Debat

Kristendemokraterne: Hr. og fru Danmark burde prøve at forstå bibelcamping

DEBAT: Vi hylder Pride som tegn på mangfoldighed og fordømmer bibelcamping som tegn på det modsatte. Tænk, om vi i stedet prøvede at forstå hinandens forskellige tro, vaner og værdier, skriver Isabella Arendt.

Bibelcamping på Børkop Højskole i 2005.
Bibelcamping på Børkop Højskole i 2005.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Isabella Arendt
Næstformand for Kristendemokraterne

TV 2 lavede en reportage fra en kristen bibelcamping, og straks udløste det hr. og fru Danmarks Facebook-forargelse. Man måtte forstå, at det var dybt kritisk, at der var bibelcamping i Danmark; at det skulle forbydes sådan at stille et kors op på en mark, og at de stakkels medbragte børn var underlagt næste umenneskelig indoktrinering, når de farvelagde et billede af Noas Ark.

Den form for Facebook-galde og hygge-diskrimination vækker til gengæld min forargelse. Kære fru Danmark: Du behøver ikke selv tage med. Du kan sagtens holde dig på behørig afstand og trygt og uforstyrret forblive isoleret fra andre menneskers værdier og vaner i en verden, hvor du bestemmer, hvad der er sandt. Og hvis det er sandt for dig, så skal det være sandt for alle. Findes der så nogen, som er uenige med dig og alligevel vover sig ind på dit Facebook-feed, ja, så skal de også lige have at vide, at de er nogle middelalderlige idioter.

Forstå "de andre"
Vi lever i et land, hvor demokratiet består lidt endnu. Men efterhånden som ligusterhækken gror højere, og Facebook-forargelsen stiger, så lever vi mere og mere i vores egne, isolerede verdener. Parallelsamfund, hvor vi ikke forstår "de andre", og hvor vi er overbeviste om, at vi selv har ret, og at alle andre tager fejl.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Hvis der er noget, som er skadeligt for demokratiet, så er det, når vi ikke længere taler med hinanden. Når fru Danmark bruger 30 sekunder på at kalde unge kristne for idioter, er det nok cirka 30 sekunder mere, end hun har brugt på faktisk at tale med dem.

Vi er nået dertil i Danmark, at folk gerne må tro. Det er vi alle – lidt endnu – enige om. De må bare ikke dyrke troen, vise den offentligt eller fortælle andre om den. Forestil jer, hvis vi stadig sagde det samme til eksempelvis homoseksuelle: Du må gerne være lesbisk, men du må ikke holde din kæreste i hånden på gaden, og du skal ikke komme her med din Pride-parade og tvinge os andre til at forholde os til mennesker, der lever anderledes end flertallet.

Vi hylder Pride som tegn på mangfoldighed og fordømmer bibelcamping som tegn på det modsatte.

Isabella Arendt
Næstformand for Kristendemokraterne

Vi hylder Pride som tegn på mangfoldighed og fordømmer bibelcamping som tegn på det modsatte. Tænk, om man kunne hylde alle, der står ved sig selv og gerne vil dele sine værdier med andre.

Tænk, om vi i stedet brugte sommerens tid på Facebook til at lære lidt om andre menneskers forskellige tro, vaner og værdier. Tænk, om Fru Danmark vovede sig ud af ligusterisolationen og faktisk talte med et kristent menneske – sådan en rigtig kristen med kors om halsen og det hele. Tænk, hvis vi kunne gøre hinanden klogere, forstå "de andre", måske endda stole på "de andre"... Eller – gisp – lade "de andre" bliver til "os" og give Danmark som folk og demokrati en chance.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Isabella Arendt

Senior public affairs rådgiver, Landbrug og Fødevarer, familiepolitisk rådgiver, Tænketanken Prospekt
BA i Statskundskab (Københavns Uni. 2017)

0:000:00