Lars Werge: ”Jeg var bange for, at jeg ikke ville finde arbejde igen”

Fortalt til Cecilie Toft, journalist, Altinget

"Først og fremmest havde jeg en kæmpe nedtur. Jeg var i den grad ude i tovene, fordi jeg måtte forlade den identitet, jeg havde haft som formand for Journalistforbundet. Jeg var ked af det, rystet og forvirret. Uden at det blev diagnosticeret, var jeg vel deprimeret. Jeg synes, at det var pisse uretfærdigt, det, der var sket. Men nu var det sådan, det var.  

Lige efter jeg stoppede som formand i slutningen af juni måned, var jeg ikke i tvivl om, at jeg nok skulle finde et job. For folk vidste, hvem jeg var, og jeg var da en form for et offentligt navn. Så jeg tænkte, at det nok skulle komme. Det var først, da sommerferien sluttede, og efteråret så småt begyndte at nærme sig, at jeg for alvor blev i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg kan. Det resulterede i, at jeg tog op i mit sommerhus alene og var i et par dage, hvor jeg forsøgte at koble af fra virkeligheden. Her skrev jeg rigtig meget dagbog – altså jeg har stort set altid skrevet dagbog – men dagbogen blev mere omhyggeligt fyldt ud i den periode, hvor jeg var ledig. De følelser, der kom til udtryk i dagbogen, var sorg, men også meget vrede. Vrede mod det, der ikke var længere. Vrede mod dem, der var en del af min hverdag, dengang jeg var formand for Dansk Journalistforbund: Det er vel også en måde at komme gennem en svær livsperiode på."

Jeg ville være journalist
"Jeg drømte i mange år om at blive journalist, faktisk allerede fra dengang jeg var 10-11 år gammel. Jeg drømte ikke om, at jeg skulle ud og revolutionere verden eller styre magthaverne Det er dybest set, fordi jeg altid har været glad for sproget og journalistikken. Jeg tror bare, at jeg i det hele taget var fascineret af branchen. Det indtryk, jeg havde af journalistikken dengang, var, at det både var et forpligtende job, men også at man havde et mere frit liv, hvor man ikke skulle stå og undervise som for eksempel en skolelærer fra 8.00 til 8.45 og så igen fra 8.55 til 9.40. Det var på en måde et anderledes job, hvor man havde en høj grad af medindflydelse. Jeg søgte ind på Journalisthøjskolen i Aarhus for første gang i 1987, lige efter at jeg var blevet student. Dengang tænkte jeg, at jeg nok skulle blive optaget. Så skete der det, at jeg ikke kom ind, og der stødte drømmen vel lidt sammen med virkeligheden. Jeg blev meget ked af det og ramt på noget selvforståelse. Der gik faktisk fire år, før jeg turde forsøge igen. På det tidspunkt var jeg omkring 24 år, og livets alvor var allerede gået op for mig, da jeg lige var blevet far. Derfor ville jeg gerne i gang med noget.  

Rigtig mange var søde til at invitere mig på kaffe, og det er klart, at jo mere kaffe man drikker uden at få job, jo mere irriterende bliver det at drikke den forbandede kaffe.

Lars Werge
Direktør for Danske Biografer, tidl. DJ-formand

Jeg havde forskellige job, efter at jeg ikke var kommet ind i på Journalisthøjskolen i første omgang. Jeg var pædagogmedhjælper, medhjælper hos en landmåler, og jeg havde job på et kontor, hvor jeg skrev nyhedsbreve for en velgørenhedsorganisation. En dag spurgte min daværende kone mig, om jeg ikke skulle søge ind på Journalisthøjskolen en gang til, når nu det altid havde været min store drøm. Det var egentlig det, der førte til, at jeg prøvede lykken endnu en gang. Og så endte jeg med at blive optaget. Jeg skulle presses ud i situationen, før jeg turde prøve igen."

Abstinenser
"Egentlig tænkte jeg om mig selv, at jeg netop ikke skulle være sportsjournalist, fordi jeg selv dyrkede sport professionelt som højdespringer. Men jeg endte så som sportsjournalist, hvilket jeg var i over ti år. I løbet af min tid som journalist var jeg så heldig, at jeg blev kåret til årets sportsjournalist i 2007. Det var en superfed oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg har stadig den forgyldte kuglepen, man vandt som pris, liggende derhjemme. 

Efter at have været sportsjournalist på Ekstra Bladet i ti år, valgte jeg så at gå en anden vej. Jeg gik fra at være valgt ind i Journalistforbundet, til at jeg skulle starte som næstformand, hvor jeg med tiden blev formand. Det var en helt ny verden for mig. Der var en anden rytme i jobbet. Der var møder, forhandlinger og samtaler hele tiden. Det første år – eller halvandet – fik jeg til tider abstinenser over, at jeg ikke var journalist længere. Det er jo den identitet, jeg hele tiden har haft; jeg er jo journalist. Så det var noget af et skifte dengang. Og det tog noget tid at vænne mig til at se mig selv på den måde. Jeg skulle lære at tilpasse mig lederrollen, som jeg har haft de sidste otte år. Når jeg træder ind som leder i et rum, har jeg en form for autoritet, som gør, at de ansatte tier stille.” 

Den forbandede kaffe
"Sidste sommer var der en person i forbundets hovedbestyrelse, der sagde, at jeg skulle lave en fratrædelsesaftale med Øjvind Hesselager, chefredaktøren for fagbladet. I forbindelse med den aftale blev der lavet en nyhed til hjemmesiden, som skabte en del vrede blandt medlemmerne af forbundet, hvilket resulterede i en del debat på Twitter. I og med at jeg havde indgået en aftale med Øjvind Hesselager og hans advokat, måtte jeg ikke blande mig i debatten. Så jeg har været låst af den fejl. Og med tiden måtte jeg så gå fra formandsposten. Undervejs i min tid uden job blev jeg i tvivl om min egen selvforståelse; jeg var ret bange for, at jeg ikke ville komme i arbejde igen.  

Rigtig mange var søde til at invitere mig på kaffe, og det er klart, at jo mere kaffe man drikker uden at få job, jo mere irriterende bliver det at drikke den forbandede kaffe. For man får fornemmelsen af, at folk bare inviterer en på kaffe for at være venlig.