Johanne Dalgaard: Ellemanns brud med djævlepagten afslører en helt utilstrækkelig erkendelse

Et af dansk tv-histories mest pinagtige øjeblikke er uden tvivl det interview, som Martin Krasnik lavede med daværende justitsminister Morten Bødskov den 17. april 2013 om den forestående stramning af den danske offentlighedslov og indførelsen af den såkaldte ministerbetjeningsregel.

28 gange bad Martin Krasnik forgæves Bødskov om at komme med et konkret eksempel på, hvorfor der var behov for mindre åbenhed omkring ministres arbejde.

Ministeren kunne ikke svare. Han famlede og tøvede og forsøgte at henvise til Offentlighedskommissionens betænkning, som heller ikke indeholdt nogen eksempler fra den virkelige verden på, hvordan det ville være hensigtsmæssigt med større lukkethed omkring ministrenes arbejde.

To måneder senere var loven ikke desto mindre vedtaget af et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Konservative og Venstre.

Altså alle de partier, der på det tidspunkt enten sad eller meningsfuldt kunne forvente at komme til at sidde i regering inden for en overskuelig tidshorisont.

Det var selvfølgelig ikke tilfældigt, ligesom det var og er helt indlysende, hvorfor Morten Bødskov ikke kunne komme med ét eksempel på den gavnlige virkning af ministerbetjeningsreglen.

Problemet var selvfølgelig, at det, som Martin Krasnik efterspurgte, var eksempler på, hvordan en sådan lovgivning gavner samfundet som helhed, mens det tydelige formål med lovændringen alene var at gavne de regeringsførende partier og at give dem en klar fordel frem for både Folketinget og den øvrige offentlighed i den politiske debat.

Det stod klart i 2013, som det står klart i 2021, hvor den nye offentlighedslov har været i effekt i syv år med det helt forventelige udfald, at offentligheden har fået meget dårligere indsigt i, hvordan magten forvaltes af landets øverste myndigheder og politiske ledelse.

Skiftende regeringer har aldeles ikke-overraskende benyttet sig af den elastik i metermål, som lovgivningen rummer for de ministerielle forvaltninger til at tilbageholde oplysninger fra offentligheden.

Folketingets Ombudsmand konkluderede i 2016, at ministerbetjeningsreglen i praksis har ført til væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt, og at det såkaldte meroffentlighedsprincip, efter hvilket ministerier skal "overveje" om de alligevel vil stille dokumenter, der indgår i ministerbetjeningen til rådighed for offentligheden, oftest kun fører til udlevering af "dokumenter og oplysninger, som ikke kan antages at have særlig interesse for offentligheden".

Her fem år senere er Venstres partiformand, Jakob Ellemann Jensen, tilsyneladende ved at opdage, at det at lade regeringsmagten lukke sig hermetisk om sig selv kan være noget rigtigt skidt, særligt hvis man har udsigt til en lang periode i opposition. I et interview med Berlingske annoncerer han sit ønske om et opgør med loven.

Det er selve forudsætningen for at kunne kalde sig et demokratisk samfund, at borgerne har mulighed for at følge med i, hvad politikerne foretager sig med den magt, som de er blevet givet

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

"For meget falder i den mørklagte afdeling med den nuværende lov. Det er særligt det seneste år blevet tydeligt, at der er behov for mere åbenhed om det faglige grundlag bag de politiske beslutninger," udtaler Ellemann.

Dermed henviser han formodentlig til S-regeringens lukkethed i håndteringen af covid-19-pandemien i almindelighed og til minksagen i særdeleshed.

Det er selvfølgelig rigtig fint, hvis Venstre nu vil bryde med den djævlepagt, som de regeringsførende partier på begge fløje med den nuværende offentlighedslov har indgået med hinanden, imod den fælles fjende: Den demokratiske offentlighed.

Men at motivere det med minksagen eller den siddende regerings magtfuldkommenhed afslører en helt utilstrækkelig erkendelse af, hvor grundlæggende forkert det var at indgå sådan en pagt til at starte med.

Her er helt grundlæggende demokratiske principper på spil. Hvis magtudøvelse sker gemt væk fra offentligheden, har landets borgere selvsagt ingen mulighed for at føre kontrol med, at magten forvaltes på en ordentlig og redelig måde.

Det er selve forudsætningen for at kunne kalde sig et demokratisk samfund, at borgerne har mulighed for at følge med i, hvad politikerne foretager sig med den magt, som de er blevet givet, så der er mulighed for at smide dem på porten, hvis deres ageren er utilfredsstillende eller ligefrem uhæderlig.

Det burde ikke være nyt for nogen, der kalder sig liberale – hverken i 2013 eller i 2021.