EU lover afrikanske ledere mere støtte i kampen mod pandemien

Selv om regeringerne i Danmark og andre europæiske lande stadig tøver med at ophæve patentkrav på covidmedicin, lover EU nu i en fælles erklæring fra lederne på de to kontinenter at styrke produktionen af vacciner i afrikanske lande.

EU-chef Ursula von der Leyen præsenterede planer om et nyt center for vaccineteknologi placeret i Cape Town, sammen med bl.a. Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.
EU-chef Ursula von der Leyen præsenterede planer om et nyt center for vaccineteknologi placeret i Cape Town, sammen med bl.a. Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas LauritzenPeter Ingemann Nielsen

BRUXELLES: Selv om langt fra alle problemer er løst, så er det lykkedes for afrikanske og europæiske ledere at bane vejen for et kompromis, der kan give Afrika mulighed for selv at producere vacciner mod covid.

Som del af en ny, stor partnerskabsaftale forpligter Europa sig til investeringer for omkring 1.000 milliarder kroner på det afrikanske kontinent over de næste syv år – blandt andet til udvikling af grøn energi, teknologi og sundhedsberedskab.

”Hele verden må forberede sig på, at der kan komme en ny pandemi, eller en opblusning af en ny covid-variant. Derfor har vi behov for lokal produktion af et tilstrækkeligt antal vacciner,” sagde statsminister Mette Frederiksen fredag ved afslutningen på to dages fælles topmøde for EU og Den Afrikanske Union (AU).

Hele verden må forberede sig på, at der kan komme en ny pandemi, eller en opblusning af en ny covid-variant. 

Mette Frederiksen (S)
Statsminister

Tidligere på dagen havde Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, advaret europæerne om, at der ikke kan findes nogen ”bæredygtig” vej ud af pandemien ved blot at donere den rige verdens overskydende vaccinedoser til Afrika.

”Vi kan ikke blive ved med at være forbrugere af et medicinsk forsvar til så høje priser, at vores kontinent ikke har råd til det. Hjælp os til selv at producere vaccinerne,” sagde Ramaphosa – og så langt var statsministeren med på hans analyse.

”Det er jeg meget enig i. Hvordan vi så gør det bedst, det må vi diskutere,” sagde Mette Frederiksen, som på den måde afspejlede Europas lidt forsigtige formuleringer.

Danmark og EU tøver i debat om patenter

De afrikanske lande ønsker europæisk opbakning i Verdenshandelsorganisationen WTO til, at de internationale regler om patent og intellektuel ejendomsret kan blive suspenderet midlertidigt for vacciner og andre sundhedsprodukter til bekæmpelse af covid19.

Topledere på gruppearbejde

Den Europæiske Union og Den Afrikanske Union afvikler torsdag og fredag deres sjette fælles topmøde, siden de første gang var samlet i Egyptens hovedstad Kairo i 2000.

Det er fem år siden, alle lederne fra EU og AU mødtes sidst.

For at fremme diskussionerne foregår topmødet som en række parallelle ”rundbordssamtaler”.

Afrikanske og europæiske ledere bliver delt op i fire grupper torsdag og tre grupper fredag, så de kan diskutere i alt syv emneområder:

  • Vækstfinansiering.
  • Sundhed og vaccineproduktion.
  • Landbrug og bæredygtig udvikling.
  • Uddannelse, kultur, migration og mobilitet.
  • Støtte til den private sektor og økonomisk integration.
  • Fred, sikkerhed og regeringsførelse.
  • Klima og energi, digital udvikling og transport.

Det skulle gøre det lettere for udviklingslande i Afrika og andre dele af verden at producere deres egne vacciner uden at betale høje priser til de store selskaber i primært Europa og USA, som har udviklet den nye teknologi bag vaccinerne.

EU har hidtil tøvet med at støtte en suspendering af patenterne med det argument, at det underminerer incitamentet for virksomheder og videnskabsfolk til at opfinde og udvikle ny medicin, hvis ikke deres opfindelser er beskyttet af patent.

Den tøven eksisterer stadig, både i den europæiske kreds og i den danske regering, men der er tegn på opblødning.

”Vi har hele tiden sagt, at vi ikke er sikre på, at det er den rigtige vej at gå. Og det er vi stadigvæk ikke sikre på. Men jeg og regeringen har ikke nogen ideologisk modstand mod det her. Vi skal i fællesskab søge de bedste løsninger. Så må vi tale videre, også inden for rammen af WTO,” sagde Mette Frederiksen.

Erklæring lover mere europæisk støtte

I den fælles erklæring, som lederne fra Europa og Afrika forhandlede på plads under topmødet, lover begge parter at ”engagere sig konstruktivt i retning af et omfattende svar fra WTO på pandemien, inklusive handelsmæssige aspekter og forhold om intellektuel ejendomsret.”

Vi taler om millioner af menneskers liv, stillet over for indtjeningen hos nogle få virksomheder.

Cyril Ramaphosa
Sydafrikas præsident

Erklæringen fastslår i øvrigt et tæt samarbejde om afrikanske vacciner:

”Vi støtter en fælles dagsorden for produktion af vacciner, medicin og sundhedsprodukter i Afrika, inklusive investering i produktionskapacitet, frivillig overførelse af teknologi og styrkelse af regler for mere ligeværdig adgang til vacciner.”

Lederne fra de to kontinenter havde besøg af generaldirektøren for Verdenssundhedsorganisationen, WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesu. Han påpegede, at over 80 procent af Afrikas befolkning indtil videre ikke har fået et eneste stik med vaccine mod covid19, mens over 50 procent af Europas befolkning er fuldt vaccineret.

”Meget af den ulighed skyldes, at den globale vaccineproduktion er koncentreret i nogle få højindkomstlande. Derfor er en af de vigtige lærestreger fra pandemien, at det er vigtigt at øge produktionskapaciteten i lavindkomstlande,” sagde han.

Regionale centre for vaccineudvikling i Afrika

WHO og EU har arbejdet sammen med afrikanske regeringer om at skabe det første af, hvad der efter planen skal blive en række regionale centre for udveksling af vaccineteknologi i Afrika.

Det første center, der blev præsenteret under EU-AU-topmødet fredag, ligger i Cape Town i Sydafrika, og det skal også levere teknologi og viden til videnskabsfolk og laboratorier i fem andre lande på kontinentet: Egypten, Kenya, Nigeria, Senegal og Tunesien.

Spørgsmålet er, hvordan de afrikanske centre for vaccineudvikling får adgang til den teknologi og erfaring med udvikling af de såkaldte mRNA-vacciner, der i høj grad ligger hos store medicinalfirmaer i den vestlige verden som BioNTech, Pfizer og Moderna.

Sydafrikas præsident: Vi står altid bagerst i køen

Formanden for EU-Kommissionen sagde ved præsentationen, at man fremfor at suspendere patenterne i stedet bør lave regler, der gør det obligatorisk for selskaberne at give billige licenser til produktion i Afrika og andre fattige dele af verden.

”Jeg tror, vi kan bygge en bro mellem Europa og Afrika på den måde, hvor vi på den ene side beskytter den dyrebare intellektuelle ejendomsret og på den anden side sikrer Afrika en selvstændig sundhedssektor,” sagde Ursula von der Leyen.

Ved hendes side stod Sydafrikas præsident, som stadig ikke var overbevist om de europæiske intentioner.

”Regeringer, der virkelig alvorligt mener, at hele verden skal have adgang til vacciner, de bør sikre, at der gives dispensation for de her patenter – i stedet for at gemme sig bag argumenter om intellektuel ejendomsret og opfindernes profit,” sagde Cyril Ramaphosa:

”Vi taler om millioner af menneskers liv, stillet over for indtjeningen hos nogle få virksomheder. Det er ikke acceptabelt, at Afrika konsekvent stilles bagerst i køen, når det gælder adgang til medicin.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

Tedros Adhanom Ghebreyesus

Generaldirektør, WHO
Ph.d i Community Health (University of Nottingham (2000), MSc i Immunology of Infectious Diseases (University of London, 1992)

0:000:00