Kommentar af 
John Wagner

EU-valget bliver et skæbnevalg for de borgerlige partier

Valgkampen til europaparlamentsvalget vil fastfryse det borgerlige Danmark som en helt og aldeles uregerlig størrelse med totalt uenige partier, skriver John Wagner.

EU-valget vil vise, hvor Danmarksdemokraterne står i forhold til EU med Inger Støjberg i spidsen, der tidligere var næstformand i det mest pro-europæiske parti, Venstre, men siden har adopteret en række EU-kritikere fra Dansk Folkeparti, skriver John Wagner.
EU-valget vil vise, hvor Danmarksdemokraterne står i forhold til EU med Inger Støjberg i spidsen, der tidligere var næstformand i det mest pro-europæiske parti, Venstre, men siden har adopteret en række EU-kritikere fra Dansk Folkeparti, skriver John Wagner.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
John Wagner
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For de otte mere eller mindre borgerlige partier, der også er stærkt uenige om Danmarks fremtidige forhold til EU, kan europaparlamentsvalget 9. juni 2024 blive et skæbnevalg med landspolitiske konsekvenser.

For Venstre, der altid har været et af de største og mest EU-positive partier, kan en decimering betyde, at partiet for alvor må tage regeringsdeltagelsen op til revision inden kommunal- og regionsrådsvalget i november 2025.

For Konservative, som også altid har haft repræsentation i Europa-Parlamentet – og det i den største og for dansk erhvervsliv vigtigste parlamentsgruppe, Det Europæiske Folkeparti (EPP) – kan et nederlag i form af at miste det enlige mandat forstærke debatten om Søren Pape Poulsens fremtid som partileder. Eller mangel på samme?

Men ikke nok med det: Også De Radikale, Moderaterne, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige må se frem til europaparlamentsvalget med nervøs mave – et lidt uvelkomment "midtvejsvalg" på et tidspunkt, hvor man hellere ville stabilisere sig landspolitisk og forberede sig på det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

Det mest interessante bliver nok, hvordan de enkelte partier – og ikke mindst de konkurrerende mere eller mindre borgerlige – klarer sig, når vælgerne skal fordele de 15 danske mandater.

John Wagner
Politisk kommentator

Dertil kommer, at flere af partierne har en lunken EU-politik, der får dem til at stå svagt i en valgkamp til netop Europa-Parlamentet, og at valgkampen ikke kan undgå at fastfryse det borgerlige Danmark som en helt og aldeles uregerlig størrelse med totalt uenige partier.

Fra de mest proeuropæiske hos De Radikale, Moderaterne og Venstre til direkte EU-modstandere i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

For regeringen risikerer valget 9. juni at blive en gevaldig hæmsko for den reformdagsorden, som var regeringspartiernes begrundelse for at danne en utraditionel flertalsregering hen over midten.

Foråret kommer hurtigt til at gå med slagsmålet om en CO2-afgift på landbruget og overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte.

Maj bliver måneden, hvor partierne kører sig i position til i kraft af en landspolitisk effekt at opnå det for partiet mest optimale EU-valg, hvorefter der er tid til selvransagelse inden næste folketingssamling – og sommerferie.

Med den europapolitiske aftale 15. december mellem de tre regeringspartier, SF, Radikale, Konservative og Liberal Alliance er der måske lagt op til en debat mellem pro-EU-partierne på den ene side og på den anden side Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige om mere eller mindre EU.

I aftalen hedder det, at man inden for "afgrænsede områder" af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik kan overgå fra krav om enstemmighed mellem alle EU-lande til i fremtiden at nøjes med kvalificerede flertalsafgørelser. Sikkert det helt rigtige i den nuværende sikkerhedspolitiske situation, men en væsentlig, principiel ændring på længere sigt, hvis man skulle ønske sig mindre EU.

Men den bliver nok mere for nørder og feinschmeckere end for vælgerne flest.

Læs også

Således bliver interessen for EU-valget blandt vælgerne nok begrænset.

I 2019 satte valgdeltagelsen rekord med 66 procent, hvor den fem år tidligere var på 56,3 procent.

Men til sammenligning var den ved det seneste folketingsvalg på 84,1 procent og seneste kommunalvalg på 67,2 procent – formentlig negativt påvirket tre til fem procentpoint på grund af situationen med covid-19 på daværende tidspunkt.

Det mest interessante bliver nok, hvordan de enkelte partier – og ikke mindst de konkurrerende mere eller mindre borgerlige – klarer sig, når vælgerne skal fordele de 15 danske mandater.

Med den erfarne og driftssikre Morten Løkkegaard (V) som spidskandidat og en – i forhold til de øvrige partier – klar EU-politik står Venstre måske til et bedre EU-valg end i meningsmålingerne nationalt.

Forhåbningen i partiet er sikkert at bevare to af de nuværende tre mandater, men for fire år siden var den senere folketingsformand, Søren Gade (V), blandt stemmeslugerne.

Hvis det ender med et enkelt mandat, som koster cirka 6,5 procent af stemmerne, kan det ikke undgå at rejse ny diskussion om Venstres landspolitiske placering og lederskab.

Efter en storhedstid med op til fire valgte i midten 1980’erne har Konservative vænnet sig til et enkelt mandat – senest den omstridte Pernille Weiss, som ikke fik lov at genopstille, og tidligere den forhenværende partiformand Bendt Bendtsen, som formåede at veksle sin tidligere position som økonomi- og erhvervsminister til stor indflydelse i EPP-gruppen til fordel for dansk erhvervsliv.

For Radikale handler det om at bevare mandatet efter den erfarne og ganske indflydelsesrige Morten Helveg Petersen, som ikke genopstiller.

John Wagner
Politisk kommentator

Nu er spidskandidaten det sydjyske folketingsmedlem Niels Flemming Hansen – ikke forrygende kendt i den store offentlighed. Med et valgforbund med Liberal Alliance kan mandatet måske bevares.

Hvis ikke, bliver der ballade.

For Radikale handler det om at bevare mandatet efter den erfarne og ganske indflydelsesrige Morten Helveg Petersen, som ikke genopstiller.

Partiets spidskandidat blev ikke lillebroreren, Rasmus Helveg Petersen, men Sigrid Friis Frederiksen, som betragtes som et stort talent, men kendt er hun altså ikke. Og med partiets landspolitiske status kan mandatet hænge i en tynd tråd og afhænge af overskud i valgforbund - sandsynligvis med Venstre og Moderaterne.

Moderaterne går til valg med den kendte, men også lidt omstridte, erhvervskvinde Stine Bosse som "spids-spids"-kandidat og partistifter Lars Løkke Rasmussens søn, Bergur Løkke Rasmussen, som nummer to.

Læs også

Ambitionen er nok to mandater, men man vil sikkert også være tilfredse med at få en enkelt valgt ved dette første EU-valg for partiet.

Alt afhænger – som altid – af Lars Løkke Rasmussens performance op til valget.

Også i Liberal Alliance handler det om at få valgt den første repræsentant til Europa-Parlamentet, hvad man forsøger med det til tider kontroversielle folketingsmedlem Henrik Dahl som spidskandidat, valgforbund med Konservative og en melding om, at man, som Konservative, satser på at blive medlem af EPP-gruppen.

Det kommer helt sikkert ikke til at gå stille af.

Måske EU-valgets mest ubekendte størrelse – i hvert fald indtil videre - bliver en prøve på, hvad Danmarksdemokraterne står for i forhold til EU med en partileder, der tidligere var næstformand i det mest pro-europæiske parti, Venstre, men siden har adopteret en række EU-kritikere fra Dansk Folkeparti.

Det bliver en af valgets spændende, lidt nørdede detaljer, hvordan ”EU-modstanden” i det borgerlige Danmark fordeler sig på de tre partier; Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

John Wagner
Politisk kommentator

Indtil videre er meldingen, at man ønsker "et slankere EU", og spidskandidaten er Kristoffer Hjort Storm, partiets byrådsmedlem i Aalborg, valgt ind som medlem af Dansk Folkeparti.

Det er snart 10 år siden, at Dansk Folkepartis nuværende partiformand, Morten Messerschmidt, som EU-kandidat fik 465.758 personlige stemmer og sikrede partiet fire mandater.

Ved seneste valg blev det blot til et enkelt mandat.

Spidskandidat til det kommende valg er det nuværende medlem, Anders Vistisen, og der er vist ingen tvivl om, at genvalg vil blive udlagt som en kæmpe sejr for partiet – i betragtning af, hvad det har været igennem i forhold til EU-repræsentationen, og hvordan det lige nu står landspolitisk.

For Dansk Folkeparti bliver det sikkert heller ikke lettere at forblive i Europa-Parlamentet, når Nye Borgerlige stiller med det tidligere DF-folketingsmedlem, Martin Henriksen, som spidskandidat.

Udsigterne til valg svarer formentlig til Dansk Folkepartis, og i det hele taget bliver det en af valgets spændende, lidt nørdede detaljer, hvordan "EU-modstanden" i det borgerlige Danmark fordeler sig på de tre partier; Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Wagner

Politisk kommentator og bestyrelsesmedlem
journalist (DJH 1979)

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Morten Løkkegaard

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (V), MEP (V), Næstformand, Renew Europe, kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

0:000:00