Debat

Journalist: Det er Socialdemokratiets egen politik, der har skabt mangel på billige boliger i hovedstaden

Socialdemokratiet har siddet på magten i Hovedstaden i 50 år, og derfor er det også deres egen politik, der er skyld i, at der i dag ikke er små, billige boliger i København, skriver Birgitte Ehrhardt.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Birgitte Ehrhardt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Københavns overborgmester Lars Weiss (S) tegner i et interview med Altinget et forstemmende billede af København, som byen så ud for 30 år siden:

"København var virkelig en trist by. Ingen talte om, hvorvidt der blev bygget nok almene boliger. Det var mere et spørgsmål om, hvem der slukkede lyset og afleverede nøglen, når kommunen gik konkurs. Den udvikling har man i den grad fået vendt," fastslår han.

Jeg boede i København i årene 1970-2018. I 1990'erne og 00'erne boede jeg faktisk helt inde i centrum. Og jeg kan slet ikke genkende det billede, Lars Weiss tegner af datidens København.

Det er da rigtigt, at der var mange falmede facader. Mange små lejligheder havde ikke bad. Og mange unge familier flyttede i parcelhus, når barn nummer to bankede på.

Alle kunne bo i København

Men trist – overhovedet ikke. København var tværtimod en rummelig, sjov og mangfoldig by med plads til alle – rige og fattige, unge og gamle, enlige og familier med to indtægter, kunstnere, musikere, kassedamer og børsmæglere, politibetjente, sygeplejersker, hvide og brune, arbejdsløse og psykisk syge.

Hvad blev der af alle de små, billige lejligheder, der før var så mange af? Forsvandt de op i den blå luft – puf! 

Birgitte Ehrhardt
Fhv. kommunikationschef

København var faktisk indbegrebet af alt det, som socialdemokrater som Lars Weiss og Sophie Hæstorp efterlyser, når de fortæller om deres visioner for byens udvikling: En levende by med plads til alle.

En forudsætning for mangfoldigheden var små lejligheder, som alle kunne betale. Men de fandtes så også. Min første lejlighed var på 42 kvadratmeter og kostede 300 kroner om måneden. Og der var mange som min.

En rød tråd i mange interviews med politikere som Weiss og Hæstorp er deres krav om, at der skal bygges mange flere boliger, som mennesker med almindelige lønninger kan betale nu. Man sidder faktisk tilbage med det klare indtryk, at stod det til Socialdemokratiet, var de lejligheder da bygget for længst.

Her er det så, at kæden hopper af for mit vedkommende.  

Ind kom de gode skatteydere

Jeg er helt enig i, at der er for få billige boliger. Resten af fortællingen kan jeg derimod slet ikke få til at rime med historien, som jeg husker den.

For hvad blev der af alle de små, billige lejligheder, der før var så mange af? Forsvandt de op i den blå luft – puf! Og hvor mange små, billige lejligheder er der egentlig bygget i København, mens Socialdemokratiet har siddet ved roret? Det er der mærkeligt nok aldrig nogen, som spørger om Weiss og Hæstorp om. Til trods for, at Socialdemokratiet nu har haft overborgmesterposten – og dermed magten i København – i 50 år.  

Det ville klæde Weiss og Hæstorp at vedstå, at den mangel på små, billige lejligheder, vi nu ser i København, blandt andet er resultatet af en årelang strategi fra Socialdemokratiets side. 

Birgitte Ehrhardt
Fhv. kommunikationschef

Er jeg virkelig den eneste, som husker interviews fra 1990'erne med tidligere overborgmester Frank Jensen (S), hvor han gav udtryk for, at der var for mange dårlige skatteydere i København. Og at man derfor havde den strategi, at enlige, studerende og arbejdsløse skulle erstattes med børnefamilier med gode indtægter?

Det mål skulle dels nås ved at lægge små, billige lejligheder sammen til større. Dels ved at hovedparten af alle nybyggede lejligheder var på 100 kvadratmeter. Og ikke 40, 50 eller 60 kvadratmeter, som en enlig ville kunne betale.

Det ville klæde Weiss og Hæstorp at vedstå, at den mangel på små, billige lejligheder, vi nu ser i København, blandt andet er resultatet af en årelang strategi fra Socialdemokratiets side. Det har vælgerne fortjent at vide.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Weiss

Medlem af Borgerrepræsentationen (S), Københavns Kommune
økonom (Københavns Uni.), kommunikation (Journalisthøjskolen i Århus)

Birgitte Ehrhardt

Fransklærer, AOF og FOF, rejseleder, Risskov Rejser og Kulturrejser
cand.phil. i fransk (Københavns Uni.)

0:000:00