Journalist: Coronakrisens løsninger kræver kritisk dækning, hvis de skal trænge igennem

Som journalist og redaktør er det den mest oplagte beslutning at fokusere stort set alle kræfter på at dække den sundhedskrise, som den nye coronavirus har kastet verden ud i.

Men efter at beslutningen om at sætte alle journalistiske sejl ind er truffet, står der stadig mange spørgsmål tilbage i forhold til dækningen. En del af svarene kan findes i den konstruktive journalistik.

Det mest kendte aspekt af den konstruktive journalistik er historier, der fokuserer på løsninger frem for problemer. Det kan bestemt også have sin berettigelse i den virkelighed, vi står i i disse uger.

Men der er andet og mere at hente i den konstruktive værktøjskasse, som jeg vil beskrive herunder.

En afgørende rolle
Først et par ord om den rolle, som medierne spiller i denne ekstraordinære situation. Det er oplagt, at vi bærer et enormt ansvar for at formidle de beslutninger og anbefalinger, som kommer fra myndigheder og regeringen, og for at stille de nødvendige spørgsmål til dem.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kan medier dog også have en anderledes direkte indvirkning på, hvordan borgere klarer sig igennem coronakrisen. I en rapport med 31 anbefalinger til, hvordan man undgår at blive skør i hovedet under udbruddet, er anbefaling nummer tre, at man begrænser sit medieforbrug.

“Opsøg information på bestemte tidspunkter i løbet af dagen, en enkelt eller to gange. Den pludselige og noget nær konstante strøm af nyheder om et udbrud kan gøre enhver bekymret,” skriver WHO.

Jeg skal ikke komme med formaninger til folks medieforbrug, men blot håbe, at vi kan skabe et mediebillede, som ikke bidrager unødigt til situationens alvor. Og så bør det ikke være utopisk at forestille sig en verden, hvor den førende globale sundhedsautoritet ikke direkte advarer folk mod at læse, se og høre nyheder.

En passende kritik
Vender vi tilbage til de spørgsmål, der skal stilles til myndigheder og politikere, har der de seneste dage været en diskussion om, hvorvidt journalister bør stille kritiske spørgsmål eller nøjes med at formidle myndighedernes anbefalingerne til borgerne.

Blandt andet i Politiken og Videnskab.dk har medieforskere påvist, at medier historisk set bliver mindre kritiske i krisetider, og talt for, at det kan være mest rigtigt at vente med kritikken, til faren er drevet over.

For os, der beskæftiger os med den konstruktive journalistik, er det en velkendt diskussion, hvornår man som journalist kan og skal tillade sig at være kritisk. Det overordnede svar fra Ulrik Haagerup, der er stifter og direktør for Constructive Institute, lyder, at den kritiske journalistik er helt central i det at være konstruktiv.

Særligt hvis man beskriver en mulig løsning på et problem, er det vigtigt at være kritisk over for dem, der mener at kunne løse det. Ellers lader man både læsere og historiens troværdighed i stikken.

Det samme gør sig efter min mening gældende, når Søren Brostrøm og andre efterhånden kendte ansigter på pressemøder giver nye dessiner til danskernes adfærd. Jeg vil vove den påstand, at budskabet trænger bedre ind hos seerne, hvis eksperter og ministre bliver tvunget til at forklare sig de steder, hvor der med rette kan stilles spørgsmål til anbefalinger og påbud.

Det er da også min oplevelse, at det netop foregår sådan til de mange pressemøder. I de fleste tilfælde har ministre og embedsmænd gode svar klar, og ellers er der enten basis for at være ærlig om tvivl eller en journalistisk opgave i at beskrive huller i argumentationen.

Brugernes spørgsmål
Når det kommer til den konkrete journalistik, arbejder Constructive Institute ud fra tre søjler med tilgange og metoder. I nogen udstrækning er der tale om elementer, vi kan genkende fra dele af den journalistik, vi er vant til fra klassisk journalistik.

Starter vi bagfra, beskæftiger den tredje søjle med journalistens rolle og muligheden for at facilitere en samtale. Her har dækningen af virusudbruddet en overvældende tendens til at involvere brugerne direkte ved at stille deres spørgsmål videre til eksperter.

Et af de første medier var TV 2 News, der i begyndelsen af marts dedikerede et program til seerspørgsmål. Programmet, ’Spørg om Corona’, kører nu hver aften med skiftende eksperter, og en hel række andre medier har lavet lignende formater.

Det er en simpel måde at levere journalistik, der er relevant for ens brugere, og ofte vil der komme spørgsmål, man som journalist ikke havde tænkt på.

Se fremad – og tilbage
Den anden af de tre søjler fokuserer på, at journalister skal huske nuancerne og perspektiverne i deres dækning. Det er en tilgang, som virker bekendt for Altingets journalister og forhåbentlig også læsere.

I denne tid er det vigtigere end nærmest nogensinde, at vi er præcise og skarpe på detaljer og nuancer.

Med perspektiv menes blandt andet det tidsmæssige. Tænk eksempelvis på de mange historier om den spanske syge; hvad der gik galt dengang, hvordan det ramte Danmark, og hvilke erfaringer vi kan bruge i dag.

En mulighed er naturligvis også at kigge frem og komme med bud på, hvad covid-19 vil betyde for vores verden. Den disciplin er de gode kolleger på Mandag Morgen eksperter i, og mandagens ugebrev er da også dedikeret til, hvad corona vil lære verden.

Det er de helt store historier om potentialerne for at finde løsninger på klimakrisen, og der er helt konkrete fortællinger om, at generalforsamlinger i store danske virksomheder nu må afvikles digitalt, og at det meget vel kan foregå sådan fremover.

”Kriser skaber ikke nødvendigvis nye tendenser, men forstærker bevægelser, der allerede er i gang,” vurderer to forskere i sidstnævnte artikel.

Sådanne historier hjælper os til at forstå omfanget og betydningen af, hvad det er, vi står midt i, og i nogle tilfælde, hvordan vi kan gøre en positiv forskel.

Det bringer os tilbage til historier om løsninger. Det kan virke desperat absolut at ville finde noget positivt i det, der entydigt er en forfærdelig krise. Omvendt er de fremskridt og forsøg, der bliver gjort, også en del virkeligheden.

Det gælder både små påfund som en drive-in-test på sygehuset i Aarhus og de store historier om, hvad der har knækket kurven i Kina og Sydkorea som her fra Forbes.

I begge tilfælde er det som nævnt afgørende at have en både nysgerrig og kritisk tilgang til, om erfaringerne er relevante i en national, dansk kontekst.

Mediernes samfundssind
Den bredere relevans af et løsningsforslag kan være svær at vurdere, simpelthen fordi udfordringen er så diffus og foranderlig. Efterhånden som smitten spredes, lærer vi hele tiden nyt om sygdommen, og hvordan man bedst bekæmper den.

Da vi på Constructive Institute for få uger siden for første gang talte om mediernes dækning af udbruddet, var der bred enighed om, at medierne skulle passe på med at overdække historien. Det råd ville i dag virke helt skævt, sådan som begivenhederne har udviklet sig.

Det tjener for mig at se som en illustration af, hvordan man som journalist hele tiden skal søge at være opdateret på den nyeste viden og anbefalinger fra myndighederne. Scenarier, der virkede utænkelige for få uger eller dage siden, kan i morgen være oplagte og naturlige.

Ligesom hver dansker bliver opfordret til at vise samfundssind, tager medierne rollen som formidler af anbefalinger til adfærd til sig. Den skal kombineres med god, kritisk og gerne konstruktiv journalistik.

Sammen med mine kolleger i Aarhus har vi samlet gode råd og eksempler til det, hvoraf jeg har beskrevet en del herover. Du kan læse mere her.

-----

Kasper Kaasgaard er uddannet journalist og ansat på Altinget. Han har siden september 2019 haft orlov til fordel for et fellowship på Constructive Institute i Aarhus, hvor han studerer konstruktiv journalistik med særligt fokus på teknologi i sundhedsvæsenet. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.