Lars Trier Mogensen: Jernviljen fra coronakrisen er aldeles fraværende i S-regeringens klimapolitik

Hellere gå to skridt for langsomt end ét for hurtigt. Sådan lyder logikken i S-regeringens klimastrategi, som tydeligvis styres efter en helt anden fortolkning af 'forsigtighedsprincippet', end tilfældet har været under den alarmistiske og vidtgående corona-bekæmpelse.

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, rykkede således lynhurtigt og kortsluttede de almindelige arbejdsgange på Slotsholmen, som det detaljeret dokumenteres i professor Jørgen Grønnegård Christensens udredning, da smittetallene begyndte at stige for lidt over et år siden.

Alt blev vendt på hovedet.

Samme grad af jernvilje og beslutsomhed kendetegner bestemt ikke den dybere og mere langvarigt alvorlige klimakrise, som, også størstedelen af landets erhvervsledere vurderer, ville komme til at kræve langt større ofre og omstillinger end den aktuelle pandemi. Men på den grønne front er nøleri blevet selve fremgangsmåden for S-regeringen.

Den "sense of urgency", som Danmarks moderne svar på Johann Friedrich Struensee i natlige e-mails tilbage i marts appellerede til, at de andre departementschefer skulle udvise over for Covid-19, er demonstrativt fraværende i S-regeringens tilgang til CO2-udledning.

Modsat den beslutningskraft, som Statsministeriets departementschef fik gennemtrumfet for lidt over et år siden, har S-regeringen valgt at skrue ned for tempoet i den grønne omstilling – og netop udskudt sit udspil til en ny landbrugsreform og samtidig godkendt en gasledning til Lolland.

Det bliver mere og mere gådefuldt, hvorfor Enhedslisten, SF og Radikale affinder sig med fedtspilleriet i forhold til målsætningerne i forståelsespapiret.

Lars Trier Mogensen

Tilbage i marts 2020 fik Barbara Bertelsen vækket embedsværket til dåd, da hun slog fast med et klassisk bonmot, at "hope is not a strategy". Frem for at afvente sagkundskabens møjsommelige tempo - og bureaukratiets sædvanlige inerti - skulle alle hæmninger øjeblikkeligt smides over bord. Befalingen fra statens øverste administrative chef lød: "Alle mand m/k på dæk nu".

Lidt efter midnat natten til 11. marts udsender Barbara Bertelsen den e-mail, som ifølge Grønnegård-udredningen kommer til at definere den danske corona-strategi i ugerne og månederne fremover:

"Risikoen er ikke at gøre for meget og for hurtigt - det er at gøre for lidt og for langsomt, herunder for inkrementelt. Det er en uvant situation for os som embedsmænd," hedder det opsigtsvækkende.

Som et ekko af Struensees forudseende kamp mod datidens koppeepidemi i København indskærpede statsministerens 'livlæge' Barbara Bertelsen, at de andre og - må man forstå på hendes e-mails - traditionelt tænkende departementschefer skulle "have modet, agiliteten og handlekraften til uden tøven at træffe de rigtige beslutninger til at formindske og forsinke smitteudbredelsen mest muligt".

Departementschefens værste anelser - der dengang opstod i en tilstand af panik, med billederne af militærambulancer i Norditalien flimrende for øjnene - har heldigvis vist sig at være overdrevne, men det var i høj grad Barbara Bertelsens fortjeneste og ansvar, at sundhedsmyndighedernes gængse beredskabsplaner blev skrottet. Og improviserede snuptagsløsninger fik lov til at overtrumfe de konventionelt faglige skøn.

Ingen nåede eksempelvis at gøre sig overvejelser om de økonomiske konsekvenser ved en nedlukning. Pengene var ikke noget problem. Det skulle bare gå stærkt. Hellere hurtigt end rigtigt.

Eller som Barbara Bertelsen selv skriver med en passioneret fandenivoldskhed, der næppe er set lige i de danske magtgemakker siden Struensees tid:

"Husk, det ikke handler om perfekte løsninger. Husk, at skønhedsindtrykket er ligegyldigt, vi skal bare have adfærden ændret nu i alle de hjørner af landet, som vi hver især har ansvaret for. Og husk, at selv om der ikke måtte være hjemmel til at gennemtvinge noget, kan man stadig sagtens gribe knoglen og appellere til sine samarbejdspartnere i virkeligheden om nu at vise samfundssind."

Perfekte blev løsningerne bestemt ikke, ej heller med lovhjemmel i alle tilfælde, men handlet hurtigt, det blev der. Skønt flere sammenlignelige lande som Norge og Sydkorea har klaret sig suverænt bedre gennem coronakrisen, placerer Danmark sig i dag i det bedre lag af lande i verden.

Den historiske handlekraft i coronakrisen kan i høj grad tilskrives den "sense of urgency", som Barbara Bertelsen udviste efter selv at have læst daglige og stadig mere faretruende beretninger om død og lemlæstelse i den internationale presse. Og vel vidende, at statsminister Mette Frederiksen (S) ville have loyal, parlamentarisk rygdækning til at kunne træffe dramatiske beslutninger.

Som en generalprøve på fremtidige epidemier og endnu større kriser viser corona-forløbet, at embedsværket i Danmark rent faktisk er i stand til at rykke kvikt og rapt og tilmed tage tidlige og ufuldstændige advarsler dødsensalvorligt. Nogle få nervepirrende avishistorier og en oversigtsartikel i lægetidsskriftet The Lancet var nok til at sætte Statsministeriet i højeste alarmberedskab.

Umiddelbart kan man måske ligefrem foranlediges til at tro, at corona-handlekraften vil kunne komme til at danne forbillede for den forestående og mere omsiggribende klimakamp.

Men så kan man godt tro om igen. S-regeringens attitude er fundamentalt anderledes i klimapolitikken.

På trods af tusindvis af videnskabelige artikler om de hastigt og påtrængende konsekvenser af den fortsat accelererende globale opvarmning synes hverken departementschef Barbara Bertelsen eller statsminister Mette Frederiksen at ligge vågne om natten på grund af frygten for irreversible temperaturforandringer og verdensomspændende ødelæggelser.

Tværtimod har det efter alt at dømme været en let beslutning at udskyde fremlæggelsen af S-regeringens ellers længe ventede udspil til en grøn landbrugsreform. Da Rasmus Prehn pludselig blev minister for fødevarer, landbrug og fiskeri tilbage i november (efter Mogens Jensen var blevet væltet på grund af minkskandalen), lå planen allerede klar.

Men Socialdemokratiet har ikke travlt. Hellere gå to skridt for langsomt end ét for hurtigt. Når det gælder den grønne omstilling, udlægges det såkaldte forsigtighedsprincip nemlig stik modsat af, hvordan inderkredsen i Statsministeriet har ladet skræmmende 'worst case'-scenarier begrunde hurtig handling under coronakrisen.

Som i Bakke Snagvendt-sangen fra børneprogrammet Kaj og Andrea henviste fødevareminister Rasmus Prehn til en helt anden fortolkning af forsigtighed, da han forleden valgte at udskyde forhandlingerne om klimareduktioner i landbruget:

"Vi skal være forsigtige, for der skal tages højde for både ambitiøse klimamålsætninger og en sårbar økonomi hos landmændene. Ellers risikerer vi at spænde ben for landbruget i kampen for at gøre det grønnere."

Opgaven er ellers bunden: Landbruget står over for en massiv omlægning. Udledningen af drivhusgasser skal nedbringes drastisk, særligt efter den relativt uambitiøse transportaftale før jul nu har efterladt en enorm og udestående reduktionsregning til landmændene.

Hvis ambitionen om at mindske udledningen af drivhusgasser med 70 procent frem mod 2030 reelt skal lykkes, vil landbruget skulle bidrage med helt op mod halvdelen af de udestående reduktioner. Eller tre gange så store reduktioner, som landbruget har formået at levere i løbet af de seneste 30 år.

Men når det gælder grøn omstilling, er der åbenlyst godt med tid til at høre på alle mulige og umulige forbehold og fodslæbende indvendinger fra både bureaukratiet og landbrugets velorganiserede lobbyister. Her er ingen hastesager, ingen panik. Og Statsministeriet råber ikke vagt i gevær midt om natten.

Som i en tidslomme hersker sendrægtigheden i klimapolitikken.