie.

Med sin seneste opvisning i konfliktinddæmmende diplomatisk realisme kan man sige, at Trump fortsætter, hvor Obama slap, når det gælder at tage konsekvensen af deres forgængers geopolitiske hybris. Forleden i Singapore blev han for The Little Rocket Man, hvad Obama var for Irans præstestyre.

En partner for fred? En nyttig idiot?

Her i Europa er vi mange, der ville ønske, at duen Trump lod en olivengren falde over Teheran. Man kunne også ønske sig, at balancen blev genoprettet mellem retorik og statsræson.

Med værdier alene kommer man ikke langt i udenrigspolitik. Taber man dem af syne, kommer man til gengæld ikke ud af stedet. De er vores moralske kompas i de faktiske forholds kaotiske, tågede vildnis, men stok og støvler skal der også til.

Lad os bare tro på, at aftalen med Nordkorea har gjort Sydøstasien til et sikrere sted. Man siger jo, at tro kan flytte bjerge. Men please, bild os ikke ind, at Kim Jong-un på bunden er en guttermand.

For nogle år siden besøgte Garri Kasparov København. Den tidligere skakmester var i mellemtiden blevet en af Vladimir Putins skarpeste kritikere og en markant politisk skikkelse i den modige opposition til den postsovjetiske zars totalitære greb om magten.

Kasparov gjorde blandt andet indtryk med sin realisme. Han blev spurgt, hvordan vi som europæere bedst forholder os til Rusland. Mente han, at vi burde indføre sanktioner?

Det mente han ikke. Rusland er for stor og betydningsfuld en spiller. ”Selvfølgelig kan I ikke lade være at handle og forhandle med Putin,” sagde Kasparov. ”Men I kan lade være med at fortælle ham, at han er en stor demokrat.”

Man kan sige det samme om denne verdens øvrige raketmænd, store som små. Selvfølgelig skal der forhandles, men man behøver ikke ligefrem at massere modpartens livsløgn.