Debat

Kunstner og SF i EU: Vil Bruun Rasmussen forsvare kunstens ukrænkelighed i Hongkong?

Hongkongs kunstscene er nu totalt ødelagt. Det er umuligt at fremstille og udstille Kina-kritisk kunst. Som en del af kunstgiganten Bonham må Bruun Rasmussen derfor tydeligt forsvare den kunstneriske ytringsfrihed i Hongkong, skriver Jens Galschiøt, kunstneren bag "the Pillar of shame" og Kira Marie Peter-Hansen (SF).

Den danske kæmpeskulptur "The Pillar of shame" er symbolet på den ytringsfrihed, som Hongkong efter aftale havde ret til som det eneste sted under kinesisk territorium. Men åbenhed og frihed er blevet til bitterhed og fængslinger, skriver Jens Galschiøt og Kira Marie Peter-Hansen.
Den danske kæmpeskulptur "The Pillar of shame" er symbolet på den ytringsfrihed, som Hongkong efter aftale havde ret til som det eneste sted under kinesisk territorium. Men åbenhed og frihed er blevet til bitterhed og fængslinger, skriver Jens Galschiøt og Kira Marie Peter-Hansen.Foto: Kin Cheung/AP/Ritzau Scanpix
Kira Marie Peter-Hansen
Jens Galschiøt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I 2022 blev det hæderkronede danske auktionshus Bruun Rasmussen overtaget af den internationale kunstgigant Bonhams. Med overtagelsen blev Bruun Rasmussen en del af det globale kunstmarked og dermed også ansvarlig for, hvad der foregår på kunstscenen i Hongkong.

Der sidder Bonhams nemlig tungt på markedet sammen med andre globale, vestlige auktionshuse som Christie's, Sotheby's, Philips og verdens største kunstmesse-firma, Art Basel.

Det er godt, at vestlige firmaer har kontrol med et af de mest centrale kunstmarkeder i Asien, for de må formodes at støtte vestlige værdier som ytringsfrihed og især kunstens ukrænkelighed.

Desværre ser det ikke ud til, at de lever op til forventningerne.

Kunstcensur "under ansvar"
Hongkong var en af de største og vigtigste metropoler i Asien. Men det er ved at forsvinde, efter Hongkong er blevet tvunget til at blive en del af Kina, og Kina har brudt alle aftaler.

Kina har opdaget, at en fri kunstscene som Hongkongs resulterer i kunstværker, der kritiserer Kinas behandling af deres borgere.

Hongkongs kunstscene er nu totalt ødelagt. Det er umuligt at fremstille, udstille, samle og sælge Kina-kritisk kunst i Hongkong, og de har brug for hjælp.

Jens Galschiøt og Kira Marie Peter-Hansen
Billedhugger og europaparlamentariker (SF)

Blandt andet blev den danske kæmpeskulptur "The Pillar of shame" opstillet i Hongkong som symbol på, at Kina i '89 dræbte og massakrerede deres egne befolkning, da de krævede demokratisk indflydelse.

Skulpturen blev også symbolet på den ytringsfrihed, som Hongkong efter aftale havde ret til, som det eneste sted under kinesisk territorium.

Men, åbenhed og frihed er blevet til bitterhed og fængslinger. Kunstnerisk frihed er blevet erstattet af kunstcensur "under ansvar", og symbolerne på frihed er brutalt revet ned og låst inde i stålcontainere.

Hongkongs befolkning har kæmpet for at bevare sin frihed, og kunstnerne har været en vigtig del af kampen for deres egen kunstneriske og intellektuelle frihed, men også for alle andres ret til frihed.

Omkostningerne har været enorme. Rigtig mange sidder i fængsel på obskure anklager. Næsten 500.000 borgere har allerede forladt Hongkong, heriblandt mange kunstnere, politikere og forskere.

Hongkongs kunstscene er nu totalt ødelagt. Det er umuligt at fremstille, udstille, samle og sælge Kina-kritisk kunst i Hongkong, og de har brug for hjælp.

Kunstindustrien skal råbe op
Byen er stadig det vigtigste kommercielle kunstmarked i Asien. En stor del af Asiens kunst passerer gennem det stabile og vestligt ejede kunstmarked med milliardomsætning.

Kunstmarkedet er en enorm forretning, og det går strygende - men noget er galt. Stort set al kunst, der kritiserer og problematiserer Kina, er forsvundet fra kunstens hellige haller – selvcensur og frygt for at træde ved siden af har bredt sig overalt.

Bruun Rasmussen risikerer at blive involveret i en større kunstcensur-skandale i Asien.

Jens Galschiøt og Kira Marie Peter-Hansen
Billedhugger og europaparlamentariker (SF)

Kunstmarkedet har tilpasset sig og er blevet et ufrivilligt redskab til at udføre omfattende censur i Hongkong.

Nu må de finansielle kunstmarkeder træde til og hjælpe med at forsvare både kunst- og ytringsfriheden – ikke for deres egen økonomis skyld, men for deres anstændigheds skyld.

Vi har brug for, at kunstindustrien også råber op. Kunstindustrien lever af at sælge kunstnernes værker, og det er på tide at stå op for at forsvare de kunstnere, som de lever af.

Alle andre er blevet tvunget til at forlade Hongkong eller er i fængsel. Kunsthusene er der eneste, der er tilbage, der kan forsvare kunstens ukrænkelighed.

I Danmark er Bruun Rasmussen kunstens kronjuvel, men de står i en meget udsat position på grund af salget af virksomheden til Bonhams, fordi de risikerer at blive involveret i en større kunstcensur-skandale i Asien.

Bruun Rasmussen burde vælge side nu - og tydeligt forsvare den kunstneriske ytringsfrihed for alle kunstnere, også dem i Hongkong.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Galschiøt

Billedhugger, Galleri Galschiøt

Kira Marie Peter-Hansen

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (SF), MEP (SF)
studerer bachelor i international relations (Vesalius College, Belgien)

0:000:00