Lejernes LO til Løkke: Din betændte retorik hjælper ikke ghettoerne

KRONIK: Både i Klampenborg og Mjølnerparken er der en del, der falder udenfor kategorien normaldanskere. Men lad os stoppe med at tale om parallelsamfund og i stedet bruge de redskaber, som kan afhjælpe de sociale problemer i en række danske byområder. 

Af Claus Højte 
Direktør, Lejernes Landsorganisation 

Som bestyrelsesmedlem i en fond deltager jeg jævnligt i møder, der afholdes i et advokatfirma med adresse tæt på Strandvejen.

Når jeg efter møderne sidst på eftermiddagen forlader bygningen, kan jeg iagttage, hvordan den tømmes for advokater.

Op af kælderen kører BMW’er, Landrovere og Mercedes’er.

De kører alle uden undtagelse nordpå, en del af dem formentlig til det forjættede Klampenborg, hvor man i gennemsnit har en disponibel indkomst, der er 3,5 gange så høj som indkomsten i Københavns Nordvestkvarter.

I Klampenborg adskiller man sig fra gennemsnittet
Klampenborg er beboet af beslutningstagere, folk derfra har indflydelse og magt.

På en studietur til Klampenborg for et par år siden observerede jeg, at de få mennesker på gaderne næsten udelukkende var yngre, asiatiske kvinder, gående med barnevogne eller hunde, formentlig au-pairs.

Jeg observerede også, at mange af husene ikke var synlige fra gaden på grund af høje mure og plankeværk eller torneroseagtige hække og beplantninger.

Jeg, som ellers bor i et område, hvor der er alle mulige forskellige mennesker på gaden kunne på baggrund af mine overfladiske observationer konkludere, at der i Klampenborg bor folk, der ikke er, som folk er flest i Danmark.

De isolerer sig inde i deres huse. De er fortrinsvist sammen med mennesker med samme socioøkonomiske baggrund, og de har i forhold til os andre normaldanskere enorme indtægter med lidt uklare oprindelser.

Og så har de uforholdsmæssigt stor og betænkelig indflydelse på alle andre danskeres forhold.

De rige kan også tvangsspredes 
Nytårsdag brugte statsministeren en meget stor del af sin tale på de såkaldte parallelsamfund. Han talte om at rive ghettoer ned og sprede indbyggerne. Han talte om at være hård.

Jeg tænkte: Så, nu bliver de bange i Klampenborg, nu skal de være lige som os andre, og de må vinke farvel til deres isolerede tilværelser og skal nu ud og bo i det almindelige, danske samfund, hvor de kan møde mennesker med andre kulturbaggrunde.

Måske skal de tvangsspredes i Københavns almene boligområder, hvor der er brug for folk med store indtægter, formuer og lange uddannelser?

Og der er åbenbart ikke nogen, der spørger dem, de bliver simpelthen tvangsflyttet, ligesom man gjorde i det gode, gamle Sovjet.

Men det var ikke, hvad statsministeren mente. Han talte i stedet om at rive almene boliger ned og tvangssprede beboerne.

Uanset om det drejer sig om Klampenborg eller Mjølnerparken, er retorikken ubehagelig og betændt. Hvad næsten værre er, så er det næsten sikkert, at det, statsministeren vil, overhovedet ikke virker.

For det første stiller de, der faktisk ved noget om udsatte boligområder, spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er tale om parallelsamfund og ghettoer, for eksempel byforskeren Troels Schultz Larsen.

Han mener, at der ikke findes parallelsamfund; de områder, der findes på ghettolisten, har ingen egne, parallelle institutioner, tværtimod er de bærende institutioner i områderne skolen, kommunen og boligselskabet.

Han mener heller ikke, at der findes ghettoer, som er kendetegnet ved at være afskåret fra resten af samfundet, fysisk eller institutionelt.

Mjølnerparken er ikke et parallelsamfund
Når det så er sagt, er det åbenbart for enhver, at der er områder i Danmark, der er præget af store sociale problemer – arbejdsløshed (både ufrivillig og selvvalgt), dårlig indtægt og dårligt uddannede beboere – altså at der bor en del, der lige som i Klampenborg falder uden for kategorien normaldanskere. 

Men med mindre man kan kalde Klampenborg et parallelsamfund, så kan man altså heller ikke kalde Mjølnerparken det.

Så vidt problemerne. Men hvad skal vi gøre ved dem?

Allerførst må regeringen erkende, at der i de områder, den har udpeget som ghettoer, findes rigtig mange beboere, som dels er belastede af de sociale forhold, men endnu mere belastede af at høre på, hvor forfærdelige deres boliger og boligområder er.

I bydelen Tingbjerg, der også er på ghettolisten, overskygges alle de mange fremskridt, der er sket de sidste ti år af den politiske retorik, der sværter alle 6.500 indbyggere med ghetto-stemplet.

Folk, der står op hver morgen og går på arbejde, betaler deres skat og er aktive i de lokale sportsklubber må tåle, at Dansk Folkeparti nu vil forbyde deres børn at gå på gaden om aftenen.

Tænk, hvis vi talte sådan om borgerne i Klampenborg.

Hvis statsministeren og den øvrige regering vil, så findes der faktisk folk, der ved meget om, hvad der virker.

Fuldstændigt samstemmende siger disse, at det, der virker, er indsatser for at få mennesker i arbejde og for at få dem i uddannelse.

Og så virker det, at områderne fysisk renoveres og integreres fuldt i de omliggende boligkvarterer. Det har blandt andre Københavns Kommune dokumenteret.

Nedrivning kan være en del af en sådan proces, men løser i sig selv ingen problemer – ud over altså at få statsministeren til at se handlekraftig ud.

Det, der også virker, er, at kommunerne, når de anviser beboere, ikke kun anviser borgere med sociale problemer.

Lejerne bestemmer nedrivning  
Midt i alt dette overser de fleste – åbenbart også statsministeren – at det faktisk er beboerne selv, der bestemmer, hvad der skal rives ned.

For i almene boliger er det lejerne, der bestemmer, enten direkte eller indirekte gennem det lovfæstede beboerdemokrati.

Hvis statsministeren vil bestemme, hvad der skal rives ned, så skal det almene nærdemokrati afskaffes, og der skal eksproprieres i stor stil.

Sker det, ja, så er vi i virkeligheden ikke langt fra sovjetiske tilstande. Som i Sovjet er konsekvenserne heller ikke tænkt igennem.

Hvor skal de tvangsspredte beboere genhuses? Der er ingen ledige, betalelige boliger i de berørte byer, og huslejeniveauet i den private udlejning er eksploderet.

Statsministeren kan altså ikke det, han vil, og det, han vil, virker ikke.

Så mon ikke han og den øvrige regering skulle lægge den autoritære retorik på hylden og i stedet komme i gang med at afhjælpe de sociale problemer i en række danske byområder?

Bruge det, vi ved, virker. Inddrag beboere, kommuner og alle gode kræfter. Værn om demokratiet, tolerancen, friheden og frisindet.

Forrige artikel Økonom: Der er ingen jobgaranti i den kommende massearbejdsløshed Økonom: Der er ingen jobgaranti i den kommende massearbejdsløshed Næste artikel Adfærdspsykolog: Zuckerberg ejer verdens største emotionelle mixerpult Adfærdspsykolog: Zuckerberg ejer verdens største emotionelle mixerpult
De gamle kønsroller gælder stadig i Folketingets udvalg

De gamle kønsroller gælder stadig i Folketingets udvalg

LIGESTILLING: De traditionelle kønsroller dominerer stadig i Folketingets udvalg, hvor kvinder oftere beskæftiger sig med børn, ligestilling og sundhed, mens mændene tager sig af økonomi og udenrigspolitik. "Pilskævt og stereotypt," mener direktør i Kvinfo.