Kandidatudspillet beviser, at stilstandens ideologi gennemsyrer den brede regering

Hvordan et forringet uddannelsesniveau hos cirka halvdelen af fremtidens akademikere konkret skal hjælpe arbejderklassebørn til at føle sig bedre hjemme i folkeskolen, forblev i det dunkle, men det lød autentisk arbejderistisk, mens han sagde det.

Venstres økonomiminister, Troels Lund Poulsen, kom måske tættest på at lyde som en, der havde tænkt to sammenhængende tanker om effekten af det, han stod og foreslog, idet han syntes at argumentere for, at formålet med uddannelserne er at levere kompetencer til erhvervslivet, hvorfor de over en kam skal målrettes og strømlines med dette for øje.

Han fik også i en kort bemærkning nævnt den finansministerielt udregnede forøgelse af arbejdsudbuddet, som forkortede uddannelser angiveligt skal kaste af sig.

Det er tydeligt, at SVM-regeringen ikke kan blive enige indbyrdes om, hvad fortællingen om formålet med at forkorte kandidatuddannelserne er.

Når regeringen taler, lyder det som om, der slet ikke kan tænkes nogen fremtid

Johanne Dalgaard

Hvad de til gengæld synes rørende enige om, er, at uddannelse – tilegnelsen af viden – ikke har nogen værdi i sig selv. Et synspunkt, der afspejler det dybereliggende ideologiske fodslag mellem de tre regeringspartier.

”Den brede regering hen over midten,” er det flotte brand, SVM gerne vil give sig selv, men regeringskonstellationen udgør reelt det snævrest mulige centrum-højre-flertal i Folketinget.

Dens medlemmer er alle repræsentanter for den samme stilstandens ideologi, der har gennemsyret Slotsholmen så længe, man i min generation kan huske. Som alt andet i samfundet skal værdien af uddannelse alene vurderes på de konkrete kroner og ører, den kaster af sig inden for en tidsramme, der nogenlunde svarer til varigheden af en valg- eller udpegningsperiode.

Således kan man afskrive humanister og andet skravl, der beskæftiger sig med viden om ubetydelige ting som historie, sprog eller kunst som værdiløse, fordi de ofte arbejder prekært og billigt. Således kan man nå den tumpede konklusion, at vi bliver rigere af at uddanne os mindre.

Andetsteds i torsdagens nyhedsbillede lod statsministeren forstå, at ønsket i befolkningen om at arbejde mindre i fremtiden er en barnlig urimelighed, der må imødegås med en anstrengt overbærende mine. ”Glem det, venner,” var budskabet.

”Forberedt på fremtiden I” er titlen på regeringens uddannelsesudspil. Men når regeringen taler, lyder det som om, der slet ikke kan tænkes nogen fremtid. Som om udfaldsrummet for menneskeliv for tid og evighed er begrænset til det, der kan udspille sig inden for rammerne af det totale samfundsmæssige status quo.