LA uddeler poster i ny folketingsgruppe

Ole Birk Olesen er ny gruppeformand i Liberal Alliance, mens Simon Emil Ammitzbøll-Bille bliver partiets gruppesekretær.  

Liberal Alliance har fordelt posterne i den nye folketingsgruppe, fremgår det af en pressemeddelelse.  

Ved et konstituerende gruppemøde blev det besluttet, at Ole Birk Olesen fremover skal være partiets gruppeformand, og Simon Emil Ammitzbøll-Bille bliver Liberal Alliances gruppesekretær. 

Den nye gruppeformand siger i forbindelse med uddelingen af posterne, at partiet nu skal løfte en stor opgave.

"Vi har en stor opgave foran os med at få Liberal Alliance tilbage på sporet og genoprettet tilliden til vores parti," siger Ole Birk Olesen. 

Liberal Alliance mistede ni mandater ved folketingsvalget 5. juni, og folketingsgruppen er derfor nede på fire mandater.

Efter valget trak Anders Samuelsen sig fra posten som partiets politiske leder som konsekvens af det dårlige resultat. Samuelsen blev heller ikke selv valgt ind i Folketinget.  

9. juni blev det besluttet, at det nyvalgte folketingsmedlem Alex Vanopslagh skal være partiets politiske leder.

Omtalte personer

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen (LA), Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA), radiovært, 24syv
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser