Krifa-formanden, der ville gøre den gule fagforening stueren

Ved ethvert tronskifte er der en dom, der skal fældes over de resultater, som skal udgøre grundpillerne i den afgående frontfigurs eftermæle. 

Sidste måned kunne Krifa-formand Søren Fibiger Olesen meddele, at han efter to årtier i spidsen for Danmarks femtestørste fagforening har besluttet at overlade roret til endnu ukendte hænder. 

Den store skiftedag er først kalendersat til foråret 2021, men flere af de store linjer i historien om den 62-årige fotohandler fra Fredericia er allerede tegnet. 

Han vil blive husket for i store træk at have videreudviklet Krifas medlemsboom, der tog fart før årtusindeskiftet. Det var under hans formandskab, at foreningen i 2012 indtog pladsen som landets fjerdestørste. Samme år som slaget om Vejlegården blev udkæmpet; et slag, der for alvor fik Krifas navn mejslet fast i den brede offentlighed.

Men som formand har Søren Fibiger Olesen også lagt afstand til sine største konkurrenters værdigrundlag, og han har opsagt samarbejdet med en historisk alliancepartner. Han har forsøgt at gøre den gule fagforening til et stuerent alternativ til de røde fagforeninger.

Spørgsmålet er nu, om hans efterfølger vil fortsætte den kurs, han har sat, eller lægge den om. For kan det skærpede fokus på bløde værdier sikre en medlemsvækst, der fastholder den styrkede position i fagforeningslandskabet, som Krifa har brugt de sidste mange år på at tilkæmpe sig? 

En klog forretningsmand
Søren Fibiger Olesen har ikke haft den frembrusende formandsstil, som man eksempelvis har set det hos samtidige røde modspillere som FOA's Dennis Kristensen eller 3F's Poul Erik Skov Christensen.

Han bliver beskrevet som en dygtig, pragmatisk og velformuleret formand, der lytter til sine modstandere, men som samtidig er i stand til at stå fast og stille hårde krav ved forhandlingsbordet. Som en visionær, der har haft mod til at tage kampen op med de røde mastodonter og udfordre dem på, hvordan den danske model bør se ud og gentænkes, både med hensyn til at afskaffe konfliktretten og indføre en lovbestemt mindsteløn.

Og så beskrives han ikke mindst som en klog forretningsmand, der forstod at tænke nyt på det rigtige tidspunkt og gribe chancen, da den bød sig. Han fandt en sø at fiske i, da han lurede, hvordan Krifa kunne indlede en priskrig og tilbyde lønmodtagerne noget, de traditionelle fagforeninger ikke kunne.