Krisen i Suezkanalen bør ændre vores forbrugsvaner

Containerskibene sejler i stedet syd om Afrika med længere transporttid og højere fragtrater til følge.

Selvom Danmark blandt mange andre lande har sendt en fregat afsted, er der ikke noget, der tyder på, at houthiernes angreb på den internationale skibstrafik stopper lige med det første. Det rammer os europæere, der gerne køber varer fra Asien.

Dyrere fragtrater og længere fragttid vil alt andet lige blive overvæltet på os forbrugere, der skal betale mere for varerne og vente længere på dem.

Jeg er klar over, at Mærsks administrerende direktør, Vincent Clerc, senest har udtalt, at det ikke har betydning for forbrugerpriserne, at fragtraterne stiger. Men hvem skal så absorbere de højere fragtrater?

Jeg tvivler på, at importørerne vil skære i deres indtjening, og al erfaring tilsiger, at stigende omkostninger til levering altid ender hos forbrugeren. Så hvorfor ikke her?

Syd- og nordamerikanerne har samme udfordring. Ikke med Suezkanalen, men med Panamakanalen. Panamakanalen lider ikke under missilangreb fra fjendtlige grupper, men derimod af vandmangel.

Måske er lukningen af havenes smutveje det, der kan give et ekstra skub til, at vi tænker os om; tænker en ekstra gang over vores forbrug.

Gitte Lillelund Bech
Fhv. forsvarsminister (V)

De fleste tænker nok: Panamakanalen forbinder Stillehavet og Atlanterhavet, og der er der da vand nok, så hvorfor overhovedet tale om vandmangel?

Sagen er, at vandniveauet i kanalen ikke har været lavere, siden kanalen blev bygget i 1914. For at operere kanalens mange sluser skal der bruges ferskvand, der kommer fra kunstige søer ved kanalen.

Søernes ferskvand kommer fra regnvejr, og normalt er der meget våde måneder fra april til november. I den seneste sæson er der kommet væsentlig mindre regn, end der plejer. Derfor er der ikke nok vand til slusesystemerne.

Det giver derfor begrænsninger på, hvor meget Panamakanalen kan operere. Det vil sige, hvor mange skibe, der kan komme gennem kanalen.

Der er i øjeblikket indført tidsbestilling for at komme igennem, og priserne for at komme igennem kanalen er steget betragteligt. De skibe og rederier, der vil betale mest, kommer først igennem - efter et auktionsprincip.

Hvis man skal fragte gods fra eksempelvis New York på østkysten af USA til San Francisco på vestkysten, vil containerskibet normalt skulle sejle knap 10.000 kilometer ved at bruge Panamakanalen.

Hvis kanalen ikke kan bruges, og containerskibet skal sejle rundt om Kap Horn, forlænges distancen til cirka 22.500 kilometer. Altså en fordobling.

Det koster tid, og længere transporttid er som sagt lig højere fragtrater, hvilket igen giver dyrere varer; denne gang blot for nord- og sydamerikanerne.

Panamakanalens begrænsninger har også betydning for os. Danmark er en af de største importører i verden af chilensk vin - det ved de færreste - og transporten her går også gennem Panamakanalen. Det samme gør dine avokadoer fra Peru.

Så i Danmark rammes vi tilsvarende af længere transporttid og højere fragtrater på en del af importen fra Sydamerika.

Er det nødvendigt med avokadoerne fra Peru og vinen fra Chile?

Gitte Lillelund Bech
Fhv. forsvarsminister (V)

Hvad er alternativet? At vi skal flyve vores varer ind?

Det bliver urimeligt dyrt, og det bliver væsentligt mere CO2-udledende end selv sejladserne syd om Afrika og Sydamerika. I min optik er det ikke et alternativ.

Et bedre alternativ er, at vi faktisk revurderer vores forbrug, når havenes smutveje lukker.

Er det nødvendigt med en ny smartphone sejlet ind fra Asien - dog med lidt længere ventetid? Er det nødvendigt med avokadoerne fra Peru og vinen fra Chile? Er det nødvendigt med et ekstra par sneakers, der kan stå ved siden af de øvrige, der er i skoskabet?

Måske er lukningen af havenes smutveje det, der kan give et ekstra skub til, at vi tænker os om; tænker en ekstra gang over vores forbrug. Nogle vil hævde, at det vil være en dråbe i havet – men mange bække små gør en stor å.

Så kombineret med overvejelser om CO2-udledning, understøttelse af lokal produktion med videre kan det i sidste ende være dråben, der får skubbet til det hele.