Jens Chr. Grøndahl: Jul i Græsted

KOMMENTAR: Man fremmer ikke tolerancen ved at lade, som om jødedom, islam og luthersk kristendom er lige betydningsfulde for, hvad det er for et land, man som barn af nydanskere skal lære at favne, skriver Jens Chr. Grøndahl.

Jeg spørger mig selv, om Pædagogisk Udvalg på Gribskolen i Græsted mon blev overraskede, da selv statsministeren reagerede på deres beslutning om at afskaffe den traditionelle julegudstjeneste ”som en følge af, at vi på skolen har børn med anden tro end den protestantiske.” Lars Løkke mente, at det måtte være en ”ommer”, og kirkeministeren beklagede dette udslag af ”religions- og traditionsforskrækkelse”.

En repræsentant for lærerstaben udtalte mandag til TV2 Nyhederne, at man hellere vil skabe fællesskab omkring julen på en anden måde end at gå i kirke. Til DRs hjemmeside havde skolebestyrelsens formand forklaret beslutningen med henvisning til folkeskoleloven. Skolen må ikke bedrive forkyndelse, og dét er jo lige, hvad en gudstjeneste er.

Mens vi holder vejret og afventer, om Gribskolens ledelse kan modstå presset, er det værd at overveje bestyrelsesformandens forklaring. Den er jo ædruelig nok, for så vidt som julegudstjenesten indgår i skolens aktiviteter.

Blot må man så konstatere, at alle de skoler, der, så længe nogen kan huske, har taget eleverne med til julegudstjeneste, hver og én har forbrudt sig mod folkeskoleloven.

Hvorfor har ingen grebet ind? Hvordan er det gået til, at lovens bestemmelse om forkyndelse i årevis og overalt i landet er blevet krænket? Hvor mange kirkeministre burde set i bakspejlet ikke stilles til regnskab for deres forsømmelighed? Det er lige før, vi må have nedsat en undersøgelseskommission.

En undersøgelse vil måske nå frem til, at ingen har gøet ad den fælles salmesang og læsningen fra Lukasevangeliet, fordi forsvindende få – måske ingen – af eleverne var andet end døbte medlemmer af Folkekirken.

Gribskolens pædagogiske tænketank har selvfølgelig fat i noget. Efterhånden som ikke-protestantiske elever ophører med at være et særsyn, bliver det uundgåeligt, at nogen spørger til julegudstjenestens mere eller mindre udtalte, mere eller mindre påtrængende præg af, at der ganske rigtigt er tale om at forkynde juleevangeliet.

Har vi måske ikke, fra Dansk Folkeparti til SF, travlt med at møde parallelsamfundenes asociale salafister med stålsatte erklæringer om det danske samfunds verdslighed?

For nogle år siden ville jeg have haft lettere ved at følge Gribskolens lærere og ledelse i deres omsorg for, at jødiske, muslimske, katolske og konfessionsløse elever ikke fremover udsættes for protestantisk håndspålæggelse.

Jeg ville have sagt, at demokratiet i sin fuldt implementerede konsekvens må være såvel kultur- som religionsneutralt: et politisk fællesskab, som man indgår i på lige fod uanset ens kulturelle eller religiøse identitet.

For at forklare, hvad jeg mente, ville jeg have peget på Frankrig, hvor man holder den republikanske fane så højt, at selv venstreorienterede går ind for, at det skal være forbudt for muslimske piger at bære tørklæde i skolen.

Dét er rene linjer og flugter med Oplysningstidens verdslige humanisme i modsætning til Grundtvigs Danmark, hvor alting traditionen tro blandes sammen i én nationalromantisk pærevælling: demokrati og kultur, folkestyre og luthersk kristenhed, julenisser og krybbespil.

På den anden side fortælles det om oplysningsfilosoffen Voltaire, der også var godsejer, at han hårdt presset af godsets meget troende bønder lod opføre en kirke. Over indgangsportalen stod der, måske ikke så overraskende, ”Til Gud”, og på en mindre sten ved siden af kirkedøren: ”Fra Voltaire.”

Om det var Gud eller Voltaire, der i længden havde bukserne på, afhænger naturligvis af synsvinklen. Sådan er det jo med enhver religion, den kan kun anskues indefra af de troende. De mere reflekterede gemytter i den trofaste flok vil imidlertid også være i stand til at anskue troen fra de ikke-troendes synspunkt. Selv om man tror, ved man jo godt, at der findes andre religioner – og mennesker, der slet ingen har.

Med sin ironiske gestus åbnede Voltaire en kattelem – endda i indgangen til Guds eget hus – såvel for sin egen verdslighed som for den kendsgerning, at religionens traditioner indgår på lige fod med kultur, poesi og mentalitet i den menneskelige vævning, som civilsamfundet er gjort af.

Hvad enten man har haft enevælde eller folkestyre, var den politiske orden aldrig nok til at knytte det tilhørsforhold, der ud over loyalitet også består i en følelse af samhørighed.

Selv franskmændene er ud over frihed, lighed og broderskab også knyttet sammen af mere stedbundne genstande for fællesskabsfølelse. Hver gang jeg er på restaurant med en fransk ven, glæder jeg mig over hans nærmest inkvisitoriske spørgsmål til udvalget af vine og oste.

Men hvad har ost og julegudstjenester dog med hinanden at gøre? Det er faktisk lige nøjagtig, hvad jeg prøver på at indkredse her.

I modsætning til Frankrig fik Danmark aldrig en revolution. Det vil nogle måske begræde, mens andre vil påpege, at vi fik Reformationen i stedet. Det var småt med mangfoldigheden til at begynde med, men efterhånden levnede det lutherske Danmark også plads til trosfrihed, først for jøderne, siden for enhver.

Er man til gallisk klarhed, kan man få lyst til at rive sig selv i håret over vores manglende evne eller vilje til at skelne skarpt mellem samfundet som politisk fællesskab og nationen som en historie om, hvordan kristendommen har været med til at forme det Danmark, vi kender.

På den anden side skal vi nok alligevel ikke misunde franskmændene. I de skumle forstæder omkring Frankrigs store byer, hvor radikalisering for mange er svaret på den sociale trøstesløshed, ville selv Voltaire formentlig være blevet stum.

Også Danmark har sine meget omtalte ghettoer, men jeg er lige ved at tro, at vi med vores mindre principfaste, mere jordnære og pragmatiske form for fællesskab har bedre forudsætninger for at inkludere.

Her i landet handler det ikke om at skrive under på nogle abstrakte, om end nok så smukke idealer. Det handler i al sin enkelhed om at være med, tage del i fællesskabet med alt, hvad det indebærer både af muligheder og ansvar.

Til gengæld har vi danskere det svært med, når nogen isolerer sig og vender ryggen til os andre. Er man måske for fine? Bag danskhedens lidt undersætsige og småfornærmede mistro over for ”de fremmede” gemmer sig før alt andet, tror jeg, en skuffet forventning om samvær.

Hvis man vil integreres i det danske samfund, er det ikke nok at kende sine pligter og rettigheder. Det hjælper gevaldigt at melde sine børn ind i en fodboldklub og – ja, hvorfor ikke – lade dem deltage i skolens julegudstjeneste. Selv om både børnene og man selv godt ved, at Jesus kun er biperson i den eneste bog, der duer.

Over for Gribskolens meget hensynsfulde og sensitive ledelse kunne man polemisk anføre, at danske minoritetsbørn i et mellemøstligt land rimeligvis ville deltage i skolens Eidfest, eller hvad det nu måtte være. Det er bare ikke fair at argumentere på den måde.

Der er jo netop en grund til, at vi finder den tanke absurd, at en skoleledelse i eksempelvis Saudi-Arabien skulle afskaffe markeringen af de religiøse højtider af hensyn til skolens eventuelle kristne elever. Jødiske elever ville der selvfølgelig aldrig kunne blive tale om.

Hele tankeeksperimentet er ganske rigtigt fjollet, fordi forskellen mellem muslimske lande og et land som Danmark er, at vi til trods for det slørede forhold mellem samfund og kirke faktisk giver andre trossamfund fuld mulighed for at udfolde deres religiøse liv.

Blot vil det være lige så fjollet at sterilisere dansk skoleliv ved at udelade traditionen for kirkegang ved juletid, fordi man gerne vil skåne muslimske og jødiske elever for at føle sig trådt for nær.

Det må jo være sådan, man fortolker begrebet ”forkyndelse” i Græsted. Som en form for overgreb eller, mindre voldsomt, en slags overtalelsesforsøg. Det svarer til, hvis bøsser ikke kunne blive ansat som lærere på Gribskolen, fordi man frygtede, at de skulle forføre drengene.

Der er formentlig ret lille sandsynlighed for, at en muslimsk eller jødisk dreng eller pige skulle springe ud som kristen efter at have hørt pastoren læse og fortælle om Josef og Maria og hyrderne på marken.

Det virker desuden bagvendt at ville fremme ”mangfoldigheden” ved at rulle sin egen kulturbaggrund tilbage frem for at lade den være, hvad den er. En tradition for eksempel for at gå i kirke til jul. I al deres oplevelsesrige særegenhed er traditionerne jo en uadskillelig del af det samfund, hvor også indvandrere og deres børn er velkomne til at deltage – både som muslimer og som danskere.

Man fremmer ikke tolerancen ved at skabe et kunstigt tomrum, hvor børnene så kan få lov at være i fred for hinandens tro. Man fremmer den heller ikke ved at lade, som om jødedom, islam, katolicisme og luthersk kristendom er lige – eller lige lidt – betydningsfulde for, hvad det er for et land, man som barn af nydanskere skal lære at favne.

-----------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Josephine Fock: Lad os tale menneskerettighederne op Josephine Fock: Lad os tale menneskerettighederne op Næste artikel Carl Valentin: Venstrefløjen har glemt at være kontroversiel Carl Valentin: Venstrefløjen har glemt at være kontroversiel
Gyser i Strasbourg: EU's nye topchef risikerer stadig at snuble på målstregen

Gyser i Strasbourg: EU's nye topchef risikerer stadig at snuble på målstregen

TOPJOB: Efter sidste uges møder i Europa-Parlamentet er utilfredsheden med Ursula von der Leyen så udbredt, at tyskeren ikke kan være sikker på at blive godkendt som EU-Kommissionens nye formand. Hun kan blive stemt snævert igennem eller vraget ved en afstemning tirsdag – eller det hele kan blive udskudt.