Her er 6 ting, du skal holde øje med til europaparlamentsvalget

For nuværende er det eneste danske mandat i EPP det konservative mandat. Derfor får erhvervslivet brug for et nyt talerør, hvis Konservative mister deres sæde. Og det kunne meget vel blive Liberal Alliances spydspids, Henrik Dahl.

Dahl er mere højredrejet end den forrige kandidat, Mette Bock, og hælder mere til skeptikerfløjen, end tidligere LA-kandidater. Men Dahl er også intellektuel og derfor tilhænger af EU og markedet. Han vil på ingen måde have Danmark ud af EU som DF, men reformere det indefra. Alligevel vil folk se ham som en kritisk kandidat. En hardliner. Og så har LA altid haft svært ved at finde sin rette position i forhold til EU.

Liberal Alliance bliver med Dahl ved roret et blødere alternativ til Dansk Folkeparti og Nye Borgerliges skepticisme og kan med stor sandsynlighed lukrere på Vanopslaghs verserende succes. Dertil har LA's kampagnemaskine vist sig særdeles leveringsdygtig i at stjæle rampelyset i en valgkamp.

Med den konservative nedsmeltning som bagtæppe ser LA en mulighed for at nuppe Konservatives mandat og få valgt to ind. Ikke utænkeligt, partiets nuværende målinger taget i betragtning.

En anden kamp, der bliver interessant at følge, er Moderaternes liste. Her er både formandens egen søn, Bergur Løkke Rasmussen, og den tidligere erhvervs- og EU-profil, Stine Bosse, opstillet. To topkandidater, ingen spids, til trods for, at vi må forstå, at Bosse er toptopkandidat. Altså spidskandidat på "løkkesk". Et fravalg af egen søn, som ikke endnu har vist sig at have vælgertække som sin far.

Moderaterne er et meget personbåret parti, så uden Løkke som spydspids bliver det næppe til to mandater.

Malene Møller Hall

Bosse er derimod et spændende kort, som skræmmer nogle væk, men også lægger andre til. Hun er uerfaren inden for det politiske felt, men er vant til at gebærde sig i debatten.

En dark horse til valgets positive overraskelse, hvis det går godt. Men også med potentiale til at lancere nogle politiske skæverter, der kommer til at stjæle uheldige overskrifter.

Udover Bosse og Bergur har partiet opstillet tidligere formand for Konservative, Lars Barfoed, som kan samle de vælgere op, som den mere venstreorienterede Bosse skræmmer væk.

Nye partier har historisk haft svært ved at levere gode resultater til EU-valg, som er et vanskeligt område at gøre interessant i vores hjemlige andedam. Det er oplagt at konkludere, at Moderaterne er et meget personbåret parti, så uden Løkke som spydspids bliver det næppe til to mandater.

I det radikale parti har man netop valgt Radikale Ungdoms tidligere formand, Sigrid Friis, over den erfarne EU-ordfører og tidligere minister, Rasmus Helveg. Det er et opgør med Helveg-klanen og et tilvalg af friske kræfter.

Lidegaards nye linje er et rent sats på klima, unge vælgere og 'generationskontrakten', som Lidegaards aktuelle bog hedder. Radikale Venstre går planken ud med en RU'er som spids.

Det kan blive det mirakel, som partiet vitterligt har brug for, hvis man skal genvinde et mandat med de nuværende målinger. Men det vil også være et hårdt slag for både parti og kandidat, hvis det modige valg af den i denne sammenhæng uerfarne Sigrid Friis ender som en fuser, og Radikale falder igennem på valgdagen.

Samme tendens med unge superkræfter ses i øvrigt ved SF, hvor man også har vraget de gamle, erfarne profiler. Øverst på SF's liste finder man nemlig den unge venstrefløjsstjerne, Kira Marie Peter Hansen, som er godt på vej til at blive en ny Jacob Mark – bare i Bruxelles.

Villy Søvndal, der er hentet ind som erstatning for Margrete Auken til det ældre centrum-venstre publikum, må se sig forvist til en tredje placering på listen. Både Sigrid Friis og Kira Marie Peter Hansen er værd at holde øje med.

I Venstre fører den erfarne Morten Løkkegaard an. Med flest personlige stemmer i 2019 er han en stærk kandidat. Løkkegaard er flankeret af landbrugets mand, Asger Christensen, tidligere minister Ulla Tørnæs og knap så kendte tidligere folketingspolitiker, Carsten Kissmeyer.

Erfarne navne. Men er det nok til at trodse en historisk vælgerkrise for partiet? Det kan både blive et og tre mandater til det eneste fuldtonede blå EU-positive parti.

Selvom det kan ende med et grimt nederlag for Venstre, er der dog flere tegn, der peger i retning af, at Venstre kan gøre det lidt bedre til EU-valget, end det niveau, partiet har i meningsmålingerne.

Bliver endnu flere vælgere hjemme, fordi feltet er uinteressant? Måske. Men man kan også håbe på mere EU-politisk debat. Det er vi ikke vant til.

Malene Møller Hall

Dels stemmer man netop ikke på den upopulære Jakob Ellemann-Jensen, som Venstre nok gør klogt i at pakke væk i valgkampen – især i det jyske. Og dels har Venstre med sin EU-positive profil et borgerligt publikum, der – på trods af utilfredshed med Venstres ageren ved minksagen og koranloven – stadig ikke vil stemme på andre borgerlige partier med mere EU-skeptiske profiler som Liberal Alliance.

Og så er der den EU-skeptiske højrefløj. DF er måske ikke i fremgang, men tager ikke længere vand ind. Den erfarne EU-profil Anders Vistisen er spidskandidat, men ellers er listen stadig ukendt. På trods af, at den EU- og indvandrerskeptiske højrefløj har lidt trangere kår end ved sidste EU-valg, så bør der være publikum nok til at skrabe stemmer sammen til et mandat.

DF gør klogt i ikke at begå samme brøler som ved sidste valg, hvor partiet ikke indgik i valgforbund og derfor kun fik ét mandat på trods af, at de blev større end Radikale, der fik to med hjælp fra sit valgforbund.

Nye Borgerlige har nuppet den tidligere DF’er Martin Henriksen som kandidat. En skarp EU-kritiker, men ikke nok til, at NB for alvor er i seriøs konkurrence til et mandat. Men partiet kan ende med netop at give de livsvigtige stemmer til eksempelvis DF via valgforbund.

Ovenstående er mine bud på områder, der bliver særligt interessante at følge. Dertil kan lægges, om en valgkamp uden kendisser har påvirkning på et valg, der i forvejen har lav valgdeltagelse.

Bliver endnu flere vælgere hjemme, fordi feltet er uinteressant? Måske. Men man kan også håbe på mere EU-politisk debat. Det er vi ikke vant til.