Forfatter: Drag omsorg for terrorens ofre frem for bødlerne

Af Helle Merete Brix
Journalist og forfatter

Må vi eliminere terrorister på slagmarken? Må vi slå danske Syrienskrigere ihjel? Eller skal de hjem til rettergang i Danmark?

En større diskussion er bølget i medierne i de seneste uger. Dansk Folkeparti har vakt forargelse med sit ønske om kontant afregning ude i verden.

Andre, for eksempel journalisten og historikeren Adam Holm, har fremført, at noget sådant kan vi på ingen måde gå ind for.

Nogle ofre skal forlige sig med, at de har mistet førligheden, et øje, en arm, en finger. Andre igen døjer med PTSD, tilbagevendende angst, mareridt med mere.

Helle Merete Brix
Journalist og forfatter

Som et trumfkort har Holm trukket frem, at blandt andre to tidligere gidsler hos Islamisk Stat, den franske journalist Nicolas Henin og den danske fotograf Daniel Rye, også ønsker krigerne hjem til dansk rettergang.

Holm proklamerede højstemt på facebook, at ”To mænd, der på egen krop har lidt, formår at tale om jura og moral.

Det er kernen i det bedste, der findes i det Vesten som islamisterne hader så inderligt og forsøgte at knuse hos deres gidsler. Tydeligvis uden held. Forhåbentlig får en blodtørstig lovgiver ikke mulighed for at ændre ved det.”

Men indstillingen over for terroristerne og deres skæbne er noget, terrorens ofre har en vidt forskellig indstilling til.

Da jeg researchede til min bog "Blandt kolibrier og kalasjnikover. Om terrorens ofre", der netop er udkommet, stødte jeg således på et videoklip på nettet med akutlægen og den tidligere kronikør på Charlie Hebdo, Patrick Pelloux.

Næppe en notorisk politisk højrefløjs-hardliner, i årevis tilknyttet det anarkistiske satiremagasin og privat ven med tidligere præsident François Hollande. 

I 2017 udgav Pelloux bogen L'instinct de vie (Livets instinkt). Da TV-kanalen France 2 interviewede ham om bogen, faldt samtalen på, hvad man skulle gøre ved de franske jihadister, hvis man mødte dem på slagmarken i Syrien.

Pelloux svarede, at man kunne ”neutralisere” dem, og da intervieweren spurgte, om det betød ”dræbe dem”, svarede han ”ja”. For: ”Vi er i krig.”

Pelloux forklarede, at han foretrak dette, frem for at jihadisterne vender tilbage til Frankrig og måske begår en massakre.

Men vender de tilbage til Frankrig, mente akutlægen, skal de sættes i fængsel og ikke proppes ind i et afradikaliseringsprogram.

For de er fascister, der har begået krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden.

Pelloux var den første læge, der mødte frem på Charlie Hebdo efter massakren på hans venner. Pelloux har også været med til at koordinere indsatsen efter angrebet den 13. november 2015. 

Her fortalte kolleger ham, at blodet stod fem centimeter over gulvet på Bataclan. Han har altså haft konsekvenserne af terroristernes gerninger helt tæt på.

Men igen, det har de tidligere gidsler, Henin og Rye, også. Selv forstår jeg dog langt bedre Pelloux's indstilling. 

Et andet eksempel på, hvad jeg opfatter som usund rørstrømskhed, finder man hos Finn Nørgaard Foreningen, der overvejende består af venner af den dræbte filminstruktør Finn Nørgaards venner.

Nørgaard blev dræbt foran Krudttønden af terroristen Omar El-Hussein.

Hvert år, ved et arrangement på Christiansborg på årsdagen for terrorangrebet den 14. februar, belønner foreningen mennesker og organisationer, de mener har gjort en særlig indsats for integration med mere.

I år er Ildsjæleprisen gået til Eskild Dahl Pedersen, der er tryghedschef i Lejerbo, med kontor i Mjølnerparken.

I et interview i Berlingske i 2016, hvor Dahl Pedersen sad sammen med venner af El-Hussein, sagde han følgende: 

"Man kan ikke forsvare det, Omar gjorde, men man kan godt forklare det. Når jeg tænker tilbage i dag, oplever jeg det ikke som terror.”

Videre lød det i artiklen, at ”Når Eskild siger det, tør Hassan (ven med Omar El-Hussein, red.) det også: ”Jeg ser heller ikke Omar som terrorist overhovedet.”

Det tør fremgå, at det er en virkelig skadelig indstilling, som Dahl Pedersen giver udtryk for. Men helt uforståelig er Finn Nørgaard Foreningens.

Ved at belønne Dahl Pedersen belønner man altså en mand, der ikke vil kalde det terrorangreb, der dræbte deres ven og bror, for et terrorangreb.

Seks politifolk blev sårede ved angrebet den 14. februar 2015.

En af dem er en i dag tidligere sikkerhedskoordinator hos PET, Kurt, som jeg har talt med mange gange efter angrebet, hvor vi begge befandt os i Krudttønden.

Jeg sad ved siden af den svenske muhammedtegner Lars Vilks i salen, Kurt stod i foyeren sammen med livvagter og uniformerede politifolk.

Efterfølgende måtte han have et fragment fra en kugle opereret ud af kroppen. Også han ryster på hovedet af, at der ikke skulle være tale om terror.

I min bog fortæller han, hvor dramatisk angrebet egentlig foregik: ”Da jeg lander nede på gulvet, der føler jeg angsten.

Det er første gang. Jeg forsøger at dække min krop ved at trykke mig ind mod væggen. Måske varer det et sekund.

Så kommer det der kæmpe adrenalinskud op gennem hele kroppen på en. Det er som at få sat en raket bagerst på kroppen og blive skudt af.

Jeg kunne mærke kuglerne, der sprøjtede forbi mit ansigt, jeg kunne mærke projektiler og glassplinter, der for forbi, jeg kunne mærke hver eneste gang, der blev afgivet et skud.

Han gik målrettet efter at ramme de to kvadratmeter i cafeen, hvor vi ligger en tre mand; de andre har søgt dækning andre steder.”

Terror har vidtrækkende konsekvenser: ”Jeg tænker på terrorangrebet hver dag”, sagde således den franske ambassadør François Zimeray, da han talte på en konference om terrorens ofre i januar i København.

Zimeray lå under angrebet på Krudttønden for tre år siden på gulvet i foredragssalen og troede, hans sidste time var kommet.

Andre, som lægen Georges Salines, der mistede sin datter Lola på Bataclan, skal forlige sig med et nærmest ubærligt tab:

”De må forstå, jeg elskede min datter meget højt. Vi tænker alle sammen i familien på hende hver dag”, sagde han, da jeg interviewede ham i Paris.

Andre igen skal forlige sig med, at de har mistet førligheden, et øje, en arm, en finger. Andre igen døjer med PTSD, tilbagevendende angst, mareridt med mere.

Måske var det på tide, at vi droppede al den omsorg for bødlerne. Og fokuserede mere på deres ofre.  

.............

Blandt kolibrier og kalasjnikover. Om terrorens ofre. Forord af François Zimeray. Bogen er udkommet på Forlaget DreamLitt.