Kronik: Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke vidste, jeg var en del af

KRONIK: For syv år siden var jeg blevet for fuld og var faldet i søvn. Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke selv vidste, jeg var en del af. I dag har debatten om #MeToo, sexisme og samtykkeloven givet kvinder som mig et sprog til at sætte ord på egne oplevelser. Nu skal samfundet lytte og handle, skriver Marie de Stoppelaar.

Af Marie de Stoppelaar
Politisk konsulent i Radikale Venstre

Vel ført an af Pia Kjærsgaard og Pernille Vermund buldrer argumenterne mod kvinder afsted i disse dage.

Kvinder må tage sig sammen og sige fra, #MeToo-debatten er kammet over, og sager om sexisme er for længst udløbet. Jeg synes, I skal huske på dette: I står, hvor I står, fordi modige kvinder og mænd kammede over før jer. Fordi de sagde, nok er nok! Fordi de tog opgøret og sikrede formelt lige rettigheder.

Nu kæmper vi igen. Hvis I ikke kan forstå kampen, har I alle muligheder for at træde til side og give plads. Men at forsøge at forhale og forplumre den, det er bare ikke en mulighed, I har.

Debatten om sexisme, samtykkelov og alt derimellem handler ikke om, at vi ikke længere må flirte eller give komplimenter. At man intet kan sige, at jokes bliver forbudt, og at sex nu kræver underskrifter. Det ved vi godt. Jeg vil til det sidste insistere på at stå forrest til både Suspekt-koncerten og demoen 8. marts. For de to ting udelukker ikke hinanden, og det ved vi jo godt. 

Men de sidste ugers debat har efterladt mig med et indtryk af, at der er nogen, der har brug for at blive mindet om det, vi allerede godt ved. Måske få gentaget, hvorfor den tid, vi står i lige nu, er så skelsættende. Så lad mig følge de modige kvinder trop og begynde med mig selv.

Jeg befinder mig et sted midt i mellem generationen af – med Annika Aakjærs rammende ord – "dinoer" og den spirende ungdom, der hører Tessa, læser om billeddelingssager og er i fuld gang med at lære af alle vores fejl.

Jeg er ung nok til at vide, at "midaldrende hvid mand" er en bio, der ikke giver point på Tinder, men gammel nok til at have festet mig igennem teenageårene, før samtykke, #MeToo og Jadas armhulehår var opfundet.

Jeg har aldrig tænkt, at de oplevelser, jeg har haft, var forkerte. Det var jo bare sådan, det var? Jeg har danset mig ud af så mange befamlinger på "floor", at det ikke kan tælles. Jeg tog det som et kompliment.

Jeg blev nomineret til "årets røv" og indspillede sammen med de andre piger i kategorien videoer, der portrætterede den kropsdel, vi skulle hyldes for. Videoer, der blev vist på storskærm til gallafesten foran resten af gymnasiet – og, nå ja, lærerne. Jeg husker skammen og skuffelsen. Ikke fordi videoen blev vist, men fordi jeg ikke vandt!

Vi vidste ikke, hvad vi lavede. Ingen sagde noget. Måske nogen tænkte det? Jeg gjorde ikke. Mine veninder gjorde ikke.

Vi forsøgte at optimere hinandens muligheder for at være sammen de drenge, vi var vilde med. Vi sendte billeder med alt for lidt tøj på, fordi vi havde fået Snapchat og ikke anede en skid om teknologi og sociale medier. Vi gjorde succesen af vores aftener i byen op i, om drenge havde lagt an på os eller ej.

Vi vidste ikke, hvad vi oplevede, det gør vi nu, og derfor deler vi.

Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke vidste, jeg var en del af. Jeg gik tidligere i seng end resten af festen den aften, fordi jeg var blevet for fuld. I løbet af natten kom en ven ind og lagde sig ved siden af mig.

Jeg magtede ikke at forholde mig til det. Jeg var alene fokuseret på ikke at kaste resultatet af aftenens drukspil op ud over gulvet. Og så var han jo min ven, vi kunne vel fint sove ved siden af hinanden? Da jeg vågnede igen, var han ligesom bare i gang. Jeg gjorde ingenting. Jeg lå bare og prøvede at forstå, hvad der egentlig foregik og ventede på, at det gik over.

Det er syv år siden nu, og jeg venter som sådan stadig. "Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke selv vidste, jeg var en del af...". Den sætning skal ikke kunne siges. Ikke nu. Ikke nogensinde.

Allerede dengang mærkede jeg, at oplevelsen ikke var, som det skulle være.

Men jeg havde svært ved at placere følelsen. For havde vi måske flirtet tidligere på aftenen? Havde jeg selv lagt op til det? Jeg kunne jo bare have bedt ham om at stoppe?

Så jeg sagde og gjorde ingenting. Fordi jeg ikke vidste, hvad det var. Der var sgu ingen, der lærte os om samtykkelov, og seksualundervisningen bestod af en flamingopenis, en pakke kondomer og en biologilærer, der rød i hovedet af skam forsøgte at kæmpe sig gennem lektionen. 

De eksempler, jeg kommer med her, går fra den milde til den grelle ende. Fælles for dem alle er, at de udspringer af usunde normer, der alt for længe er blevet accepteret.

Det er handlinger, der har været placeret i "gråzonen", som ikke hører til der. Og de gør ondt at rode op i, for så bliver vi jo nødt til at kigge indad og mærke efter.

Det kræver, at vi taler højt om det faktum, at vi stadig ikke har ligestilling i Danmark.

Og med det følger spørgsmål om handling og løsninger – og så bliver det svært. Så er det langt lettere at flytte debatten over på Sofie Lindes trusser. Men lad mig da så bare understrege: Sofie Linde stod på scenen i trusser og udviste større nosser end nogen mand i branchen. Hvor vover I at forsøge at ødelægge det momentum, hun har skabt?

Når jeg i dag tænker tilbage på den nat, står rigtigt og forkert jo lysende klart. Men det er ikke længe siden, at de her ting ikke blev fortalt. Vi havde ikke et sprog. Det har vi nu, og derfor taler vi.

For det er dét, der var på spil, da Sofie – og andre modige kvinder før og efter hende – stod frem. Derfor skal der nu fortælles. Der skal lyttes. Og der skal handles.

Det er ikke til diskussion, om vi har ligestilling i Danmark. Det er et faktum, at det har vi ikke. Og det ved vi jo godt inderst inde. Nu skal vi snakke om, hvad vi gør ved det. Forandringen har meldt sin ankomst, så vi bestemmer selv, om vi vil hilse den velkommen eller lade chancen passere os forbi endnu engang.

Sofie Linde, Samira Nawa og alle de andre modige kvinder har slået en befrier. Nu skal vi ikke råbe "selvhenter" og bede dem om at løbe efter bolden. Nu skal vi sammen i gang med at kridte en helt ny bane op. Det er dén mulighed, vi har.

Forrige artikel Nicolai Wammen: Verdensmålene skal vise vej ud af coronakrisen Nicolai Wammen: Verdensmålene skal vise vej ud af coronakrisen Næste artikel Djøf-formænd: Nej, Knud Aarup, topembedsmænd går ikke altid fri Djøf-formænd: Nej, Knud Aarup, topembedsmænd går ikke altid fri
Konservatives fremgang sker på bekostning af V

Konservatives fremgang sker på bekostning af V

VÆLGERNE VANDRER: Næsten ni ud af ti af Konservatives nye vælgere satte kryds ved Venstre ved sidste folketingsvalg. Det viser en ny analyse af, hvordan vælgerne er vandret siden valget i juni 2019.