Jørn Vestergaard: Kommer medierne i klemme ved at udgive lækkede statshemmeligheder?

Mediernes ansvar for videregivelse af oplysninger om statshemmeligheder har i forbindelse med den aktuelle efterretningsskandale givet anledning til såvel principielle som operationelle overvejelser.

Efterretningschefernes belæring af en række mediechefer, indkaldelsen af otte journalister til afhøring samt sigtelserne mod først et antal efterretningsfolk og senere tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har ikke alene vakt forundring.

De usædvanlige begivenheder har på en række punkter tillige skabt usikkerhed om lovgivningen i forhold til journalister og publicister – herunder med hensyn til straffelovens rækkevidde samt reglerne om vidnepligt, kildebeskyttelse og indgreb i meddelelsesfriheden.

Det er fristende at kalde paragraf 109 for "den hemmelige paragraf"

Jørn Vestergaard
Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Sigtelserne er mørklagte

Det ligger klart, at de rejste sigtelser vedrører overtrædelse af straffelovens paragraf 109; men ellers er sagerne mørklagt.

I forhold til den hjemsendte og nu varetægtsfængslede efterretningschef Lars Findsen blev dette oplyst til medierne af PET i forbindelse med afholdelsen af det indledende grundlovsforhør.

Retsmøderne i sagen er indtil nu blevet holdt for dobbeltlukkede døre. Først i forbindelse med fristforlængelsen ved et retsmøde 10. januar blev navneforbuddet ophævet, for så vidt angår Findsen. Før retten på ny lukkede dørene, henvendte Findsen sig til pressefolkene og tilkendegav, at han ønskede sigtelsens indhold frem, men i hvert fald indtil videre forgæves.

Sigtelsen mod Claus Hjort Frederiksen har han selv oplyst medierne om. Heller ikke i den forbindelse er anklagens nærmere indhold kendt.

Den beskikkede forsvarsadvokat, René Offersen, har til medierne oplyst, at hans klient ønsker oplysninger herom offentliggjort, men at de er enige om at holde dem tilbage for ikke at risikere strafansvar for videregivelse.

Flere mediechefer har oplyst, at den information, som de på personlige møder modtog fra cheferne for de to hemmelige tjenester, omfattede en påpegning om, at paragraf 109 også gælder for medierne, hvis de afslører statshemmeligheder.

Det er blandt andet oplyst af chefredaktør Tom Jensen i sin leder fra 23. januar. Efterretningschefernes rådgivning blev af flere publicister opfattet som intimiderende.

Spørgsmålet er, om paragraf 109 er relevant

Efter det foreliggende omtalte efterretningscheferne tre konkrete sager som problematiske. Den ene var Ekstra Bladets afsløring af, at regeringen havde tilbageholdt en efterretningsrapport, hvorefter det sikreste for Danmark var at hente børnene i de syriske fangelejre hjem.

Den anden var Berlingskes historie om Ahmed Samsam, der i Spanien er dømt som terrorist, men som ifølge kilder var tidligere hemmelig agent for det danske efterretningsvæsen. Den tredje sag drejer sig om det ikke længere særligt hemmelige samarbejde med USA om tapning af undersøiske kabler.

Spørgsmålet er så, om paragraf 109 har relevans i relation til alle tre sager. Det kan ikke udelukkes, at efterretningscheferne har taget munden for fuld.

I så fald har der ikke alene været tale om nøgtern oplysningsvirksomhed, men om advarsler, der bevidst eller ubevidst er usaglige.

Så hvad er det egentlig, at den meget omtalte bestemmelse handler om? Og hvilke retsvirkninger kan dens anvendelse have i forhold til publicistisk virksomhed?

Tilsyneladende har der dannet sig en udbredt opfattelse af, at paragraf 109 handler om læk af enhver slags statshemmeligheder. Dette er en misforståelse

Jørn Vestergaard
Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Kun anvendt én gang

Det er fristende at kalde paragraf 109 for "den hemmelige paragraf". Den handler om statshemmeligheder, men dens eksistens har længe været en velbevaret hemmelighed for de fleste, herunder formentlig for både fagjurister, efterretningsfolk og mediefolk.

I dansk ret har paragraffen sin oprindelse i straffeloven af 1866. Den er i tilgængelig retspraksis kun blevet trukket frem af det dunkle i sagen mod DDR-spionen Jörg Meyer.

Denne opholdt sig i midten af 1970'erne sig her i landet under falsk identitet med det formål at skaffe sig efterretninger om statshemmeligheder.

Til dette formål overtalte han en dansk kvindelig stud.mag. til at tage ansættelse i Udenrigsministeriet og derfra udsmugle et antal dokumenter. Materialet indeholdt kun oplysninger, der var uklassificerede eller klassificerede med laveste fortrolighedsgrad, herunder om EF-landenes olieimport.

Østtyskeren blev i 1979 idømt seks års fængsel for forsøg på spionage ved at skaffe sig højere klassificeret materiale. Bestemmelsen i paragraf 109 indgik i dommen som følge af, at det efter spionagebestemmelsen i paragraf 107 er angivet som en skærpende omstændighed, hvis sagen drejer sig om de i paragraf 109-nævnte forhold.

I øvrigt blev begge fundet skyldige i overtrædelse af paragraf 108 om ulovlig efterretningsvirksomhed, og for dette blev kvinden idømt halvandet års fængsel.

Dækker forhold, der vedrører relationer til andre lande

Kort sagt er ingen blevet dømt for en fuldbyrdet overtrædelse af paragraf 109. En medvirkende forklaring herpå er formentlig, at paragraffen har et temmelig snævert og meget specifikt anvendelsesområde.

Tilsyneladende har der dannet sig en udbredt opfattelse af, at paragraf 109 handler om læk af enhver slags statshemmeligheder. Dette er en misforståelse.

I den aktuelle sammenhæng knytter interessen sig til den del af paragraf 109, som indeholder en strafferamme af fængsel indtil 12 år for den, som "røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror".

Formålet med paragraf 109 er at beskytte fortroligheden omkring hemmelige aftaler med andre lande. Den kan kun overtrædes ved at røbe eller videregive oplysninger om hemmelige forhandlinger, rådslagninger eller beslutninger, som påvirker statens retsforhold eller rettigheder i forhold til fremmede stater.

Paragraffen dækker med andre ord ikke tilfælde, hvor tavshedspligten eksempelvis er krænket ved videregivelse af fortrolige oplysninger om forhold, der ikke vedrører indgåelsen af aftaler med andre lande.

Det kunne for eksempel være oplysninger om trusselsvurderinger, kapacitet, beredskabsplaner, bemanding og organisationsstruktur, tekniske installationer, lokaliteter eller bygningsforhold.

Det følger i øvrigt klart af lovforarbejderne til paragraf 109, at strafansvar forudsætter, at det drejer sig om videregivelse af oplysninger til uvedkommende, som ikke i forvejen var bekendt dermed.

Formålet bag paragraf 109 og bestemmelsens høje strafferamme er i øvrigt udtryk for, at der skal være tale om særlig væsentlige beskyttelseshensyn, det vil sige en forholdsvis klar trussel mod vigtige danske interesser.

Formålet bag paragraf 109 og bestemmelsens høje strafferamme er i øvrigt udtryk for, at der skal være tale om særlig væsentlige beskyttelseshensyn, det vil sige en forholdsvis klar trussel mod vigtige danske interesser

Jørn Vestergaard
Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Misforståelse, at paragraf 109 handler om landsforræderi

Bestemmelsen står i straffelovens 12. kapitel, der har overskriften "Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed".

Derfor beskrives den i medierne som en "landsforræderparagraf", hvilket er misvisende. Det er de indledende paragraffer i kapitlet, der omhandler diverse former for landsforræderi.

Herefter kommer paragrafferne 107 til 108 om spionage og anden ulovlig efterretningsvirksomhed. Og efterfølgende står så paragraf 109 og nogle paragraffer om andre landsskadelige handlinger med udenrigspolitisk rækkevidde. Juridisk set er det ikke retvisende at klassificere paragraf 109 som en bestemmelse om landsforræderi.

Oplysninger om kabelsamarbejdet har i hvert fald tidligere været omfattet af paragraf 109. Det springende punkt i forbindelse med den aktuelle sags forgreninger vil så være, om det drejer sig om oplysninger, der allerede var ude i det åbne, eller om forhold, som fortsat skulle behandles fortroligt.

Og dette kan det være svært at vurdere i lyset af, hvad der indtil videre har været fremme. Men som nævnt er oplysninger om operationelle forhold ikke umiddelbart omfattet af bestemmelsen.

Måske andre paragraffer i spil

På det foreliggende grundlag er det ikke muligt at vurdere, om der er oplysninger i Samsam-sagen, som har en sådan karakter, at de falder ind under paragraf 109. Det vil forudsætte, at oplysningerne har noget at gøre med forhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager om statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater.

Under alle omstændigheder forekommer det mig imidlertid vanskeligt at se, at videregivelse af trusselsvurderingen i sagen om kvinderne og børnene i Syrien skulle kunne falde ind under paragraf 109. Om paragraf 109 er overtrådt, må domstolene i givet fald bedømme. Anklagemyndigheden har så bevisbyrden og skal kunne fremlægge et faktuelt grundlag for rettens vurdering, hvilket de hemmelige tjenester næppe er forhippede på at medvirke til.

Videregivelse af fortrolige oplysninger kan efter omstændighederne give anledning til ansvar efter bestemmelser med langt lavere strafferammer end paragraf 109, for eksempel den almindelige bestemmelse om tavshedspligt i paragraf 152 eller paragraf 110 a om forbud mod at videregive hemmelige oplysninger om militære installationer med videre. I så fald er retsstillingen helt anderledes end i en sag om paragraf 109.

Det kan vel forventes, at de indkaldte journalister er utilbøjelige til at udtale sig til politiet, og det er de i deres gode ret til

Jørn Vestergaard
Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Journalister risikerer pålagt vidnepligt

Som udgangspunkt er journalister fritaget for vidnepligt i retten. I sager om overtrædelse af straffelovens almindelige bestemmelser om tavshedspligt kan retten dog pålægge vidnepligt, men kun hvis kilden ikke har villet afdække forhold af samfundsmæssig betydning (Retsplejeloven paragraf 172, styk 6). Det særlige ved en sag om overtrædelse af paragraf 109 er, at der ikke er adgang til vidnefritagelse efter disse regler.

Retsplejeloven har også en bestemmelse om, at retten kan pålægge vidnepligt i meget alvorlige sager, hvis to betingelser er opfyldt.

For det første skal vidneførslen have afgørende betydning for sagens opklaring. For det andet skal hensynet til opklaringen klart overstige hensynet til kildebeskyttelsen (Retsplejeloven paragraf 172, styk 5). I et sådant tilfælde er det op til retten at foretage en skønsmæssig afvejning. Alt andet lige vil pilen nok pege i retning af at pålægge vidnepligt i en sag om overtrædelse af paragraf 109, der jo handler om at røbe statshemmeligheder.

Hvis retten pålægger pligt til at afgive forklaring, og et vidne alligevel nægter, kan retten fastsætte løbende tvangsbøder og ultimativt frihedsberøve vedkommende i op til seks måneder (Retsplejeloven paragraf 178). Dette gælder efter omstændighederne også journalister, hvilket der er eksempler på i retspraksis.

Tilbage står nu spørgsmålet om, i hvilket omfang medierne skal lægge bånd på sig selv, hvis journalister får adgang til lækkede efterretningshemmeligheder

Jørn Vestergaard
Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Det kan vel forventes, at de indkaldte journalister er utilbøjelige til at udtale sig til politiet, og det er de i deres gode ret til. Hvis de så indkaldes til indenretslige afhøringer, kan det blive aktuelt at påberåbe sig princippet om forbud mod pligt til selvinkriminering, hvis de ved at afgive forklaring ville røbe egne overtrædelser og derved udsætte sig selv for strafforfølgning. Og de gør klogt i at have en advokat ved deres side.

Tilbage står nu spørgsmålet om, i hvilket omfang medierne skal lægge bånd på sig selv, hvis journalister får adgang til lækkede efterretningshemmeligheder.

I den sidste ende vil dette selvsagt bero på en publicistisk afvejning. Men som ovenfor forklaret er det i hvert fald kun i visse tilfælde, at straffelovens paragraf 109 står i vejen for offentliggørelse.