Lars Tvede: Ayn Rand – det dumme svin?

Hvem har ikke hørt om Ayn Rand? Ja, hende, den der usympatiske kælling, der flygtede fra kommunist-Rusland til USA og så svingede sig op på at hylde egoismen. Fy for den lede!  

Iværksætternes heltinde
Men … wait a minute … er der ikke noget med, at de dyrker hende inde i Saxo Bank? At der sågar er ætset citater ind i en glasvæg i deres reception? Jo, faktisk, og i Saxo giver de alle medarbejdere hendes største bog 'Atlas Shrugged' fra 1957. Wtf?

Ja, What The Fuck! Og Saxo er ikke de eneste. Hvis du synes, Apple er alle tiders, så er du tilhænger af noget, der blev anført af en Rand-elsker. Jeps, Steve Jobs brugte Rand som livslang ledestjerne.

Bruger du Wikipedia? – Wikipedia blev grundlagt af Rand-entusiasten Jimmy Wales, som i en årrække havde et online debatforum dedikeret til hendes tanker. Han elsker Rand.

Ikke alene levede disse 'krigere' som parasitter på produktive folk, men for at sløre deres egen umoral udtrykte de tillige ofte foragt for dem, der finansierede deres liv.

Lars Tvede

Holy Ghost, verden er inficeret! Og det gælder også Uber, hvis chef og stifter Travis Kalanick har brugt forsiden af en af Rands bøger som sit Twitter-symbol. Jo, han er også Rand-fan!

Synes du Facebook er fed? Paypal også? Peter Thiel sidder i bestyrelsen af Facebook og var firmaets første investor. Han er også medstifter af Paypal og i øvrigt et hav af andre succes-startops. Thiel er en af USA's dygtigste iværksættere. Og han tilbeder Rand.

Hvis en forretningsmand fejlede, gik han rabundus. Men hvis staten fejlede, hævede den blot skatterne og vedblev med at fejle igen og igen.

Lars Tvede

Og sådan kan man fortsætte. Den fænomenale serieværksætter Marc Cuban (har cirka 20 milliarder kroner på bankbogen) er Rand fan.

Jo, ret mange af de virkeligt skarpe iværksættere er besatte af Rand. Men også mange andre. Atlas Shrugged er således solgt i cirka 25 millioner kopier verden over og formentlig læst af cirka 1/3 af USA's befolkning.

I dag, 35 år efter Rands død, er hendes bøger stadig blandt de mest solgte på Amazon.com, hvor specielt Atlas Shrugged jævnligt bobler op blandt top-100 og ikke sjældent blandt top 10.

En opinionsundersøgelse lavet af forlaget Random, over de 100 bedste bøger nogensinde skrevet, placerede Rands bøger sig som (hold fast!) nummer 1, 2, 7 og 8 – med Atlas Shrugged som den populæreste af alle. Og da Library of Congress spurgte 5.000 amerikanere, hvilke bøger, der havde betydet mest for deres liv, indtog Atlas Shrugged en 2. plads, lige efter Bibelen. I Indien (Indien!) sælger Rand 16 gange så meget som Karl Marx.

Hvorfor?
Hold da op! Hvorfor er hun så populær? Jeg har læst hendes bøger, og mit eget svar er: Hun var en original og provokerende tænker, der havde inderlig ret i meget.

Så hvad var det egentlig, hun sagde? Et hovedtema var den ødelæggende effekt af tvang. Rand kendte kommunisme og forstod fascisme (som er næsten det samme), og hun hadede begge ideologier. Tvang, sagde hun, nedbrød ansvarlighed, ødelagde motivation og stoppede innovation. Og det gjorde folk til slaver. Der fandtes begrænsede områder i samfundet, hvor tvang var nødvendigt, erkendte hun, men ellers var frivillighed altid bedst.  

Men frihed, sagde hun så, fungerede kun i kulturer, hvor folk formåede at tænke objektivt. Det krævede en erkendelse af, at der fandtes en objektiv, målbar virkelighed, som kunne analyseres med videnskab og logik. Denne tankegang kaldte hun ”objektivisme”. Alternativet til objektivisme var postmoderne pladder eller overtro, som hun konstant angreb. Faktaresistente ”to plus to er det, jeg føler”-folk havde hun ingen tålmodighed med.

Den misforståede egoisme
Hvad var det, hun sagde om egoisme? Hun spurgte eksempelvis, hvilken egoist der skulle forbandes:

- Den kollektivistiske egoist, der stemte sig til andres penge eller den individualistiske egoist, der arbejdede sig til sine penge og ikke ville give dem til andre?
- Den kollektivistiske egoist, der ville påtvinge andre en speciel samfundsform eller den individualistiske egoist, der ville leve på sin egen måde uden at blande sig i, hvordan andre levede?

I begge tilfælde konkluderede hun, at de kollektivistiske egoister var de umoralske; ikke individualisterne, der jo hverken ønskede at tage fra andre eller at bestemme over dem.

Sagen var, forklarede Rand, at alle mennesker rummede egoisme, men at egoisme ikke i sig var et problem, hvis det blot drejede sig om at gavne sig selv via en arbejdsindsats - tværtimod.

Nej, egoisme blev først et problem, når man med denne forsøgte at skade andre, hvilket var hvad kollektivististerne gjorde. ”Hvorfor er det moralsk at tjene andres lykke, men ikke sin egen?”, skrev hun. ”Hvis nydelse er en værdi, hvorfor er den så moralsk, når den opleves af andre, men umoralsk, når den opleves af én selv?” Og ”består dyden i at tjene lasten?”

Statens umoral og uduelighed
Rand mente, man skulle hjælpe dem, der vitterlig ikke kunne hjælpe sig selv. Men omfordelingsstaten fremmede en skadelig form for egoisme og moral, hvor man kaldte det ...

- Umoralsk at nyde frugterne af sin egen indsats, men moralsk at leve ved andres indsats.
- Umoralsk at have en profit fra sit arbejde, men moralsk at snylte.
- Umoralsk at skabe sin egen lykke, men moralsk at nyde livet på andres bekostning.

Tillige blev en sådan stat til ”en umoralsk krig mellem pressionsgrupper” om hvilke grupper, der var bedst til at plyndre og afpresse de andre grupper. Denne patetiske kamp om kollektivt at stemme sig til andres penge udkæmpedes af politiske partier, der på vegne af forskellige samfundsgrupper beordrede plyndringerne af andre grupper.  

Ligesom Adam Smith var Rand også meget kritisk overfor offentlige bureaukraters hang til at lede verden fra deres skrivebord; bl.a. fordi skrivebordsgeneralerne ikke fattede græsrødderne, og de manglede incitamenter til effektivitet. Hvis en forretningsmand fejlede, gik han rabundus. Men hvis staten fejlede, hævede den blot skatterne og vedblev med at fejle – igen og igen.  

Rand advarede også imod brug af ”almenvellet” og ”det gode” som et åndeligt sløringsmiddel. Hvis blot staten handlede i bedste hensigt, sagde hun, var den ofte ligegyldig over for, om dens tiltag faktisk virkede eller var meningsløse, om ikke skadelige. Følelsen af overfladisk godhed overtrumfede ønsket om faktisk problemløsning.   

Hvorfor er vi rige?
Rand lod sig dybt forundre af fænomenet velstand. Da hun som 16-årig flygtede fra det kommunistiske Rusland til det rige USA, forbløffedes hun således over sit nye hjemlands enorme rigdom. På steder, hvor der blot 100 eller endog 50 år tidligere havde været træskure, glimtede skyskrabere nu i solen. Hvor der 100 år tidligere havde været usle emigranter i faldefærdige oksekærrer, kørte grinende teenagers nu rundt i farverige dollargrin. Hvordan var dette sket?

Fordi amerikanerne arbejdede hårdt? Jo, det gjorde de, men det havde folk også gjort i stenalderen, hvor der ikke var nogen fremgang overhovedet. Ressourcer så? Nej, Sovjetunionen havde flere end USA.

Hendes konklusion var, at langsigtet fremgang ene og alene kom fra innovation. Rand udtrykte derfor stor respekt, ikke alene for alle der præsterede innovation, men også for enhver, der gjorde sit bedste for at klare sig selv, uanset om disse var innovative eller ej.

Tilsammen kaldte hun disse mennesker for ”handelsfolk”, fordi de på frivillig (!) basis udvekslede ydelser og penge og derved levede af gensidigt fordelagtige transaktioner: ”En handelsmand er en mand, der tjener det, han får og ikke giver eller tager det ufortjente.”

Hun beskrev også modpolen, der levede at tiltvinge sig (!) andres midler. Disse kaldte hun ”krigere”, da de via win-loose transaktioner søgte gevinst for nogle, ved at skabe tab for andre.

Ikke alene levede disse krigere som parasitter på produktive folk, men for at sløre deres egen umoral udtrykte de tillige ofte foragt for dem, der finansierede deres liv. Disse parasitter, sagde hun, ville gladelig benytte fly, højhuse, hospitaler eller telefoner med en ligegyldighed over for den enorme dedikation, risikovilje og inspiration, andre havde lagt i at gøre disse ting mulige.

At arbejde personligt i det private erhvervsliv og således bidrage til velstanden, interesserede dem på ingen måde. Og imens 'krigerne' således udnyttede frugterne af andres arbejde, forlangte de, at erhvervsfolk skulle afholde sig fra at tjene profitter, skulle dele deres indtægt ligeligt med andre og skulle skjule og skamme sig over deres eventuelle velstand.   

Staten var på krigernes side, og udbyggede sin magtposition med skræmmekampagner. Den fortalte således borgerne, at de var syndere. Og den prøvede at gøre dem til skræmte, hjælpeløse får med skyldfølelse, hvorfor de ville søge statens beskyttelse.

Relevant her og nu
Rands bøger omtaler de paralyserende og potentielt altødelæggende konsekvenser af den overinstitutionalisering og centralisering, vi eksempelvis ser nu i Europa – et stagnerende samfund med en befolkning, der i stigende grad føler sig fjernstyret og magtesløs.

Rand beskriver ligeledes den irrationelle skam, der får mange pligtopfyldende, hårdt arbejdende folk til i dag at nedgøre deres egen succes – nærmest undskylde den – og som derved afholder unge fra at give den en skalle.

Bøgerne beskriver den patetiske offer-redderkultur og det overformynderi, velfærdsstaterne har skabt. De beskriver det faktaresistente og lallepallede føleri, der i stigende grad afholder folk fra at analysere virkeligheden objektivt. Og specielt Atlas Shrugged beskriver ret præcist, hvad der senere er sket i Venezuela.

Undertiden møder jeg folk, der rakker ned på Rand. Mit spørgsmål er altid det samme: ”hvilke af hendes bøger, har du læst?”, svaret har foreløbigt uden undtagelse været ”ingen”. Men det har jeg, og jeg lærte en del. Blandt andet at hun på ingen måde var hverken dum – eller et dumt svin. Men også at hendes tanker aldrig har været mere relevante end netop nu.

.......

Lars Tvede er ingeniør, civiløkonom, serieiværksætter, finansmand og forfatter til 14 anmelderroste fagbøger. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.