Jytte Andersen: Drop uinteressant dagpenge-diskussion

Af Jytte Andersen (S)
Tidligere arbejdsminister, boligminister og ligestillingsminister

Dagpenge og arbejdsmarkedet er centralt placeret i valgkampen. Godt for det.

Alt skal vendes i debatten, men det sker desværre ofte fra synspunkter bygget på fordommen om, at ledige er de skyldige i alle ulykkerne.

Lars Løkke med en udokumenteret påstand om en ledig, som ikke vil arbejde for den løn, der tilbydes.

Morten Østergård, som uden nogen form for dokumentation om, at virksomheder ikke kan få den arbejdskraft, de søger, foreslår en stramning af rådighedsreglerne.

Det er to eksempler på, at en dårligt fungerende arbejdsmarkedspolitik endnu engang skal gøres til et individuelt problem. 

Om dagpengeperioden er to år, eller hvad der skal være være betingelserne for at få retten til dagpenge, er egentlig uinteressant.

Jytte Andersen (S)
Tidligere arbejdsminister

VK spændte ben for den danske model
Og hvorfor fungerer arbejdsmarkedet så dårligt? Hvorfor mener alle borgerlige aktører, at nye stramninger er den eneste vej at gå?

Årsagen er, at op igennem 00’erne lykkedes det VK-­regeringer at underminere arbejdsmarkedets grundpiller.

I kampen mod fagbevægelsen lykkedes det V og K at fjerne parternes ansvar for, at lovgivningen blev efterlevet. 

Det er stadig en gåde for mig, at arbejdsgiverne lod det ske. 

Konsekvensen er, at den danske model med udstrakt indflydelse både på politikken og dens administration er svækket betydeligt.

Kommunaliseringen var vejen, og parternes indflydelse på den regionale politik blev stort set udraderet.

Lysten til privatisering blev udfoldet, ved at private aktører, som man kunne fristes til at kalde jonglører, nu skulle have kronede dage. Det har de fået på bekostning af en udsultet jobformidling.

Ryst posen
Min klare opfattelse er, at posen skal rystes. Reglerne skal kulegraves og ikke bare omkring dagpengereglerne, men også i selve arbejdsmarkedspolitikken.

Om dagpengeperioden er to år, eller hvad der skal være være betingelserne for at få retten til dagpenge, er egentlig uinteressant.

Det, der er interessant, er, om det, der tilbydes og kræves, fører den ledige frem til et arbejde.

Med baggrund i 90’ernes velfungerende arbejdsmarkedspolitik, der sikrede, at ledigheden faldt fra 350.000 ledige - resultatet efter tre konservative arbejdsministre - til cirka 165.000 ledige efter to socialdemokratiske - vil jeg foreslå følgende:

• Ledige skal både have ret til dagpenge, men også pligt til at påtage sig et arbejde, naturligvis. Og rådighedsreglerne håndhæves effektivt og kontrolleres af en overordnet instans.
  
  
• Ledige skal have en uddannelsespligt, hvis en uddannelse kan føre til et arbejde. Afvisning bør derfor også føre til en rådighedsvurdering.
  Kort sagt: Arbejdspligt og uddannelsespligt skal følges ad. 
  
  
• Reelle kompetencegivende uddannelser, også af lidt længere varighed end små kurser fra udbydere, hvis eneste formål er at tjene penge på ledighed, skal tilbydes udfra vurderinger af arbejdsmarkedets og erhvervslivets behov.
  
  
• Straksaktivering skal afskaffes. Der bruges alt for mange resourcer på ledige, som inden for kort tid selv er i stand til at skaffe sig arbejde. 
  
  
• Andre aktører skal afskaffes. Privatiseringen skal simpelthen stoppes.
  Alt for mange mere eller mindre lødige aktører har snablen dybt nede i offentlige kasser uden at levere et produkt, som fører til beskæftigelse.
  Luftige og vidtløftige projekter hvilende på særprægede uigennemsigtige selskabskonstruktioner tjener formuer på de ledige. Operation X har nylig vist et par eksempler. 
  
  
• Kontrollerede og reelle jobrotationsordninger, der kan give ledige aktuel jobtræning og give beskæftigede tiltrængt efteruddannelse eller om nødvendig omskoling, var en af de mest succesfulde redskaber i 90’erne. I en tid med et reelt opsving vil jobrotation føre til et rigtigt arbejde.
  
  
• Sidst, men absolut ikke mindst skal der lægges massivt pres på og stilles krav til erhvervsliv og virksomheder om at leve op til deres ansvar for opkvalificering og uddannelse af både unge mennesker og medarbejdere, hvis kvalifikationer er forældede.
  Det er alt for let for dem at stå frem med begravelsesminer og bekymre sig om, hvor de nu kan få de dygtige medarbejdere, uden at de på nogen måde har løftet en finger for selv at bidrage til det nødvendige uddannelsesløft. 

Min konklusion er, arbejdsmarkedets parter igen skal ind og have indflydelse og løfte ansvar både for politikudvikling og administration. 

Jobcentrene skal igen gøre til regionale arbejdsformidlingskontorer og A-­kassernes rolle skal genvurderes.

Uddannelse­ og arbejdsmarkedspolitik skal gå hånd i hånd. Og al privatisering skal stoppes.