Juraprofessor: Kommissioner brugt som politisk drilleri

Af Michael Gøtze
Professor, ph.d., Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

I begyndelsen af oktober besluttede justitsministeren, at der skal nedsættes en ny undersøgelseskommission. Det drejer sig om Tibet-sagen og politiets indgriben over for en demonstration i sommeren 2012. Vi er dermed tilbage i sporet med undersøgelseskommissioner, og regeringen tager tydeligvis revanche for sin skrotning af Irak-kommissionen.

Som bekendt var en af den nye regerings første embedshandlinger efter valget i maj at nedlægge den meget omtalte Irak-kommission. Kommissionen blev nedsat af den tidligere regering til at grave sig ned i baggrunden for Danmarks deltagelse i Irak-krigen og i spørgsmålet om fangetilbageholdelser i såvel Irak- som Afghanistan-krigen.

Der er alene i det lys god grund til at gøre status efter i alt syv kommissioner. Der er en del ulemper ved kommissioner, men det er drastisk helt at afskaffe dem. Omvendt kan der også gå politisk inflation i undersøgelseskommissioner.

Et grundlæggende problem synes at være den politiske tilbøjelighed uanset partifarve til at trække kommissions-kortet som trumf i betændte sager, og der kan i det politiske miljø være grund til en vis selvransagelse i forhold til kommissioner.

Michael Gøtze
Juridisk professor, Københavns Universitet

En særegen størrelse
Undersøgelseskommissioner er en hybrid størrelse. De er både politiske og juridiske. Selve nedsættelsen af kommissionen udspringer af regeringen og Folketingets ønske om en uvildig juridisk undersøgelse af den udøvende magt.

Der er tale om et kontrolredskab, der er meget tæt knyttet til det politiske niveau. Baggrundstæppet er ofte ophedet kritik i medierne af en bestemt ”sag”.

Det er i mine øjne vigtigt at holde fast i de relativt korte bagkanter, når det gælder undersøgelseskommissioner. Det kan også overvejes at få en bedre tilskæring af kommissorier.

Michael Gøtze
Juridisk professor, Københavns Universitet

Kommissionens opgave er desuden atypisk i forhold til især dommeres arbejde, idet kommissionen kun kan undersøge og afdække, ikke dømme eller konkludere. På baggrund af kritik fra en kommission er det i givet fald op til Folketinget at tage sagen videre til for eksempel en Rigsret, hvad der skete i den dramatiske Tamil-sag fra 1990’erne.

Kommissionen kan også, hvis den er ansvarsvurderende, lægge op til en disciplinær- eller straffesag i forhold til embedsmænd eller andre. Dog er kommissionens opgave også her kun at lægge bolden til rette for en anden instans og ikke selv at sparke den i mål.

Flere undersøgelseskommissioner er således blevet led i en længere kæde af processer og undersøgelser. Selv om for eksempel statsløsekommissionen er afsluttet, er sagen som sådan endnu ikke afsluttet, da der er tjenestemandssager i gang.

Vage konklusioner
Hvis man ser på, hvad der er kommet ud af kommissionerne siden Tamil-sagen, er svaret ret blandet, udover at debatten om kommissioner typisk øger adrenalinen i det politiske system. Rent indholdsmæssigt er ansvarsvurderinger og konklusioner generelt holdt i en forsigtig stil, og der har for det meste været tale om bløde landinger og så godt som frifindelser.

Dog har netop statsløsekommissionen været ret klar i sin kritik af to topembedsmænd. Frifindende kommissioner har dog også selvsagt værdi, hvis de har et nogenlunde fast grundlag.

Det er nok et mere åbent spørgsmål, om kommissionerne herudover har haft fremadrettede og generelle virkninger i forhold til den udøvende magt. Kommissioner synes næsten uanset hvad at blive fastholdt i et enkeltsagsfokus.

Grund til selvransagelse
Hvis vi kaster et blik på viften af kommissioner siden 1999, tæller de i alt syv kommissioner. Der er Farum-kommissionen (2003-12), Dan Lynge-kommissionen (2003-06), TDC-kommissionen (2004-06), Blekingegade-kommissionen (2010-14), Statsløsekommissionen (2011-15), Skattesagskommissionen (2012-14) og Irak-kommissionen (2012-nedlagt i 2015).

Den eksakte pris er endnu ikke opgjort, men regningen er med sikkerhed et godt stykke over 150 millioner kroner.

Rent fagligt spænder de syv kommissioner vidt. Kravet om, at kommissioner skal vedrøre forhold af almenvigtig betydning, må siges at være blevet fortolket ret dynamisk, og det er i vidt omfang op til regeringen og Folketinget, hvad kommissionen får i opdrag.

Et grundlæggende problem synes at være den politiske tilbøjelighed uanset partifarve til at trække kommissions-kortet som trumf i betændte sager, og der kan i det politiske miljø være grund til en vis selvransagelse i forhold til kommissioner.

Årelange forløb
Et af de typiske og konkrete kritikpunkter mod kommissioner er deres levetid. Retsmaskineriet maler som bekendt langsomt, og det er en indbygget ulempe, at arbejdets varighed skal regnes i år, ikke i måneder. Da kommissioner fungerer ad hoc, skal de altid starte forfra.

Desuden er det en velkendt refleks hos mange jurister, ikke mindst dommere, at de bliver ekstra grundige, hvis de konfronteres med en politisk sag.

Der kan også være andre grunde til, at processen trækker ud. Her er skrækeksemplet selvsagt Farum-kommissionen, som fungerede i ni år. Den undersøgte forskellige forhold i Farum-kommunen i perioden 1990 til 2003, men blev undervejs overhalet af ikke mindre end to straffesager mod sagens hovedperson, en tidligere borgmester.

Strammere tidsrammer
De senere kommissioner har fået kortere snor, og Justitsministeriet har fra 2010 valgt at angive en tentativ maksimal funktionsperiode i paradigmet for kommissorier. Der opereres med en periode på to til tre år. Dog er Irak-kommissionen en undtagelse, da den fik fem år.

Det er i mine øjne vigtigt at holde fast i de relativt korte bagkanter, når det gælder undersøgelseskommissioner. Det kan også overvejes at få en bedre tilskæring af kommissorier. Man kan her nok komme endnu længere i forhold til at foretage en indledende kortlægning af aktuelle og potentielle parallelundersøgelser, når kommissionerne er på overvejelsesstadiet. I Farum-sagen blev de forskellige undersøgelser af forholdene i Farum-kommune gensidigt procesforlængende.

God grund til en status
Hvis undersøgelseskommissioner anvendes fra politisk hold udelukkende som politisk drilleri, og hvis de i den forbindelse trækkes i langdrag for at holde politiske modstandere på pinebænken, mister kommissioner på et tidspunkt selvsagt deres troværdighed.

I lyset af de mange kommissioner fra senere år er det af vittige sjæle blevet foreslået, at der snart bør nedsættes en undersøgelseskommission til at se undersøgelseskommissioner efter i sømmere. Det vil være overkill efter min opfattelse, men der er dog god grund til at gøre status.