Lars Trier Mogensen: Rokaden knækker S-regeringens ideologiske hjørnetænder

Hver især skal de nok komme til at fungere som driftssikre administratorer. Bureaukratisk og realpolitisk vil det næppe komme til at gøre en synlig forskel, at tre ministerposter netop er blevet byttet rundt, og at loyale folk dermed har skiftet kasketter.

Butikken vil køre videre, og selv den uerfarne Christian Rabjerg Madsen vil næppe komme til nå at gøre et større væsen af sig som ny indenrigs- og boligminister – og dét er selve problemet i en knækket nøddeskal.

Efter en uventet glansperiode, hvor Socialdemokratiet på ny formåede at sætte retfærdighed på dagsordenen – fra kravet om en ny balance mellem land og storby over forslaget om den tidligere tilbagetrækning til de kontante krav til arbejdsløse indvandrerkvinder – risikerer S-regeringen nu igen at være på vej tilbage til en mere klassisk og defensiv systemtænkning.

Ved at rykke to af Socialdemokratiets største ideologiske stjerner, 41-årige Mattias Tesfaye og 37-årige Kaare Dybvad, væk fra netop de to politiske hovedscener, som de hver især og selv havde både intelligens og timing til at opbygge i årene op til sidste folketingsvalg, står S-regeringen til at kunne miste politisk kant.

Efter en uventet glansperiode, risikerer S-regeringen nu igen at være på vej tilbage til en mere klassisk og defensiv systemtænkning.

Lars Trier Mogensen

Hvis man begynder nedefra vil Christian Rabjerg Madsen på næsten  opsigtsvækkende vis blive en væsentligt svagere indenrigs- og boligminister, end Kaare Dybvad har evnet at være – ikke mindst med afsæt i sin egen debatbog ’Udkantsmyten – Hvordan centraliseringen af Danmark ødelægger vores økonomi og social sammenhængskraft’, der udkom i 2015.

I bedste fald vil 36-årige Christian Rabjerg Madsen, der heller ikke har gjort sig videre bemærket som politisk ordfører for Socialdemokratiet, kunne balancere sig nogenlunde ubemærket og helskindet igennem ved blot at gentage Dybvads gamle pointer. Men nogen nye tankevækkende provokationer skal man næppe forvente.

I værste fald fuser modstanden mod centralisering ud som et folkeligt slagnummer for Socialdemokratiet, nu hvor Dybvad ikke længere kan køre sit vestsjællandske road-show.

På næste trappetrin opad i hierarkiet tegner Kaare Dybvad også til at ville blive en mindre slagkraftig udlændinge- og Integrationsminister, end Mattias Tesfaye har været – også her baseret på den ambitiøse bog ’Velkommen Mustafa: 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik’, som den tidligere SF-næstformand udgav to år før valget.

Med sin dansk-etiopiske baggrund og ligefremme arbejder-jargon har Mattias Tesfaye været dygtig til at overbevise sit nye parti om, at det i virkeligheden var Socialdemokratiet, som var de første til at slå ind på strammerlinjen i udlændingepolitikken – i hvert fald ude på den københavnske vestegn, hvor Mattias Tesfaye også i dag er valgt med fine stemmetal.

Selv om Kaare Dybvad nok skal få læst op på lektien – ligesom han også hurtigt ville kunne sætte sig ind i hovedtrækkene på andre ministerressortområder – kan og vil han ikke opnå samme fyndighed som Tesfaye. Og slet ikke før valget.

Den potentielle svækkelse af S-regeringen stopper imidlertid ikke engang her.

Lars Trier Mogensen

I bedste fald kan Kaare Dybvad komme til at lyde nogenlunde ligesom Dan Jørgensen (S), dengang han som ordfører skulle forsøge at skærpe og hvæsse partiets udlændingelinje. Og i værste fald kommer Dybvad snarere til at mangle en selvstændig politisk profil og dermed stå i skyggen af Tesfaye, der altid vil kunne overtrumfe ham som justitsminister.

Den potentielle svækkelse af S-regeringen stopper imidlertid ikke engang her. På øverste niveau risikerer Mattias Tesfaye også at blive en sløjere justitsminister end den aftrådte Nick Hækkerup, der jo satte gang i hele magtkabalen med sin besynderlige beslutning om hellere at ville være direktør i Bryggeriforeningen. 

Det er svært at forestille sig et ministerium, hvor Mattias Tesfayes retoriske talenter og bramfrie kampgejst vil blive bragt dårligere i spil end lige netop i Justitsministeriet, det ultimative driftsministerium.

Tesfaye har allerede beskrevet, hvordan juristeriet i Udlændinge- og Integrationsministeriet var ved at tage livet af ham: ”Udlændingepolitik er lidt ligesom ringen i ’Ringenes Herre’. Man kan bære den i et stykke tid, men du skal passe på ikke at have den på for længe, for så ødelægger det dig menneskeligt. Så bliver du ligesom Gollum,” sagde Tesfaye til Berlingske for få måneder siden.

Og nu bliver det kun endnu værre.

Omvendt har 54-årige Nick Hækkerup – som sågar har skrevet en juridisk ph.d.-afhandling om ’Kontrol og sanktioner i EF-retten’ – rent faktisk formået at levere alt, hvad har besked på af både statsminister Mette Frederiksen og ikke mindst hendes departementschef Barbara Bertelsen.

Trods enkelte bizarre udfald og Newspeak-formuleringer om, at overvågning er frihed, har Nick Hækkerup kørt Justitsministerium med en mekanisk pålidelighed, som i hvert fald ikke kan have generet nogen længere oppe i systemet i Statsministeriet.

I det store magtspil om Socialdemokratiets placering i det politiske landskab kan det således undre, at de skarpeste profiler ikke udnyttes på de felter, hvor de er allerstærkest.

Lars Trier Mogensen

Til gengæld er Nick Hækkerup så endt med – efter eget udsagn – at segne under det ustoppelige arbejdspres i Justitsministeriet, og derfor har det jo været et grundvilkår, at statsminister Mette Frederiksen skulle finde en ny minister. Men hvorfor Mattias Tesfaye, der ville kunne stråle på de fleste andre områder, nu skal trækkes ned i selve lovmøllen, virker som alt andet end en strategisk genistreg.

I det store magtspil om Socialdemokratiets placering i det politiske landskab kan det således undre, at de skarpeste profiler ikke udnyttes på de felter, hvor de er allerstærkest. Og i en tid, hvor afstanden mellem blokkene svinder ind, og Socialdemokratiet langt fra kan vide sig sikker på at genvinde magten, kan det vise sig som en risikabel gambling at rykke rundt på de mest offensive positioner.

Særligt Kaare Dybvad havde et enormt og uudnyttet potentiale for at binde sit originale by- og boligpolitiske projekt sammen med de tunge, økonomiske muskler i Indenrigsministeriet, og som Socialdemokratiets nederlag ved efterårets kommunalvalg viste, ja, så er der stadig mange vælgere, som har til gode at se lyset i de ellers ganske mange forsøg på anti-centralisering. Det potentiale vil Christian Rabjerg Madsen næppe realisere.

Socialdemokratiets profiler har billedligt talt skiftet jakkesæt, og står nu i bukser og skjorter, der ikke rigtigt synes at passe til deres ellers ret enestående politiske personligheder. Men sådan går det ofte, når magten begynder at slide på regeringen.

Lars Trier Mogensen

Hvis succes-ministeren Mattias Tesfaye skulle været blevet givet mulighed for at genfinde glæden ved politik, og komme fri af sin forpinte Gollum-følelse, ville det have været mere oplagt at rykke ham over i ønskeministeriet, Beskæftigelsesministeriet, hvorfra cand.jur. Peter Hummelgaard ligeså oplagt kunne have været udnævnt til ny justitsminister, og måske ligefrem også kombineret med udlændingeområdet.

Nu er ministerposterne i stedet blevet sendt mere forsigtigt og famlende i rotation, og Socialdemokratiets profiler har billedligt talt skiftet jakkesæt, og står nu i bukser og skjorter, der ikke rigtigt synes at passe til deres ellers ret enestående politiske personligheder. Men sådan går det ofte, når magten begynder at slide på regeringen.

Med tiden kommer Gollum-frygten snigende langs panelerne overalt på Slotsholmen, og S-regeringens offensive attituder virker allerede aftagende efter mindre end tre år. Nu skal der helst ikke ske for meget. Mandagens ministerrokade står som et symbol på, at al den forandringskraft, som ikke mindst Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye rykkede ind med, langsomt er ved at fuse ud.