Jens Chr. Grøndahl: En svensk tragedie

KOMMENTAR: Med de sociale mediers voksende magt bliver offentligheden en standret. Den tiltalte har ingen forsvarer, og vedkommende formodes at være skyldig, indtil det modsatte er bevist, skriver Jens Christian Grøndahl.

Den franske forfatter Albert Camus mente i sit berømte essay ”Sisyfosmyten”, at det eneste relevante filosofiske spørgsmål er, hvorfor man ikke tager sit eget liv. Han tydeliggjorde spørgsmålet om selvmord ved at vende det på hovedet. Når nogen gør alvor af det, spørger omgivelserne jo altid: Hvorfor?

Mange selvmordere tager svaret med sig i graven. Blandt de ubesvarede spørgsmål er desuden, hvordan de fandt modet. Men det er nok helt forkert at spørge sådan. Man skal hellere spørge, hvad der gjorde dem så fortvivlede, at døden blev den eneste udvej.

Albert Camus vedkendte sig sin store gæld til Søren Kierkegaard. En ensom skikkelse i guldalderens København, der også skulle blive den store ener i vores kulturhistorie med sin insisterende måde at tænke det enkelte menneske på.

Søren Kierkegaard begik ikke selvmord, men han sagde nej til en side af livet, der for mange er den vigtigste. Lykken og fællesskabet som man kan opleve sammen med en livsledsager. Man kan sige, at han sled sig selv op, ikke kun med sit ensomme skriveri, men også med sin kamp, ene mand, mod den kirke han opfattede som indbegrebet af hyklerisk selvtilfredshed.

Hos Kierkegaard står det enkelte menneske ikke bare alene over for Gud. Han havde også blik for forholdet mellem den enkelte og samfundet. Både hans værk og hans liv fortæller os, hvor farligt dét forhold kan være. Farligt for samfundet i moralsk henseende. Farligt for den enkelte i eksistentiel forstand som et spørgsmål, helt bogstaveligt, om liv eller død.

Camus havde som ateist ikke sans for, at Kierkegaard først og fremmest var en religiøs tænker. På en palmesøndag må det være vedkommende at huske. Da Jesus red ind i Jerusalem, var han omgivet af mennesker, der hilste ham velkommen. Da han blev korsfæstet nogle dage senere, var han fuldkommen alene.

Samfundet havde vendt sig mod ham. Det var ikke længere opportunt at vise ham sin støtte. Før det blev en kristen doktrin, at Gud havde ofret sin søn for vore synders skyld, var det en historisk kendsgerning, at samfundet havde ofret ham som brik i et politisk spil.

Også i påskeevangeliet står den enkelte over for fællesskabet. Dén modsætning er måske det vigtigste mål for et samfunds menneskelighed. Hvem har lyst til at leve i et land, hvor afstanden mellem individ og fællesskab kan blive så stor, at individet ofres?

Måske ligefrem drives i døden?

Sidste weekend begik en svensk mand selvmord i Australien. Benny Fredriksson ledsagede sin hustru, den verdensberømte operasanger Anne Sofie von Otter, der skulle give en række koncerter i operahuset i Sydney. Benny Fredriksson blev 58 år. Han havde været chef for Kulturhuset Stadsteatern indtil december, da han blev tvunget til at gå af.

Benny Fredriksson valgte at forlade sin stilling af hensyn til sin arbejdsplads. Han gjorde det efter en omfattende og hæmningsløs mediehetz, der, hvad beskyldninger, had og voldsomhed angår, oversteg, hvad man er vant til selv i det politisk korrekte Sverige.

Kampagnen mod Benny Fredriksson var blevet indledt af Aftonbladet, sekunderet af Dagens Nyheter og Expressen. Aftonbladets kulturredaktør Åsa Linderborg havde interviewet 45 teatermedarbejdere. De udtalte sig anonymt til avisen og fremstillede deres chef som en utilregnelig diktator og slavepisker, der benyttede sig af ”terrormetoder”.

Benny Fredriksson skulle angiveligt have presset en skuespiller til at få foretaget abort. Han ”ødelagde mennesker”. En anden skuespiller lod sig med navns nævnelse citere for, at Kulturhuset Stadsteaterns leder var en ”lille Hitler”. I forlængelse af MeToo-bevægelsen blev Benny Fredriksson desuden anklaget for seksuelle overgreb.

Kulturhuset Stadsteatern iværksatte efterfølgende en undersøgelse af anklagerne og påstandene. Det forlyder, at den nu færdige, men endnu ikke offentliggjorte undersøgelse vil frifinde Benny Fredriksson.

Måske var han alligevel en hård og krævende chef. Kulturlivet er ikke anderledes end erhvervslivet, når det gælder, hvad der skal til, hvis man vil nå det ypperste. Kulturliv på eliteniveau er en benhård disciplin. Ingen er tvunget til at være med, og det koster, hvis man vil gøre sig gældende.

Men Benny Fredriksson var ikke hårdere end som så. Efter den vedvarende og massive hadkampagne, hvor ingen kom ham til undsætning, kunne han ikke længere. Det blev for meget. Til sidst ville han hellere dø.

Efter hans selvmord vendte stemningen på et døgn. De samme stemmer, der i toneangivende medier undsagde ham og beskyldte ham for det værste, omtaler ham nu som en inspirerende og kreativ personlighed. Man roser ham for alt det, han har gjort for svensk kulturliv. Han er der bare ikke til at høre det.

Betragter man Sverige fra vores side af Øresund, er der nogle forskelle, der springer i øjnene. De har ikke haft en Kierkegaard, men de har heller ikke haft en Grundtvig. Frisind og fordragelighed er ikke udpræget svenske egenskaber. Der har været noget fanatisk, vækkelsespræget ved svenskernes form for kristelighed, og dét kom også til at præge implementeringen af social lighed og retfærdighed. Den foregik fra oven.

Selv ligestillingen mellem kønnene har i Sverige et religiøst præg. Man synes næsten, at det kun er den svenske kirke, der i ramme alvor kan vedtage, at Gud ikke længere skal omtales som ”han”, men som ”hen”.

Folkehjemmets moralske husholdning kendetegnes ved den virkeliggjorte utopis disciplinerende selvforståelse. Hvis vi kalder tingene noget andet, vil de også forandre sig til det bedre. Det onde findes ikke, fordi det er forbudt.

Ligeberettigelsen udvides hele tiden. Den omfatter nu ikke bare køn og etnicitet, men også retten til ikke at blive sagt imod eller bare mødt med et kritisk spørgsmål. Det bør jo heller ikke være nødvendigt at kritisere, når man nu er enige om at leve i det bedste af alle samfund.

Den blotte mistanke om at noget ikke er, som det bør være, udløser derfor en reaktion, der er mere religiøst farvet, end den er politisk. Trods al modernitet ligner Sverige somme tider en landsby i middelalderen. Det onde uddrives med fakler og høtyve.

Dæmoniseringen af Benny Fredriksson var baseret på anonyme kilder, hvis udsagn aldrig blev efterprøvet. Det er i stigende grad et træk ved den mediebårne offentlighed, at traditionelle journalistiske dyder tilsidesættes.

Med de sociale mediers voksende magt er der ikke længere konsensus om det oplyste retssamfunds principper. Offentligheden bliver en standret, den tiltalte har ingen forsvarer, og vedkommende formodes at være skyldig, indtil det modsatte er bevist.

På Facebook og Twitter er der ingen nedre grænse for, hvor lavt man vil synke. Andre end jeg har bemærket, hvordan de sociale medier har udviklet sig til en menneskelig og sproglig kloak, hvor det værste i folk får frit afløb. Men kloakken får indimellem også lov at oversvømme de traditionelle medier, hvor man i stigende grad tager bestik af, hvad der rører sig i det virtuelle folkedyb.

Særligt skræmmende bliver det, når hadet og den politiske korrekthed finder sammen og bliver hinandens gensidige begrundelse, sådan som det skete for Benny Fredriksson. Han er langt fra den eneste, der har mærket den toneangivende presses inkvisitoriske blodtørst.

Jeg har tidligere på denne plads anerkendt, hvordan MeToo-bevægelsen afspejler en kulturrevolution, der må føre til selvransagelse hos alle os mænd. For mig handler det ikke om kønspolitik. Mænds og kvinders forhold til hinanden er eksistentielt.

Derfor må det også være muligt at udtrykke sin solidaritet med de kvinder, som har været udsat for overgreb, og samtidig – med Catherine Deneuve og andre – tage afstand fra smædekampagner og heksejagt.

Vi er jo ikke i krig?

For mig at se handler diskussionen om noget mere grundlæggende end seksualmoral, sociale medier, dagbladenes habitus eller mandlige kulturpersonligheders eventuelle magtmisbrug.

Noget dyrebart går i stykker, når fællesskabet, beruset af selvretfærdighed, udgrænser et enkeltstående individ som sort får eller ligefrem syndebuk. Det er forfærdeligt nok for den, det går ud over, men også samfundet lider skade.

Det har været et særkende ved kulturen i det liberale demokrati, at der var levende og fri forbindelse mellem den personlige, private samtale og den offentlige debat. Mellem livet i hjemmet, på gaden, og meningsdannelsen i de uafhængige medier.

Det var et særkende ved kulturløsheden i de totalitære samfund øst for Jerntæppet, at der ikke længere var denne forbindelse mellem civilsamfundet og det officielle sprog. Løgnen regerede. Virkelighedens mennesker og propagandaens paroler havde intet med hinanden at gøre.

Vi troede, det var fortid, men her snart 30 år efter Murens Fald kan det blive en totalitær konsekvens af den politiske korrektheds triumferen, at samtalen også i demokratiet forstummer af frygt for mistænkeliggørelse og beskyldninger. Eller bare af frygt for at blive misforstået.

Ingen i svensk kulturliv turde komme Benny Fredriksson til undsætning af frygt for at blive hængt ud i pressen, men selvcensuren florerer ikke kun i Sverige. Overalt i det, der engang hed ”den frie verden”, lider samtalen mellem kvinder og mænd, fordi man som mand spørger sig selv, om man ikke gør klogere i at holde sin mund.

Jo, vi taler sammen i hjemmene, men der er på kort tid opstået en ny afstand mellem den tillidsfulde udveksling mellem mennesker, der kender hinanden, og offentlighedens nødvendige dialog mellem borgere med modsatte erfaringer, synspunkter og værdier.

Modsætningerne har ædt sig ind på det fælles ansvar for, at dialogen ikke forstummer. Frygten hersker, tavsheden breder sig.

----------------------------------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.


 

Forrige artikel Jens Chr. Grøndahl: Ghettoen København Jens Chr. Grøndahl: Ghettoen København Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Et spøgelse går gennem Europa Jens Chr. Grøndahl: Et spøgelse går gennem Europa