Langt færre foreninger på støtten

NY RAPPORT: Antallet af frivillig-organisationer, der hverken får penge fra stat eller kommune på socialområdet, er næsten fordoblet. Frivilligrådet og Karen Ellemann hilser udviklingen velkommen.

Karen Ellemann mener, der er grund til at glæde sig over resultaterne i rapporten fra Center for frivilligt socialt arbejde.
Karen Ellemann mener, der er grund til at glæde sig over resultaterne i rapporten fra Center for frivilligt socialt arbejde.Foto: Simon Læssøe/Scanpix
Rasmus Dahl Løppenthin

Der er sket en kraftig stigning i antallet af frivilligorganisationer, som ikke får offentlige tilskud. Det viser en ny rapport fra Center for frivilligt socialt arbejde.

Sidste år lavede 16 procent af de landsdækkende foreninger frivilligt, socialt arbejde uden hjælp fra stat eller kommune, i 2012 var tallet 9 procent. På lokalt plan klarede 23 procent af foreningerne sig sidste år uden offentlige støttekroner. I 2012 var det tilsvarende tal 12 procent.

Samlet set tegner rapporten et billede af, at især statsstøtten udgør en mindre del af kagen, mens indsamling hos private og fundraising hos fonde og virksomheder er i kraftig vækst. Den udvikling hilser Frivilligrådets formand, Vibe Klarup Voetmann, velkommen.

“Det er en meget, meget sundt. På den måde forstået, at det selvfølgelig er trist, når de statslige tilskud går ned, og det kan vi se, at de gør. Men på den anden side er det også sundt for civilsamfundet, at vi ikke kun finansieres kraftigt af en sektor,” siger hun.

Vigtigt med uafhængighed
Det gør foreningerne langt mindre sårbare at have flere finansieringskilder, lyder det. Samtidig er det lettere at holde fanen højt som de socialt udsattes vagthund, hvis ikke man er alt for afhængig af eksempelvis satspuljemidler, mener Vibe Klarup Voetmann.

“Det er vigtigt at kunne opretholde den kritiske røst, hvis man taler på vegne af nogle borgere med sociale problemer, eller som på anden måde er udsatte. Men der er en risiko for, at den rolle mindskes, hvis man får alle sine penge fra det samme sted, som man gerne skulle være i stand til at kritisere,” siger hun.

Social-og indenrigsminister, Karen Ellemann (V), mener også, at foreningernes omstilling er et sundhedstegn.

“Jeg er glad for Frivilligrådets udmelding. For den offentlige økonomi er generelt set presset. Det er der ikke nogen af os, der lægger skjul på. Og derfor læser jeg sådan set også med interesse, hvor det er, at man finder grundfinansieringen henne. Og der er jo tegn på ændringer i hele finansieringsstrukturen, og det synes jeg sådan set er positivt,” siger hun.

Støttekroner stadig vigtige
Sektoren er dog stadig dybt afhængig af blandt andet hjælp fra tipsmidlerne og satspuljen. Mere end hver anden forening henter over 50 procent af indtjeningen fra offentlige og kommunale kasser, mens hver tredje får over 75 procent af deres indtægt fra det offentlige.

Derfor er det helt afgørende, at der kommer styr på de mange sager med forsinkede udbetalinger af puljemidler, medgiver social-og indenrigsministeren.

“Jeg har lyttet til frustrationen over ansøgnings- og udmøntningsprocessen, når man skal have andel i de statslige puljemidler. Derfor har jeg omorganiseret hele puljeadministrationen, så der nu er en væsentligt klarere opgavebeskrivelse i forhold til at sikre en god og effektiv proces omkring det her område. Og så må vi se, om det er tilstrækkeligt,” siger Karen Ellemann.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00