Journalist-formand: Politikerne svigter fællesskabet

DEBAT: Utrygheden og uligheden vokser, men politikerne svigter. Her må fagforeningerne træde til, mener Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund. 

Af Lars Werge
Formand – Dansk Journalistforbund

For nylig fyldte Danmarks nationalskjald, Kim Larsen, 70 år, og Danmarks Radio brugte en del af sendefladen lørdag aften 24. oktober på DR2 på ham, primært i form af genudsendelser af gamle interviews.

I ét af dem blev han spurgt om politik. Larsen er vel ofte blevet opfattet som venstreorienteret, men at det ikke er i gængs forstand, han måtte være venstreorienteret, og at det ikke er til at sætte på partilinje-formel, viste han med svaret:

”Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal sgu nok klare sig.”

Udtalelsen har mange år bag sig. Men bedømt ud fra de seneste 10-15 års politiske udvikling er det relevant at minde dagens ansvarlige politikere om citatet.

Stærk på mange måder
Man kan være stærk på mange måder i Danmark. Ressourcestærk, kulturelt stærk, økonomisk stærk eller, med et enkelt ord, magtfuld – og vi ser dagligt eksempler på, hvordan de stærkes ret er den toneangivende i den offentlige debat.

Vi ser, hvordan diskursen er blevet konkurrencesamfundets: Cancer er en kamp, der skal vindes. Dovenskab er roden til ledighed, og det skal bekæmpes. Ungdommens lediggang à go-go skal holdes i ave med fremdriftsreform og beskæring af dimittendsatsen.

Og samtidig kan man aflæse, hvordan det er et erklæret politisk mål for stort set alle Folketingets partier, for al landsens nationaløkonomer og dusinerne af politiske kommentatorer at påpege, at antallet på godt 800.000 danskere på offentlig forsørgelse skal nedbringes drastisk. Vi kan ikke blive ved med at påtage os den byrde, må vi forstå!

I den sammenhæng hjælper det ikke at forsøge sig med tal og argumenter. For det er, som om det ikke bider på den herskende politiske klasse at fortælle, at store grupper blandt de nævnte 800.000 ikke kan være andre steder, og at sammenstillingen er urimelig.

Det er, som om de ikke kan se, at der er mennesker på barselsorlov, i støttet beskæftigelse, på førtidspension og efterløn blandt disse medborgere.

Det ser ud til, at de beslutsomme mænd og kvinder i habitter og spadseredragter for længst har iført sig hårdhedens rustning og vil have deres vilje. De stærke bestemmer, og de har bestemt, at de svage skal være stærke.

Svag på mange måder
Man kan være stærk på så mange måder.

Men fordi styrken er blevet den helt officielle parole, der pryder imaginære bannere i alle Konkurrencestatens haller og forsamlingshuse som det mantra, indbyggerne i staten tilbeder – så er der også mange måder at være svag på.

Problemet er, at det officielle, stærke Danmark har mistet kontakten til de svage. Magthaverne tror, at der alene skal stilles krav til de ledige, de unge, de boligløse, kontanthjælpsmodtagerne og alle dem, der ikke lige passer ind; og hvis det ikke hjælper, så kan de blive skåret i ydelser, så skal de nok lære det.

Vi skal nemlig alle sammen med på toget. Det hurtigkørende eksprestog, hvor vi alle knokler som små svin for at holde motorerne i fuldt sving – og når vi har ydet vores indsats, så kan vi allernådigst få lov til at slappe af de sidste år af vores liv, så længe vi altså ikke ligger det hårdtarbejdende fællesskab til last.

Det er et utryghedens Danmark, der på den måde er ved at dukke frem som produktet af 00’ernes og 10’ernes messen om konkurrencestatens alter – der, hvor alt skal kunne betale sig, og hvor alt har en pris.

Utrygheden vokser
Utrygheden sætter sig tydelige spor både hos underklassen, hos arbejderklassen og i middelklassen. Men også på tværs af de sociale grupper manifesterer den sig, så vi på lange stræk ikke længere hænger sammen som nation.

Det gør vi ikke, fordi utrygheden bliver mødt med gold beslutsomhed i stedet for forståelse og medfølelse. Vil de ikke makke ret, må de føle sanktionen på egen krop – det er den eneste konklusion, jeg kan drage af dramatisk nedsatte overførselsydelser, beskæring af dagpenge og retorik hentet i koldkrigs-laboratorierne.

Accepten af, at det ikke er arbejdsløsheden, men den manglende fysik eller uddannelse, der er problemet for den ledige 56-årige ufaglærte, findes stort set ikke hos Christiansborgs politikere.

De svarer i stedet, at hun må bare tage sig sammen, men i øvrigt tildeles hun lige tre karensdage uden understøttelse i sin ledighedsperiode – for så finder hun nok langt om længe et job.

Det er jo til at tude over. Næste gang beslutter politikerne vel, at hvis bare de indsatte i fængslerne kommer på vand og brød, så holder de op med at begå kriminalitet, når de kommer på fri fod. Og så lader dem på fri fod naturligvis ud fra samme ræsonnement være med at begå kriminalitet.

Utrygheden har siden industrialiseringen aldrig tidligere været så tydelig i så store dele af Danmark.

Ingen griber dem på vej ned
Med halveringen af dagpengeperioden i 2010 besluttede Folketinget på det værst tænkelige tidspunkt at øge utrygheden markant – det skete jo, præcis samtidig med at dønningerne efter finanskrisen for alvor rullede ind over landet.

De forandringer i dagpengelovgivningen har betydet, at ikke alene er 60.000 lønmodtagere røget ud af dagpengesystemet siden indførelsen i 2013. De forandringer har betydet, at i alle de brancher, hvor strukturelle forandringer gør fremtiden blot det mindste usikker, er utrygheden hos medarbejderne udtalt.

Og hvad værre er: Det samme gør sig gældende i rigtig mange andre jobs i Danmark. Frygten for at blive ledig og derved miste fodfæstet er enerverende, stressfremkaldende og utryghedsskabende.

For tidligere mistede man fodfæstet for en stund, men så hjalp fællesskabet én op igen.

Nu føler rigtig mange, at mister de fodfæstet, så falder de helt til bunds – og der er ingen, der griber ud efter dem på vejen ned, for dén rejse er reduceret til din egen kamp for overlevelse.

Det er konkurrencestatens udgave af alles-kamp-mod-alle, vi ser resultatet af.

Jeg har talt med store, stærke og stolte voksne mennesker på 50-60 år, der er ved at bryde grædende sammen over, at de for det første ikke kan finde et job igen, når de har været ledige i måske 1-1½ år og med hastige skridt nærmer sig udfaldsdatoen.

Det er her, hvor deres fokus for længst har ændret sig fra ”når jeg finder et arbejde” til ”når jeg falder ud af systemet” – og svaret fra Bjerget er stokkeslag og straf.

For det andet er de ved at bryde sammen, fordi deres sociale forsvarsværker for længst er nedbrudt. Undervejs mod dette punkt er de blevet mødt med mistillid og hvad de føler som hån fra ’systemet’, der forlanger dokumentation for jobsøgninger og svarer igen med kurser og forløb, der savner enhver kontakt til virkeligheden, som de kender den.

Hvor er sikkerhedsnettet?
Jeg er på det rene med, at eventuelle læsere, der nåede til afsnittet ovenfor med de godt 60.000, der er faldet ud af dagpengesystemet, vil springe op og råbe, at det er jo så langtfra alle sammen, der er landet et sted uden forsørgelse.

Det er også korrekt: 28 procent af dem har fundet et job, og 6 procent er tilbage på dagpenge efter gentoptjent ret.

Men resten er på andre og lavere ydelser, på ægtefælleforsørgelse eller står helt uden finansiering til livets ophold – det sidste er 10 procent af de berørte.

Og de har alle været på en rejse, hvor det sikkerhedsnet, som de havde betalt bidrag til i årevis, ikke længere eksisterede.

Den forsikringsordning, de tilknyttede sig som unge, dækkede ikke, da de fik brug for den. De røg ud og kan ikke optages igen uden at honorere meget udfordrende krav.

Forsikringen dækkede ikke, viste det sig – men det kunne de ikke vide, for det stod ikke med hverken stort eller småt i policen. Det stod der faktisk slet ikke, men konkurrencestatens ædle riddere på Christiansborg indførte andre regler for fællesskabet, da det var slut med at vise hensyn og imødekommenhed.

Uligheden vokser
Det, vi ser i disse år, er et Danmark, hvor uligheden vokser på næsten alle parametre.

Vi har forseglet os i ghettoer.

Vi, der kunne vælge selv på grund af høje indkomster, gode uddannelser, de rette forbindelser eller en kulturelt og miljømæssigt nedarvet kapital, har trukket os sammen i ejerboligkvarterer, hvor villaerne og lejlighederne vokser i værdi.

Vi har placeret vore børn i gode skoler og de rette fritidsforeninger. Vi kommer i de gode klubber, vi tager de rigtige uddannelser og investerer i de bedste aktier og obligationer.

Vi er øverst på stigen. Men det er, som om der bliver ved med at blive bygget flere og flere trin på oven over os, som vi stille og roligt kravler op ad.

Til gengæld bliver det mere og mere umuligt for dem, der står forneden, at komme op på stigen.

Med indførelse af lavere overførselsindkomster, gennemført af Løkkes regering og annonceret af Venstre og Dansk Arbejdsgiverforening før valget, er der lagt op til en nedadgående udvikling for mindstelønnen herhjemme.

Samtidig har den stigende centralisering og ghettoisering i overklassen medført, at den sociale interaktion er blevet bremset. Uligheden er voksende både i forhold til økonomi, uddannelse, kultur og miljø, og i for mange år har vi ladet stå til og blot set på.

Jungleloven rykker tættere på
Men presset fra oven manifesterer sig også på et helt andet område. Torsdag 29. oktober demonstrerede tusindvis af studerende mod regeringens bebudede nedskæringer på uddannelsesområdet – både de kortvarige, de mellemlange og de akademiske uddannelser skal beskæres massivt for, at regeringen kan opfylde et mål om milliardbesparelser.

De studerende forudser, at undervisningen bliver endnu mere konkurrencepræget. Med færre undervisere, færre ressourcer og et mere slidt studiemiljø vil konkurrencestatens børn skulle erkende, at jungleloven er rykket tættere på.

At det allerede i dag giver sig udtryk i masser af dårligt studie-/arbejdsmiljø, bør i sig selv tænde advarselslamperne. Men det burde være selvklart, at vi som samfund ikke kan holde til at skrue endnu mere op for kravene til de unge, uden at vi lader ressourcerne følge efter.

Derved risikerer vi at slukke gløden i de unge, der skal bære hele Danmark videre i det 21. og 22. århundrede. Og det er med til at trække det samfund, vi kender, endnu mere fra hinanden.

Stor udfordring for fagbevægelsen
Uligheden er den største utryghedsskabende faktor her hjemme, og den er vokset; det har adskillige forskningsresultater påvist i de seneste år; men det officielle Danmark har længe virket ligeglad.

Man har ikke gjort noget, og i fagbevægelsen har vi til tider brugt flere kræfter på at bekæmpe hinanden end på at løfte i bunden.

Først i de seneste måneder og år er det, som om der er ved at opstå en fælles erkendelse i fagbevægelsen af, at sammenhængen skal reddes. I den forbindelse er der grund til at holde fagbevægelsens ledere fast på de meldinger, der kom fra LO-kongressen i Aalborg, hvor flere havde fokus netop på sammenhængskraften og samfundets nederst placerede.

De lavestlønnede på arbejdsmarkedet skal gerne hæves i løn og vilkår – men der er medborgere, der har ringere vilkår end dem, og vi har ikke haft godt nok øje for det.

Der påhviler de faglige kamptropper en stor udfordring i disse år.

Tag bare antallet af løst tilknyttede ansatte på arbejdsmarkedet. Deres antal er i voldsom vækst. De udgør fortroppen i den fleksibilitet, som det danske – og det globale – arbejdsmarked efterspørger i stigende grad, men hvis vi i fagforeningerne ikke formår at sikre dem ordentlige vilkår, vil det slå dobbelt tilbage.

For det første er det undergravende for de fastansattes vilkår, hvis det er billigere og mere fleksibelt at hyre de frieste fugle og lade dem flyve, til de ikke har kræfterne længere, og så lade dem falde til jorden.

For det andet vil det betyde, at fagforeningerne mister opbakning fra arbejderklassen i endnu større omfang.

Fagbevægelsens nye fokus
Fagforeningerne skal holde fokus på at løfte i flok, på tværs af uddannelses- og fag-skel, og uden hensyn til tilknytning til hovedorganisationerne. For hvis vi ikke indser, at det ikke er kollegerne med en anden faglig kasket eller de løst tilknyttede, der er modstanderen, så vinder den reelle modpart alt for let.

For de faglige organisationer har det egentlig altid været nemt: Modparten er ham, der underskriver lønchecken.

Men vi bør udvide det. For modparten er i høj grad også dem, der træffer de politiske afgørelser. Og de har i for lang tid arbejdet imod det Danmark, som den danske fagbevægelse bør prioritere – nemlig det samfund, hvor solidariteten kommer oppefra og gælder dem i bunden.

Vi bør varetage den opgave, som politikerne har forfejlet at udfylde. Holde de politiske magthavere fast på, at målet for enhver regering bør være at samle, ikke at skille Danmark. Og holde fast i, at solidaritet ikke er en vare, der kan tilkøbes på skattebilletten. Det er en følelse og et samfundssyn, der omfatter høj såvel som lav.

Det var det, som Kim Larsen satte ord på for alle de år siden:

”Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal sgu nok klare sig.”

Forrige artikel Karen Ellemann: Sociale indsatser mangler evidens Karen Ellemann: Sociale indsatser mangler evidens Næste artikel S: SF vildleder vælgerne med asylsnak S: SF vildleder vælgerne med asylsnak
Hummelgaard erkender: Vi kommer ikke til at hæve dagpengesatsen

Hummelgaard erkender: Vi kommer ikke til at hæve dagpengesatsen

FLEXICURITY: Regeringen anerkender problem med udhuling af dagpenge, men mangler politisk opbakning til at hæve ydelsen. Beskæftigelsesministeren kalder boom i lønforsikringer en "pragmatisk og forståelig" måde at håndtere udfordringen på.