Kommentar af 
Jane Mylenberg

Sagen om Jon Stephensen får negative konsekvenser for hele branchen

Når alle Jon Stephensens møgsager kommer frem i lyset, bekræfter det myten om, at kulturfolk opfører sig, som de færreste andre ville være bekendt. Og det skader branchen, skriver Jane Mylenberg.

Hver gang, der kommer historier frem som Jon Stephensens, er det ikke bare en historie om en enkelt politiker. Det får betydning for en hel branche, skriver Jane Mylenberg.
Hver gang, der kommer historier frem som Jon Stephensens, er det ikke bare en historie om en enkelt politiker. Det får betydning for en hel branche, skriver Jane Mylenberg.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jane Mylenberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sagen om Jon Stephensen (M) har i den grad fyldt i det brede mediebillede de forgangne dage. Selvfølgelig med god grund. For det er det klamt og totalt no-go, at en 63-årig skriver lumre natlige beskeder til en ung kvinde.

Men det er også ulækkert magtmisbrug fra øverste hylde, fordi relationen er så asynkron og pakket med magt. Stephensen er et prominent folketingsmedlem, mens kvinden er aktiv i partiets ungdomsorganisation. Så naturligvis skal den sag belyses.

Det er ikke overraskende, at køen af mennesker, som har brug for at give udtryk for deres afsky for Stephensens adfærd, er meget lang. Og internettet husker jo som bekendt som en elefant.

I denne sammenhæng betød det, at vi kort tid efter afsløringen af de lumre sms-beskeder kunne forvisse os om mandens dobbeltmoral ved at læse uddrag af klummer og SoMe-opslag, hvor Stephensen tilbage i 2020 varmt bakkede op om den #Metoo-bølge, Sofie Lindes tale til Zulu Awards havde sat i svingninger. Ovenikøbet ved at gribe dybt i skuffen med patos og inddrage sin personlige historie ved særligt som far til en datter at takke Linde.

Er det ikke lige præcis sager som denne, der bekræfter myten om, at mennesker, der arbejder med kunst og kultur, opfører sig på måder, som de færreste andre ville være bekendt?

Jane Mylenberg

At mandens forhistorie åbenbart også er pakket med andre menneskers oplevelse af, at det vist kunne give mening at tilføje "grænseoverskridende" til hans navnekontrafej, gør jo ej heller historien mindre spektakulær.

Endelig tilhører Stephensen kulturparnasset. Og nu er det jo ikke første gang, at den del af samfundet leverer historier om seksualiseret, grænseoverskridende og respektløs adfærd.

Det sidste er sådan set det mest interessante i denne historie. For en ting er, at Jon Stephensen nok har et problem med sit moralske kompas (jeg skylder her at skrive, at jeg rent faktisk kender manden, men ikke selv har oplevelser, som kan føjes til listen), men hvad betyder sager som denne egentlig for, hvordan danskerne oplever kulturens verden?

Som leder i kulturbranchen får en sag som Stephensens mig til at åbne skabet og lede efter bekymringsantrækket. For er det ikke lige præcis sager som denne, der bekræfter myten om, at mennesker, der arbejder med kunst og kultur, opfører sig på måder, som de færreste andre ville være bekendt? Og er det ikke sager som denne, der gør det endnu mere vanskeligt at arbejde for en bred forståelse af kunstens og kulturens vigtighed i vores samfund?

Jeg kan godt selv svare på det spørgsmål. Selvfølgelig på et helt uvidenskabeligt grundlag. Men jo. Når jeg de seneste år har talt med mennesker i forskellige sektorer af samfundet, har jeg stort set ikke haft en samtale, hvor der ikke er faldet en eller anden bemærkning med reference til en af de mange "kultur-sager".

Læs også

Jeg nævner i flæng Buste-sagen, Ibi-Pippi kontra Asger Jorn, kunstmuseet Arken, fotoskolen Fata Morgana, sexistisk adfærd i filmbranchen for nu slet ikke at nævne sager i mediebranchen. Alle disse sager kaster slagskygger over det, vi egentlig skulle have talt om, og de stiller vores branche i et virkelig uklædeligt lys, hvor vi, der arbejder i kulturens verden, betragtes som både udygtige og nok også temmelig arrogante.

For hvorfor gælder der i kulturens verden helt andre regler end i resten af samfundet?

Vi er i kulturbranchen fuldstændig afhængige af både vores publikums velvilje, virksomheders lyst til at samarbejde med os og fondes tiltro til, at vi løfter vores projekter på ordentlige og redelige måder. Det er heldigvis de allerfleste af mine kollegaer i den brede kulturbranche i stand til.

Når jeg de seneste år har talt med forskellige mennesker, har jeg stort set ikke haft en samtale, hvor der ikke er faldet en eller anden bemærkning med reference til en af de mange ”kultur-sager”

Jane Mylenberg

Men fordi vi arbejder i en branche, som har offentlighedens store interesse (og tak for det!), spiller vi på en fuldt oplyst bane, hvor hver en aflevering beskrives i detaljen i medierne. Så hver gang vi får historier som den, Jon Stephensen lige nu leverer, er det ikke bare en historie om en enkelt politiker. Det bliver en historie, som får betydning for en hel branche.

Stiller det kulturbranchen anderledes, end hvis der var tale om sager om grænseoverskridende adfærd fra andre brancher? Ja. For kulturbranchen har en helt særlig position i medierne. Vi lever nemlig af at vores produkter kommer i medierne, og normalt er vi meget taknemmelige og glade for den tætte relation.

Vi kan nemlig ikke sælge billetter til teaterforestillinger, kunstudstillinger eller koncerter, hvis vi ikke har et godt samarbejde med medierne, som laver foromtaler, interviews med kunstnere og anmeldelser. Men i modsætning til de fleste andre brancher, så bliver enkeltsager fra vores verden meget hurtigt til historier om en hel branche i moralsk armod.

Kulturbranchen er en branche som alle andre. Vi har vores brodne kar, men vi har sandelig også en perlerække af dygtige, ansvarlige og fornuftige kulturledere, som hver dag gør deres yderste for at skabe rammer for, at danskerne kan få kulturoplevelser. Det er værd at huske, når enkeltsagerne fylder forsiderne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jane Mylenberg

Formand, foreningen Brobyggerne, bestyrelsesmedlem, Ungdomsbureauet
cand.phil. i kunsthistorie (Københavns Uni. 1996), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 2001), master i kommunikation (Aarhus Uni. 2005)

Jon Stephensen

MF (løsgænger)
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1990), arkitekt (Det Kgl. Danske Kunstakademi 1984)

0:000:00