Lars Aagaard skal droppe sin teknokratiske tilgang til klimamål – og tale om danskernes hverdag i stedet

Det er mit ønske til politikerne, at man tager den reaktion til eftertanke. For én ting er, hvis vi bliver ved med at se, at klimaforandringerne tager til, og politikerne ikke gør andet end at blive ved med at snakke om et teknologisk fix på et abstrakt tal-mål.

Men hvad så, hvis vi når 90 procent af vejen? Hvis vi fokuserer på en grundlæggende omstilling, så er det jo stadig virkelig gode nyheder.

Men problemet med den talbaserede tekno-håb-tilgang er, at hvis man ikke får skaleret de teknologier, man aktuelt sætter sin lid til, så rammer man ikke forbi med få procenter – men mere i stil med de 450.000 tons som København mangler årligt.

Eller en syvendedel af den udledning, som skal til for, at Danmark når sine klimamål for 2030. Hvilket også er derfor, regeringens eget klimaråd finder planerne for usikre, fordi de er for ensidige.

Involvering af borgerne

Lige nu kan folk ikke mærke forskellen på, om man når et mål i 2025, 2035 eller 2045, men det kommer vi til.

Og så er spørgsmålet, om vi bliver ved med at tro på, at politikerne har styr på det? For der er jo en årsag til, at det oprindeligt hed 2025-mål. Der var ting, vi skulle nå at ændre inden.

så længe man fastholder denne her abstrakte diskussion om reduktioner baseret på udledninger målt i år 1990, fastholder man også folk i usikkerhed.

Anna Ebbesen
Rådgiver, Ebbesen Consulting

Så når vi her i 2023 får kastet tvivl om, hvorvidt det er realistisk at nå, er det næsten også for sent at nå det på anden vis – eller: Hvis det var vildt at omstille samfundet fra 2020, hvor Klimaloven blev vedtaget, og frem til 2025, så er det endnu vildere at kaste sig ud i, når der kun er halvandet år tilbage.

Som Klimarådet skriver i deres bemærkning til de seneste fremskrivninger fra regeringen, så er der “større behov for politisk handling, end fremskrivningen viser.”

Man hører igen og igen, at folk har svært ved at forstå, hvordan alt det her påvirker deres hverdag. Hvilket også er et udtryk for, at de forstår, at der skal ske noget. Men så længe man fastholder denne her abstrakte diskussion om reduktioner baseret på udledninger målt i år 1990, fastholder man også folk i usikkerhed.

Når vi forbruger mere end dobbelt så meget som verdensborgeren og reelt set sluger fire jordkloders ressourcer om året, så er det på tide, at man fra politisk hold hjælper folk videre. Og giver dem en rolle i den proces.

Som Charlotte Jensen, der er adfærdsanalytiker i Concito noterer overfor DR, så er danskerne faktisk ikke så bange for forandringer, som nogle politikere måske går og tror. Men det kræver, at borgerne føler sig involveret i beslutningerne.

National engagementsstrategi

En inkluderende tilgang til klimaløsninger kan også vise sig at have afledte effekter.

Brøndby Kommune noterede på Klimafolkemødet, hvordan deres borgermøde om klimaet havde sat skub i en frivillighed på tværs af kommunen, som de kun har kunnet drømme om tidligere. Mens vi som samfund kæmper med manglende sammenhængskraft, angst og stress, så er det oplagt at se klimaet som det samlende emne, man kan engagere folk via, og tænke det ind i en national engagementstrategi.

Vi står et langt bedre sted som samfund, hvis politikerne afgiver noget af helterollen til danskerne.

Anna Ebbesen
Rådgiver, Ebbesen Consulting

Det er for mig den essentielle forskel på den abstrakte, teknokratiske og teknologiske tilgang til klimalovgivning og målsætninger, som det politiske hidtil har kørt, og så den konkrete, engagerende og her-og-nu tilgang, jeg håber politikerne vil gå over til.

Vi skal stadig innovere og udvikle nye teknologiske løsninger for at nå i mål med reduktionerne, men vi står et langt bedre sted som samfund, hvis politikerne afgiver noget af helterollen til danskerne og involverer os i den omstilling, vi skal igennem. Når det bliver et fælles projekt, så kan man også fejre de små sejre sammen og hjælpe hinanden videre, når det for alvor bliver svært.