Lars Løkkes håndtering af Jon Stephensen-sagen er som en lort pakket ind i cellofan

Det her er en adfærd, som direkte skader andre mennesker. Seksuelle krænkelser mod kvinder har konsekvenser. De sætter sig i selvværdet, de undergraver selvbilledet og de efterlader et traume, der minder om andre seksuelle krænkelser.

Mange mænd – og kvinder uden erfaringen – tror, at det kun er fysiske overgreb, der bliver siddende, men faktisk er de psykiske overgreb mindst lige så slemme og værre end for eksempel en hånd på låret til en fest.

I et tilfælde som nærværende – en åben objektivisering – får en kvinde direkte at vide, at det er, hvad hun bliver målt på, når hun bliver set. Ikke det hun siger, ikke de resultater hun intellektuelt bringer til verden, men hendes krop og hendes seksualitet. Det fineste og mest inderlige, kvinder har og som de selv vælger, hvem de vil give til.

Når man bliver antastet ufrivilligt af en mand et sted, hvor man ikke føler sig stærk nok til at sige fra, føler man skam over, at man ser ud som man gør og åbenbart sender signaler, man slet ikke selv har kontrollen over.

Det siger noget om den samlede folketingsgruppe, at de tror, at folk er dumme nok til at opfatte en forlænget sommerferie som en slags straf

Paula Larrain

Som debattør Christiane Vejlø rammende forklarede på Twitter, forsøger den krænkede part tit at nedtrappe situationen ved at være høflig. Ved at smile, fnise, gøre sig lille. Fordi det modsatte kan være farligt, og man vil bare væk.

Det er en velkendt forsvarsmekanisme, der går under navnet fawning. Og det var præcis den intuitive strategi, 19-årige Mette ubevidst valgte gennem sit nervesystem – og som mange nu forveksler med en slags samtykke.

Det er ikke samtykke, det er underkastelse, med andre ord et kontroltab, angstprovokerende ad helvede til, og som i sidste ende kan være mentalt invaliderende. Spørg blot andre kvinder, der har været udsat for det samme, og som har fået deres karrierer skævvredet, deres private forhold belastet eller deres arbejdsglæde taget fra dem.

Det er ikke af moralistiske grunde, at det er ulovligt at udsætte nogen for uønsket seksuel opmærksomhed på en arbejdsplads. Det er ulovligt, fordi det skader det menneske, som udsættes for krænkelsen.

I denne sag har Moderaterne vurderet, at det er mest synd for den krænkende part, og partiet synes åbenbart ikke, at et menigt medlems ære eller sjælefred er vigtig nok til klar og kort proces. De har sparket en beslutning til hjørne, og nu forsøger de at spinne sig ud af den vage reaktion ved at udtrykke stolthed over deres "handlekraft".

Som politisk ordfører Monika Rubin eksempelvis så rørstrømsk skriver det på Twitter: "Jeg er stolt over, at vi er et parti, der tager grænseoverskridende adfærd meget alvorligt". Ikke rigtigt, vel? Det siger noget om den samlede folketingsgruppe – og Monika Rubin – at de tror, at folk er dumme nok til at opfatte en forlænget sommerferie som en slags straf.

Hovedpersonen regner da også selv med, at han er frisk på banen igen til oktober. Jon Stephensen har selv meddelt, at han agter at vende tilbage. Mandatet er jo hans.

Men hvad gør partiet så til den tid, hvis han gennem de næste måneder holder sig på måtten, og ingen nye sager dukker op?

De har intet andet valg end at tage ham ind efter pausen, når det kun er en frivillig orlov og ikke en eksklusion. Og hvordan kunne det så overhovedet sælges som en sanktion, man er "stolt over"? Der, hvor jeg kommer fra, kalder man det at pakke en lort ind i cellofan.

I sidste ende er systemet indrettet sådan, at kvinder – yngre som ældre – må æde krænkelserne i sig

Paula Larrain

Sandheden er, at folketingsgruppen vægter Jon Stephensens medlemskab højere end 19-årige Mettes medlemskab. Faktisk er det hende, de nu sætter på plads ved at fortælle hende, at hendes offer ved at stå offentligt frem – for det er i sig selv angstprovokerende og skadeligt – ikke er vigtigt nok.

Opbakningen fra ungdomspartiet havde hun klart og tydeligt til at begynde med. Men så røg formand Max Manøe Bjerregaard alligevel med i spinmaskinen. Ganske vist mener han stadig, at "Jon Stephensen ikke hører til" i partiet, men han er glad for, at Jon Stephensen "ikke kommer til at skabe utryghed i Moderaterne det næste stykke tid".

En så selvmodsigende udtalelse vidner om, at han er blevet håndteret. Ro på bagsmækken, som det hedder, når alle klapper hælene sammen.

I sidste ende er systemet indrettet sådan, at kvinder – yngre som ældre – må æde krænkelserne i sig. Det kan i hvert fald ikke betale sig at stå frem, hvis resultatet bliver nøjagtigt det samme, som hun frygtede fra begyndelsen:

En masse ståhej for ingenting, men nu med en akavet risiko for at løbe ind i krænkeren til næste landsmøde og måske en frygt for, at andre gamle mænd vil tjekke hende ud på samme måde som ham.