Scavenius angreb alt og alle i sin klimakamp. Nu står hun mutters alene på den forkerte side af magten

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama har engang sagt, at demokratiet kræver evnen til at gå på kompromis – selv når du har 100 procent ret.

Og hvis du tror, at den eneste vej frem er at være så kompromisløs som muligt, vil du føle dig godt tilpas og nyde en vis moralsk renhed, men du vil ikke få, hvad du ønsker. Og hvis du ikke får, hvad du ønsker længe nok, vil du til sidst tro, at hele systemet er korrupt, siger han.

Lyder det som noget, vi har hørt på det seneste?

Alternativets nu tidligere klimaordfører, Theresa Scavenius, er først blevet smidt ud af folketingsgruppen og har nu meldt sig ud af partiet. Hun smækker døren bag sig og har givet flere interviews om, at det ikke er hende, men partiet, Folketinget og hele det politiske system, den er galt med.

Hun har altid været kompromisløs. Ikke af onde hensigter, eller fordi hun ikke vil demokratiet, men fordi klimakampen i hendes øjne er en så vigtig sag, at laveste fællesnævner ikke er god nok.

Med en baggrund som klimapolitisk forsker ved hun nøjagtig, hvad der skal til. Og det er ikke politiske indrømmelser om små skridt i den rigtige retning, men den totale omvæltning. Det har gjort hende til en grøn mediedarling og en populær debattør, men det har også betydet, at hun nu står mutters alene på Christiansborg, forvist til et kontor langt fra både indflydelse og dem, der er hende politisk nærmest.

For Alternativet var Theresa Scavenius som at have en drage i snor. En stærk, grøn, ildspyende drage, der gik i flæsket på enhver, der gik i vejen. Med lige dele faglig indsigt og medietække gik hun til angreb på fodslæbende klimaordførere og enhver, der påstod at være grøn uden at være det, og var på den måde med til at slå fast, at Alternativet fortsat er det absolut grønneste parti på Christiansborg.

Med Scavenius fik Alternativet en fagperson ind i folden, der kunne rive de andre fra hinanden, så det stod lysende klart for vælgerne, hvor de progressive grønne krydser skulle sættes.

Morten Reimar

Hun er – eller rettere var – uden sammenligning den mest karismatiske af dem, og så forstår hun bedre end de fleste, hvordan medierne virker. Sidder man som redaktør og skal lave et debatprogram eller en artikel og mangler en grøn stemme, ved man, at man altid kan ringe til hende. Og at hun leverer varen hver gang. Ikke hverken nørdet eller i overordnede klichéer, men med ild ud af øjnene og skarpt som få.

Dét havde Alternativet brug for. For modsat ved 2015-valget er der ikke længere noget parti, der ikke vil påstå at være klimaparti, og de fleste vil efterhånden også hårdnakket påstå at være det bedste klimaparti på hver sin måde. Med Scavenius fik de en fagperson ind i folden, der kunne rive de andre fra hinanden, så det stod lysende klart for vælgerne, hvor de progressive grønne krydser skulle sættes.

Men med en drage i snor risikerer du, at den går amok. For et er at positionere sig imod andre partier. Noget andet er at gøre sig selv spilbar, og det har tilsyneladende været planen for politisk leder Franciska Rosenkilde.

Altså en erkendelse af, at den grønne omstilling ikke bliver ført ud i livet, hvis ingen gider samarbejde om det, og derfor er der taget de første skridt i retning af en grøn akse med Enhedslisten og SF. Partier, der i Alternativets øjne slet ikke er hverken grønne eller ambitiøse nok, men ikke desto mindre kan arbejdes sammen med om at trække i den rigtige retning.